'We Hate It When Our Friends Become Successful' er titlen på en harsk sang af den elskværdigt misantropiske engelske sanger Morrissey, som fint kunne have ledsaget den seneste bog af den schweizisk-engelske forfatterfilosof Alain de Botton. Netop frygten for vore venners (eller - i fald vi ingen har - dem, vi anser for at være vore ligemænds) succes, som gør, at vi selv blegner af misundelse, er et genkommende tema i den vittige og vidende forfatters 'Status Anxiety' (statusangst), en bog, der handler om vores frygt for, hvad andre synes om os, og hvilken status vi har i samfundet. Kærlighed betinget af status Frem for alt er 'Status Anxiety' en kritik af den (liberalistiske) manual til det moderne liv, som vi har levet efter, siden borgerskabet overtog magten i Frankrig og resten af det, vi kalder den vestlige verden, i sidste halvdel af det 18. århundrede. Et samfund, hvor dit arbejdes status og indtjening er en afgørende faktor for den mængde af kærlighed og omsorg, som kommer dig til del. Fem veje ud af statusangsten Selv har Alain de Botton ikke nogen stor stjerne i Danmark trods Pia Juuls fine oversættelser af internationale bestsellere som 'Sådan kan Proust forandre dit liv' (1997, da. 1998) og 'Kunsten at rejse' (2002, da. 2003). Men måske rækker dannelsesniveauet eller det internationale udsyn herhjemme i disse år simpelt hen bare ikke så langt? De Botton griber sit emne an som en parodi på en videnskabelig afhandling, hvor han citerer hæmningsløst fra forfattere, kunstnere, økonomer og filosoffer som Sofokles, Rousseau, Jane Austen, Tolstoj, John Ruskin, Adam Smith, Karl Marx, Sokrates, ligesom bogen er overdådigt illustreret med eksempler fra kunsthistorien (desværre kun i s/h), vittighedstegninger og reklamer mellem hinanden. Først opregner han fem grundpiller, som vores statusangst hviler på: snobberi, forventninger, meritokrati (et samfund med lige muligheder for alle, hvor magt og privilegier ideelt fordeles efter fortjeneste, red.), afhængighed og mangel på kærlighed. Derpå anviser han, med tungen i kinden, fem veje ud af statusangsten: filosofi, kunst, politik, kristendom, bohèmeliv. Noget, der ligner en afsluttende videnskabelig konklusion på sin undersøgelse, nedlader forfatteren sig selvsagt ikke til at give. Spot til skade Til grund for de Bottons karakteristik af den moderne statusangst ligger den bærende præmis, at det rigide, hierarkiske system i Vesteuropa og Nordamerika frem til det 18. århundrede dog havde den fordel, at man som bonde havde en (relativ) frihed i at være bundet til sin elendige plov, med en fuld og fast tro på at være stedt her, uden nogen reel mulighed for at undslippe livets nederdrægtigheder. Helt anderledes er det i et moderne meritokrati, hvor alle i princippet har samme muligheder. Den blinde tro i et sådant samfund - som f.eks. det danske velfærdssamfund - på, at der er en direkte sammenhæng mellem ens meritter og ens plads i verden, har ifølge de Botton føjet spot til skade for de fattigste - for hvem andre end dig selv kan du holde ansvarlig, hvis du ikke er blevet en succes? Enhver er sin egen ulykkes smed. 'Intelligent misantropi' Det er en mærkværdig bog, de Botton har skrevet. På overfladen handler den om, hvordan og hvorfor såkaldt almindelige mennesker indordner sig under det borgerlige samfunds værdier og normer af frygt for at falde igennem og blive udgrænset som tabere. På et andet (nogen ville sige dybere) niveau handler den 'om kunsten (at udholde) at være kunstner'. Fælles for de fem veje ud af statushierarkiet - filosofi, kunst, politik, kristendom, bohèmeliv - er forsøget på at skabe alternative hierarkier baseret på værdier, som stikker ud fra og forholder sig kritisk til det herskende flertals regler for, hvad der giver status. 'Kunst er kritik af livet' som den engelske digter og kritiker Matthew Arnold citeres for at have sagt. Blandt de relativt få konkrete råd, som bogen anviser, er et påbud fra filosoffen Schopenhauer - der gøres til eksponent for en »intelligent misantropi« - om at ransage den andens karakter, før vi lader os dømme af ham. På den måde kan fornuften bruges som et filter mellem andres udsagn om os og vores egen følelse af, hvem vi er. Manglende personligt engagement 'Status Anxiety' er nok den bog, der har fremprovokeret flest tanker i mit hoved på det seneste, men noget forløst og skønt værk er der langtfra tale om. Den begynder veloplagt med Sturm und Drang, men lidt efter lidt bliver den elegante sarkasme og let melankolske tone til manér, og jeg tror, jeg ved hvorfor: De Botton aner i virkeligheden ikke, hvad statusangst er for en følelse. Dertil mangler bogen det personlige engagement og de skrammer på sjæl og krop, som de Botton selvoplevet skrev om i 'Kunsten at rejse'. Forfatteren lider med andre ord formentlig mindre af statusangst end af rejselyst. Hvor er de Bottons egen statusangst som forfatter? Har han simpelt hen haft for stor succes for tidligt til at lære frygten at kende (han var kun 28, da 'Sådan kan Proust forandre dit liv' udkom)? Når det er sagt, skal det understreges, at 'Status Anxiety' ved egen kraft løfter sig højt over det almindelige litterære bugtaleri - og derfor skal den selvfølgelig oversættes til dansk med al hvad den giver fra sig plus de følelser, som den må overlade til læseren at lide af.