Også i 1700-tallet var Irak besat. Af osmannerne. Og Danmark sendte også dengang folk derned: Carsten Niebuhr og hans ledsagere på rejsen til Det Lykkelig Arabien. Tolerance og høflighed Men de var alt andet end soldater, de var videnskabsmænd med fredelige og strenge instrukser: »Samtlige rejsende skal beflitte sig på den største høflighed over for Arabiens indbyggere«. »De må ikke gøre indsigelser mod deres religion, og endnu mindre må de - selv indirekte - give til kende, at de foragter den; de skal afholde sig fra det, som er Arabiens indbyggere vederstyggeligt«. Kanonisk hovedværk I dag udkommer sidste bind i af Carsten Niebuhrs 'Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande' i Hans Christian Finks ypperlige oversættelse fra tysk til et både nærværende og charmerende gammelmodigt dansk. Nu, 238 år efter rejsens afslutning, er vores litteratur pludselig beriget med et hovedværk, som ingen dansk kanon nogensinde mere vil kunne komme uden om. Bind 1, som gik fra København til Bombay med Yemen som højdepunkt (= Det Lykkelige Arabien), blev forrige år en bestseller uden lige og med god grund: et 525 siders værk i foliostørrelse med pragtillustrationer og sejldugsbind for 348,- kr. Nu kan bind to købes: hjemturen fra Bombay over Persien, Irak, Syrien, Palæstina, Cypern, Konstantinobel, Balkan til København. 680 sider i samme udstyr til kr. 398,-. Davids Fond, som financierer, får virkelig valuta og mellemfolkelig oplysning for pengene. Skældsord forbudt Hør lidt mere af instruksen hjemme fra oplysningstidens København: »Også sådanne dele af deres beskæftigelse skal de foretage på den mindst opsigtsvækkende måde og indhylle så tiltalende som muligt, som kunne fremkalde mistanke hos de uvidende muhamedanere om, at man ville udgrave skatte, drive trolddom eller spionere til skade for landet«. »De må aldrig opildne til den for dette folk uudslukkelige skinsyge eller hævngerrighed ved europæiske friheder over for kvinderne eller ved intriger med samme. Så lidt som det er hensigten med denne instruks at indskærpe dem moralens almindelige pligter, så forbydes det dem at kaste nogen form for uretmæssig kærlighed på sådanne gifte eller ugifte personer, som kunne vække den orientalske hævngerrighed«. »De må aldrig, ej heller dersom de tirres nok så meget, udbryde i skældsord eller dér, hvor de er under den borgerlige øvrigheds beskyttelse, forsvare sig ved håndgribeligheder. Erfaringen viser, hvor farligt dette er i lande, hvor den muhamedanske religion hersker, og hvor man hævner fornærmelsen af en muselmand med injuriantens død«. Livsfarligt europæisk hovmod Sådan lød grev Bernstorffs formanende ord til samtlige rejsende, da ekspeditionen til Arabia Felix afsejlede fra København den 4. januar 1761. Men da den nøjagtig fem år senere nåede Bagdad, var samtlige rejsende døde undtagen én, nemlig Niebuhr. Og han havde ingen formaning behøvet, for det var selve hans metode at beflitte sig på den største høflighed over for Arabiens indbyggere. Niebuhr fandt »araberne akkurat lige så menneskelige som andre sædelige nationer«, og han var ret sikker på, at de øvrige rejsendes død primært skyldtes deres eget europæiske hovmod: »(...)havde vi alle taget os bedre i agt for forkølelser og i det hele taget lige fra begyndelsen bekvemmet os mere til at leve efter morgenlandsk skik; havde de forskellige medlemmer af selskabet haft mere tillid til hinanden og ikke gjort rejsen så fortrædelig gennem mistillid og indbyrdes kiv, så var vi måske alle kommet lykkeligt tilbage til Europa«. Tre års ensomhed Da Niebuhr i januar 1765 nåede Bagdad, lå Det Lykkelige Arabien allerede bag ham. Arabia Felix, altså Yemen, havde han gennemrejst på kryds og tværs sammen med den mest kvalificerede af de øvrige rejsende, den svenske botaniker Peter Forsskål. Niebuhr havde tegnet et kort over Yemen, som i århundreder blev selve forudsætningen for, at andre europæere kunne rejse i landet, ligesom hans kort over Rødehavet blev stamfader til alle senere søkort. Undervejs var mængden af optegnelser af alt fra flora og fauna til hovedbeklædninger og musikinstrumenter encyklopædisk uendelig, mens rejsedeltagerne under ufattelige lidelser én efter én fandt deres endeligt. Hvad vi læser om i bind to er den ensomme Niebuhrs tre år lange hjemrejse, først til vands fra Bombay til Muscat, dernæst over land pr. hest, kamel, æsel, muldyr, flodbåd og