De uhyggelige og oprørende krige på Balkan i 1990'erne, der endte med en kvart million dræbte, to millioner etnisk udrensede, sansebedøvende ødelæggelser og en hel generation med ar på sjælen, er allerede ved at fortone sig i glemslen. Et retsopgør eller en forsoningsproces i de berørte lande savnes, flertallet prøver på at lade, som om intet var hændt, den politiske elite sidder fortsat fastlåst i en nationalistisk autisme, som er foruroligende. Kun ét sted gøres der op med den blodige fortid, nemlig ved Krigsforbrydertribunalet i Haag, hvor rettens mølle maler langsomt og stort set upåagtet videre på tiende år. Hvem er de? I et forsøg på at finde svaret på det evige spørgsmål, hvorfor og hvordan kunne denne krig mellem serbere, kroater, bosniakker og etniske albanere udvikle sig, som den gjorde, har den kroatiske eksilforfatter Slavenka Drakulic tilbragt op mod fem måneder på tilhørerpladserne i retssalene i Haag. Hvem er de, disse krigsforbrydere, der gennemførte dødedansene, spørger hun sig selv i denne centrale bog til forståelse af både aktørerne og den kultur, der gjorde forbrydelserne mulige og acceptable for befolkningens flertal. Farlig beskæftigelse Hendes første indtryk efter nogle timer på tilhørerbænken er, at »retfærdighed er kedeligt«. Hun er ved at falde i søvn, mens advokater afhører vidner og fremlægger sagsakter og fortaber sig i procedurespørgsmål. Men det er nøjagtig sådan, det skal være. En retssag er ikke et tv-show, det her er alvor. Retfærdigheden er på spil, menneskeskæbner afgøres. Der er ikke noget spektakulært ved at bevise ansvar eller uskyld, fastslår hun. Og så vågner hun med et brag, da et vidne nævner blod på væggen. Så er hun væk fra tilhørerpladserne med deres plastikstole, der minder hende om et venteværelse på et hospital, og tilbage i den grumme balkanske virkelighed igen. I både Slavenka Drakulic' hjemland, Kroatien, men også i Serbien, Bosnien og Kosova er det ikke ufarligt at beskæftige sig med det retsopgør, der foregår i Haag. At vidne om krigsforbrydelser er den dag i dag farligt. Hadets tavshed Slavenka Drakulic forlader i et indledende kapitel retssalene i Haag for en stund og fører læserne til den lille kroatiske by Gospic, hvor der i 1991 blev gennemført en brutal etnisk udrensning af omkring 120 serbere, der blev ført uden for byen og likvideret. Resten af de serbiske indbyggere flygtede, og byens kroatiske indbyggere hjalp hinanden med at plyndre de tomme huse for alle værdier. Siden flyttede andre ind i de serbiskejede huse. Da retssagen mod de to hovedansvarlige for massakrerne blev indledt i Haag, trådte en modig borger, Milan Levar, frem og vidnede om begivenhederne for snart 14 år siden. Da han vendte tilbage byen, blev han i august 2000 myrdet. Hans formodede morder blev løsladt »af mangel på bevis«. Når Levars enke og søn i dag ønsker at forlade deres hjem, skal de først ringe til politistationen, der så sender en betjent til at eskortere dem, så de ikke forulempes. Alle i byen er underlagt en tavshed, identisk med mafiaens omerta. For alle har været med til at stjæle fra de flygtede serbere, et fjernsyn eller køleskab, så alle har noget på alle. Denne frygtens og hadets tavshed præger fortsat livet i specielt de mindre provinssamfund i hele det opsplittede Eksjugoslavien. Indsigt og overblik 'De ville ikke gøre en flue fortræd' er ellers en serie miniportrætter af en række af de sigtede krigsforbrydere fra den hovedanklagede Slobodan Milosevic til de småfisk, der myrdede, torterede og voldtog. Hun forsøger - lidt populistisk - at analysere det komplicerede forhold mellem Milosevic og hans kone og politisk fortrolige Mirjana Markovic, der i dag er flygtet til Rusland. Bedst i denne læsers øjne er hendes beskrivelse af den serbiske general Ratko Mladic, en af de hovedanklagede for massakren i Srebrenica, der fortsat er på fri fod. Mladic led den personlige tragedie, at hans datter Ana begik selvmord, da hun vendte hjem efter et udlandsophold, hvor hun øjensynlig havde fået øjnene op for faderens rolle i blodsudgydelserne. Det kan Slavenka Drakulic, der selv er datter af en officer, mesterligt folde ud for os. Også hendes beskrivelse af Biljana Plavsic, den bosnisk-serbiske ekspræsident, der som den hidtil eneste har erkendt sit ansvar og sine forbryderiske handlinger, er oppe i mesterklassen. Tilbage er så gennemgangen af alle de øvrige sager mod folk, der benægter, at de har noget personligt ansvar for forbrydelserne mod medmennesker, der fortsætter med at lyve - også over for sig selv. En deprimerende saga, som historien repeterer fra Nazityskland over Algeriet, Vietnam, Chile, Mellemøsten, Afghanistan og Rwanda. Jeg fulgte bare ordrer, siger bødlerne. Det var de andre, der begyndte, siger de politisk ansvarlige. Sådan noget sker i krig, siger generalerne. Slavenka Drakulic har i denne bog skabt en fin balance mellem hudløs indsigt og distanceret overblik, som gør den til en af de bedste om den jugoslaviske selvmordskrig.