0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Når fortiden investeres i nutiden

I dag får Danmark sin første doktor i spolier! Det er et særligt fænomen, som kulminerede i kristendommens begyndelse i Rom. Her byggede man kirker af det, der havde været templernes bygningsstene.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den måde, hvorpå man anvender og sammenkobler antikke søjler i de oldkristne kirker, kan på utrænede øjne virke regelløs og kaotisk. Se selv på kirken San Nicola in Carcere. Foto fra bogen

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Spolia er latin for krigsbytte. Der er som bekendt ikke noget vundet ved et krigsbytte, som den triumferende part ikke kan bruge til noget.

Eller sagt på en lidt anden måde:

Der er ikke meget grin ved at planke noget fra andre, hvis man ikke selv kan genanvende det med fordel.

Genbrugsæstetik
Kunsthistorikeren Maria Fabricius Hansen hører i højeste grad til dem, der kan anvende såkaldte 'spolier' til noget.

For i morgen forsvarer hun sin både lærde, velskrevne og veldisponerede doktordisputats om emnet 'Arkitekturtilegnelser' ved Aarhus Universitet, med undertitlen: 'Genbrugsæstetikkens udtryk og betydninger i det oldkristne Rom'.

Med udgangspunkt i nogle af de ældst bevarede kirkebygninger i Rom har hun begået en slags spoliernes kunst- og kulturhistorie.

Ny kulturel verdensorden
Det er de højloftede bygninger fra kristendommens barndom som San Lorenzo fuori le Mura, Santa Costanza, Santo Stefano Rotondo, Santa Sabina etc., der inddrages som mønster-eksempler på denne særlige måde at investere og interpretere fortiden på.

Dengang var der intet til hinder for, at man lånte lidt konstruktionsmateriale fra det romerske imperiums overskudslager. Materialet skulle blot underordnes en ny orden og sammenhæng.

Det var en endnu ældre historie, der gentog sig. Først stjal de gamle romere deres byggestil fra grækerne, som de havde besejret militært, hvilket er det samme som, at grækerne triumferede kulturelt. Og det havde det eklektiske Rom ikke noget imod.

Da det romerske rige gik i opløsning et par hundrede år efter vor tidsregning, var det Roms tur til at levere råmaterialerne til en ny kulturel verdensorden og en ny religion: troen på den sejrende Kristus. De huse, der tidligere havde huset den romerske mytologis guder, blev nu enten revet ned, fikst ombygget til kirker eller bare renset med vievand!

Stil-mix
Kigger man nogle af disse sakrale bygninger efter i sømmene, vil man opdage, at meget af materialet er hedensk genbrug: det vrimler med søjler med forskellige kapitæler, søjleskafter af forskellige slags sten, smukt dekorerede overliggere fra oldtiden etc. Det er det, som doktoranden har gjort under utallige ophold i Rom.

Appropriationsarkitektur kalder man det. Det lyder som en spiritusprøve, men det er definitionen på en arkitektur, som er en bevidst sammenbygning af ældre og nyere fragmenter. Altså en blandingsstil. Et stil-mix.

Vi er blevet så vant til at læse alting ud fra vores tilvænning til antikkens og renæssancens rene arkitektur, hvor der så godt som aldrig findes et brud på den klassisk antikke etikette. Folk, der har vænnet sig til den ophøjede helhed i et græsk tempel som Parthenon, vil næppe bryde sig om synet af spolier. For den nye stil er broget og stærkt heterogen. Den kræver overbærenhed og tilvænning.

Maria Fabricius Hansen er af dem, der ikke bare har vænnet sig til synet. Hun har også forsket i fænomenet og undersøgt baggrunden for, at man i det 4. århundrede begyndte at blande former og materialer på tværs, ja, nærmest lod som om man havde glemt alle de gamle klassiske regler om, hvad der i grunden passede til hvad.

Ingen hovsaløsning
Tidligere rynkede kunsthistorien på næsen over denne genbrugsarkitektur. Selv Richard Krautheimer, en fornem tysk arkitekturforsker af den gamle skole, hvis navn kan få alle ældre kunsthistorikere til at ranke ryggen, var ikke videre interesseret. Men yngre forskere af Maria Fabricius Hansens generation ved, at spolierne har en fortælling at fortælle.

Når man ved opbygningen af en ny arkitektur giver sig selv lov til at bruge fragmenter af en ældre arkitektur, kan man ikke bare afvise det hele som den rene hovedløse hovsaløsning. Eller med at nogen har stået og savnet ordentlige materialer. Eller at man havde mistet kontakten til den gode smag.

Det har været afgørende for Maria Fabricius Hansen at pege på, at der bag al denne genbrug skjuler sig en intention, en kulturel dagsorden, og at bygningers stil og struktur og rumdannelse har en betydning, som tager farve af den nye helhed, de indgår i. For genbrugsæstetikken rakte også ind i litteraturen. Og her var det mindst lige så godt finde noget som at finde på noget. Ved at investere det gamle i en ny sammenhæng bevarede man jo også erindringen om det.

Appropriationsarkitektur kan også være en hel bygning, som er blevet inddraget til nye formål. I dag tømmer man eksempelvis kirker - og fabrikker - for at genanvende dem til kunsttempler. For 1500 år siden eller mere tømte man templerne for at bruge dem t