Det århusianske tidsskrift Passage har viet et af sine numre til middelalderen, under et motto af Umberto Eco: »Længe leve middelalderen og drømmen om den, når bare fornuften ikke sover«. Brede artikler om middelalderens skønhedsbegreber, æstetik og kunstteori veksler med læsninger af tekster: Dantes Guddommelige Komedie, folkebogen om Faust, det engelske religiøse skrift 'Uvidenhedens tåge' ('The Cloud of Unknowing'), den tyske mystiker Meister Eckehart. Aktuel resonans Fokus er på brudflader, dels mellem middelalder og nytiden, dels inden for middelalderen, en lang og kompleks periode der kun dårligt passer til det stempel af enhed og uforanderlighed, renæssancen satte på den, og som eftertiden ofte har accepteret. Jørgen Bæk Simonsens lille bidrag om den islamiske overlevering af den antikke kulturarv viser sig at have overraskende aktuel resonans, og Hans Jørgen Frederiksens sammenligning af madonnabilleder er flot formidling. Flere af de øvrige bidrag retter sig måske snarere mod den »avancerede kontemplative« læser, som også 'Uvidenhedens tåge' ønskede at nå.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























