Hvad i alverden skal vi med en folkekirke i et land, hvor folk ikke går i kirke, og hvor præster mener, at folk, der tror på en skabende etc. Gud, ikke er rigtigt kloge? Hvordan kan det legitimeres, at denne 'folkets' kirke for en stor del er statsfinansieret? Gælder religionsfriheden, når en særlig religiøs retning bliver favoriseret og kontrolleret af statsmagten? Og hvad har Gud og staten med hinanden at gøre i det hele taget? Folkekirkeglade forfattere Alle disse interessante og principielle spørgsmål får man ikke svar på i en ny bog, hvis titel ellers synes at love noget i den retning. Bogen hedder 'For Folkekirkens skyld - at forny for at bevare' og består af syv artikler, der alle er skrevet af folkekirkeglade mennesker, der på trods af glæden ikke desto mindre er lidt bekymrede for kirkens nuværende tilstand. Saglighed savnes I forordet meldes det klart ud, at bogens forudsætning er, »at Folkekirken er værd at bevare«. Denne redelighed er bogens største plus. Så ved man i det mindste, hvad og hvem man har med at gøre. Alligevel kan det ikke undgå at irritere en hel del, at der intet sted i bogen argumenteres sagligt for det bevarelsesværdige ved Folkekirken. Det tætteste man kommer, er i forordet, hvor der henvises til en lytterafstemning for et par år siden i P3, hvor folk blev spurgt: Hvis Folkekirken var en bil, hvilken slags vil den så være? De forskellige svarmuligheder med svarprocenten i parentes angives som følgende: En rød Ferrari i fuld fart mod fremtiden (2 pct.); en pålidelig familiebil med plads til alle (22 pct.); en træt Volvo der trænger til eftersyn (45 pct.); en skramlet Folkevogn klar til ophugning (31 pct.). Denne i alle henseender upålidelige afstemning leverer grundlaget for bogens diagnose: »Folkekirken lider af metaltræthed« den trænger til »eftersyn« og vitale dele skal »fornys«, hvis den fortsat skal »køre på vejen«. Lytterafstemningen indikerer således, ifølge forordet, at Folkekirken har bred folkelig opbakning, men blot trænger til eftersyn og fornyelse. 'Folkekirke': misvisende betegnelse Spørgsmålet er imidlertid, om P3's lytterafstemning giver et korrekt billede af folkekirkens tilstand, eller om ikke en mere saglig og kritisk undersøgelse ville vise, at det vist er så som så med den brede folkelige opbakning. Et gennemgående træk ved bogen er dens gentagne beskrivelser af kirken som 'folkets' kirke. Men i en tid, hvor kirkegangen er minimal og folkereligiøsiteten pluralistisk, synes betegnelsen 'folkekirke' misvisende. Måske ville det give mere mening, hvis man forstod betegnelsen sådan, at der er tale om en offentlig kirke, hvor alle borgere har samme adgang - tilsvarende kunne man så tale om de offentlige toiletter som 'folketoiletter'. Sammenligningen er naturligvis perfid, men det er debatten om forholdet mellem folk, stat og kirke også, hvis ikke der kan gives principielle begrundelser for bevarelsen af det nuværende symbiotiske forhold. Oldingen Grundtvig Bogens syv artikler diskuterer ikke forholdet mellem folk, stat og kirke på et principielt niveau. I stedet giver de forskellige, konkrete bud på kirkereformer, der skal sørge for, at Volvoen vil køre mange år endnu. Her kan især lektor Hans Raun Iversens artikel, der fokuserer på »Religionsfrihed og religionslighed i Danmark« som størrelser, stat og kirke i højere grad end hidtil må bane vej for, fremhæves som en af bogens bedre. Er man interesseret i et mere detaljeret udformet reformprogram, kan man glæde sig over bogens absolut længste artikel »På sporet af en bedre folkekirke« af Kaj Bollmann. De øvrige artikler er korte og velskrevne, men desværre er der ualmindeligt mange trykfejl. Således kan man for eksempel lære, at Grundtvig blev en meget gammel mand, der ikke tog notits af forandringerne i den politiske virkelighed, idet han så sent som »i 1948 [var] enevældens mand« (s. 16). Hvis Folkekirken har fremtiden for sig, må bogen hilses velkommen som et konstruktivt bidrag til debatten om den moderne kirkes juridiske, politiske og administrative udformning. Anlægger man en mere pessimistisk betragtning, kan bogen virke lige så relevant som en diskussion om kahytindretningen på Titanic fem minutter i tolv.