Børnehaven er en verden, vi kender så godt. Det mener vi i hvert fald. Måske fordi vi selv har gået der, eller vore børn har. Vi har afleveret børnene om morgenen, hentet dem om eftermiddagen, siddet til forældremøder, talt med pædagogerne og med andre forældre. Børnene har fået venner i børnehaven, de har fulgtes med dem hjem, de har leget hos hinanden, sovet hos hinanden. En tryg verden Børnehaven er den kendte og trygge verden, og børnene elsker den - gør de ikke? Det mener vi i hvert fald, og vi får det vel bekræftet, når vi spørger børnene selv. »Jeg skal da i børnehave«. Eller som det blev sagt af en 5-årig: »Jeg elsker min mor og far, men det bedste er, når Camilla er henne i børnehaven«. Pædagogisk klassiker Så - er det ikke, som det skal være: Vi har en børnehave, som alle elsker, og som er den bedste i verden? Billy Ehn sætter i 'Skal vi lege tiger?' spørgsmålstegn ved disse enkle antagelser, og han gør det på en yderst grundig måde i det, der hedder en kulturanalyse. Han har fulgt og observeret børnehaven indefra og udefra, og han har givet os et billede af børnehaven, der nok kan sætte tankerne i gang. Og det er tilfældet, selv om der er tale om en bog, der blev udgivet første gang i Sverige for mere end 20 år siden, nemlig i 1983. Forfatteren er etnolog og er i dag professor i kultur og medier ved Umeå Universitet. Bogen er en klassiker, der har været meget efterspurgt blandt danske pædagoger. Den kommer nu for første gang på dansk. En gennemorganiseret verden Kulturanalyse vil sige at gå bag det, man ser, og det er, hvad Ehn gør. Han observerer grundigt og ned i detaljen, vi hører børnenes indbyrdes snak, pædagogernes reprimander, og vi ser børnene løbe op over bakken. Vi ser børnenes forsøg på at bevare en egen verden, selv om det hele er meget organiseret af de voksne. Børnehaven er ikke bare en social institution, den er også et kulturelt system med sin bestemte orden, og som sådan er den en afspejling af selve det omgivende samfund - i dette tilfælde det svenske samfund. Men hvad er så det kulturelle system i børnehaven? Ehn viser os, hvad man godt kan kalde en usynlig pædagogik. På overfladen børnevenligheden, legene, regler og orden og de flot opsatte og gennemtænkte målsætninger om dialogpædagogik: samtalen og det udviklende samvær mellem børn og voksne i omgivelser, der er ordnede og pædagogiske. Men under overfladen afdækker han en noget anden verden, præget af »tvivlrådighed« og »orden«. Tvivlrådigheden er de voksnes usikkerhed med hensyn til det, de gør i institutionen - og orden er den enorme strukturering, der hele tiden finder sted: Alt planlægges og inddeles og ordnes - og: 'du må ikke', 'du skal', 'gør nu det og det', 'nej, lad være med det', 'I må ikke løbe' osv. osv. En totalt organiseret verden, hvor der ironisk kan være »afsat en time til fri leg«. Følelser er farlige Den officielle børnehavepædagogik er fyldt med gode og rigtige ord, og alt skulle sådan set være så godt. Den bedste af alle børnehaver! Men den konkrete virkelighed bliver en anden, børnehavekulturen er fanget i en række modsætningsforhold. F.eks. mellem ideal og praksis, mellem kaos og stabilitet, mellem en legeverden og en voksen fornuft, mellem en venlighed og en upersonlig institution. Det er en pædagogisk verden, der er »besat af orden« og en opdragelse, der er »ekstremt verbaliseret«. Ehns analyse er ikke uvenlig over for børnehaven. Han giver os bare en lidt dybere forståelse af noget, der er så velkendt - og som i hans optik gælder hele det svenske samfund. Det er så positivt og ordnet, men følelserne bliver forvist til en position som permanent trussel om uorden. Følelser er farlige. Disciplinering af børn Billy Ehns analyse er aktuel også i dag, og de rammer, han sætter for analysen, er måske endda mere tydelige end for 20 år siden: det traditionsløse samfund og den organiserede børnevenlighed, der er fyldt med modsætninger. Selvfølgelig er der forskel på Danmark og Sverige, vi er nok på overfladen mere afslappede og mindre formelle, men som kulturanalyse betragtet fortæller Ehn os noget vigtigt: Bag børnevenligheden gemmer der sig en tendens til orden og normer og struktur, der kan true med at tage børns egen verden fra dem. Som en slags sammensværgelse blandt de voksne, både pædagoger og forældre - mod børn. Eller som Ehn siger: »Børn er de facto i de voksnes fangenskab«. Vi ordner og organiserer og pædagogiserer fra morgen til aften, og hvis de ikke retter sig efter det 'skælder vi ud', som Erik Sigsgaard har vist det i sin bog 'Skældud' (2002). Også i Danmark er disciplineringen af børn taget til i omfang gennem de senere år, og den har fundet nye former. Derfor er der et klart budskab til os i Ehns klassiker af en bog: Luk øjnene op og se bag facaden. Det kan vi kun blive klogere af - og måske mere ærlige i vores forhold til børn.