fødder hele vejen hjem til København, som han nåede den 20. november 1767. Muldyr-rappere anno 1766 Hjemrejsen: Utroligt nok blev den videnskabeligt set endnu mere udbytterig end udrejsen. Da Carsten Niebuhr nåede Persepolis foretog han så nøjagtige aftegninger af kileskrifterne, at man senere kunne knække koden. Det kostede ham en del af synet dér i den brændende ørkensol. Og så gik turen videre gennem de arabiske riger og lande. Efter at have fulgt nogenlunde samme rute op gennem Irak fra Basra til Bagdad, som invasionsstyrkerne for nylig fulgte, red han den 9. januar ind i byen ved Tigris i selskab med en flok mulæseldrivere. »Disse havde så mange liderlige skældsord som jeg ikke på hele min rejse havde hørt af muhamedanere«, noterer Niebuhr, og fortsætter: »Men andre arabere slet ikke plejer at omtale deres koner og døtre, så ønskede disse sig hvert øjeblik at samme måtte blive vanæret; de kaldte de andres mødre, bedstemødre indtil femte og sjette led ved de skændigste navne, og dette alt sammen i spøg«. Carsten Niebuhr var måske faldet over en flok muldyr-rappere anno 1766, men det ligger ham på sinde ikke at generalisere: »... i det hele taget kan man ikke bedømme en hel bys sæder efter mulæseldrivernes sæder, den ringeste klasse blandt folk«. Sunnier og shiitter Alle de irakiske byer og egne, som for tiden dagligt optræder i krigsreportagerne, Basra, Bagdad, Mosul etc., er optegnet, beskrevet, kortlagt af Carsten Niebuhr. Han gør sig overvejelser om det bibelske Babylon, om sørøvere på Eufrat og Tigris versus dem på Nilen, om sunnier »som shiitterne jo ikke tænker meget godt om«, kort sagt om alverdens aktuelle og historiske emner, som den dag i dag forekommer relevante. Besættelsesmagtens, tyrkernes, vanskeligheder med at hverve lokale soldater er han heller ikke blind for: »Når pashaen har brug for flere tropper mod araberne og kurderne (...), akkorderer han med nogle officerer som hver især må hverve et vist antal under sin fane. Dette korps kalder man serdingésti. Alle der melder sig, bliver optaget deri, og disse folk bliver straks ført mod fjenden uden på forhånd at blive særlig meget undervist i hvordan de skal bruge de våben man giver dem i hænderne«. Formaning om retskaffenhed »Men efter et par måneder, for længere varer den slags felttog ikke, bliver alle der ikke allerede har permitteret sig selv, jaget fra hinanden igen. På min tid blev der hvervet 10 beiraker, hver på 40 mand, for at blive sendt til Basra og kæmpe mod Káab-stammen. Kompagnierne blev hurtigt fuldtallige«. »Min tjener, som jeg her skiftede ud mod en maronit fra Aleppo, blev også serdingésti for at spare de penge jeg havde givet ham til hjemrejsen. Da han nogle gange var blevet kaldt til sin beirakdâr, spurgte jeg ham om rekrutterne var blevet ekserceret?«. »Han svarede: officeren havde bedt en fatha (vi ville sige et fadervor) med dem, derefter talt om de nødvendige anstalter til rejsen og givet dem de nødvendige penge dertil, formanet dem til at være retskafne og brave folk, og derpå var de gået hver til sit igen«. Moderne møde med Arabien Carsten Niebuhr undskylder i sin »Forerindring«, at »udgivelsen af dette andet bind har trukket så længe ud«.Han har været lidt overvældet af opgaven: »Eftersom jeg allerede i begyndelsen af 1764 mistede alle mine rejsefæller, måtte jeg foretage hjemrejsen fra Indien over Basra til Aleppo helt alene.« Alt forladt. Siden trak det jo også lidt ud med at få den danske oversættelse befordret - godt et par hundrede år, som sagt. Men vi har jo længe kunnet læse den dramatiserede version af rejsen hos Thorkil Hansen. Og nu er Niebuhrs egen version her altså, begge bind i den fantastiske beretning om en dansk-tysk landmålers møde med Arabien og andre morgenlande. Vores moderne møde med Arabien burde begynde med Niebuhr. Og post scriptum: Bagdad Dagblad fandtes ikke i 1765: »Morgenlændingene har ingen aviser, de kan derfor ved deres sammenkomster ikke tale så meget om politik som europæerne. Vejret hos dem er bestandigere end hos os, altså kan de heller ikke sige så meget om det som europæerne«. »De omstrejfende arabere taler om deres håndværk. Når to beduiner hvoraf den ene kender den andes kameler eller andre dyr, spørger hinanden hvordan samme befinder sig, så er det ikke mere usædvanligt end når bønderne i Europa spørger hinanden hvordan kornet står, om kvæget bliver fedt og deslige«.