En af de væsentligste forskelle på tiden før og efter Murens fald er, at mens tiden inden var præget af forsøg på at udtænke alternativer til det kapitalistiske samfund, handler tiden efter om, hvilken slags kapitalisme der bør praktiseres. Vor tids kamp står om, hvilken udgave af kapitalismen vi ønsker: velfærdsstatens eller neoliberalismens? Det er en af konklusionerne i den tysk-engelske sociolog Ralf Dahrendorfs seneste status i 'Der Wiederbeginn der Geschichte. Vom Fall der Mauer zum Krieg im Irak', der indeholder kommentarer år for år siden 1989. Politisk nøgleord For en politisk tænker, der beskriver sig selv som »en uforbederlig popperianer« (efter Karl Popper, der i 1945 udgav 'Det åbne samfund og dets fjender'), er Murens fald et symbol på de åbne og demokratiske samfunds sejr over de lukkede samfund, der havde behov for en mur for at kunne holde på sine borgere. Efterfølgende er frihed som bekendt kommet på den globale dagsorden som et politisk nøgleord. Men det er ikke kun gået fremad. Fælles interesser Vor tids lighed med liberalismens udbredelse i det sene 19. århundrede er ifølge Dahrendorf slående, men han gør også den iagttagelse, at nok står vi over for liberalismens grundlæggende problemer, f.eks. muligheden for social eksklusion, det man tidligere kaldte proletarisering, men vi gør det i en mere individualiseret udgave. I modsætning til slutningen af 1800-tallet er det svært at få øje på de store kollektive bevægelser på arbejdsmarkedet, som kan tage den politiske kamp op. Dermed er naturligvis ikke sagt, at de ikke kommer igen i en eller anden skikkelse. Vor tid vil måske vise sig at være karakteriseret ved en læreproces, hvor vi igen indser nødvendigheden af at lokalisere og organisere fælles interesser. Dahrendorf stiller spørgsmålet: »Hvor er det 20. århundredes ækvivalent til arbejderbevægelsen i det sene 19. århundrede?«. Mangelfuld solidaritet Den usikkerhed, der for tiden er forbundet med at være arbejder i bilindustrien i Europa, kan meget vel medføre en fornyet interesse for en fagbevægelse, som i mange år har haft svært ved at tiltrække de unge. Problemerne i europæisk bilindustri kan også illustrere en anden tendens, som ofte underbetones, når der tales om frihed og individualisering, nemlig de mange fusioner af i forvejen store kapitalgrupper. Globalisering betyder i høj grad også centralisering af kapital og beslutninger. Dahrendorf optrykker i bogen et af sine mest indflydelsesrige indlæg under titlen 'Cirklens kvadratur'. Afsnittet om cirklens kvadratur sammenfatter den erfaring, at den øgede rigdom i de vestlige samfund ikke automatisk udvider den gensidige samfundsmæssige solidaritet. Tværtimod afføder den individuelle økonomiske fremgang, som stadig flere nyder godt af, ofte en mentalitet, der har svært ved at indse, hvad fællesskabet skal bruges til. Det fælles ses kun som en begrænsning for individets udfoldelse. En fod i hver lejr At det fælles er en forudsætning for det individuelle liv er en indsigt, som står i lav kurs for tiden. Frihed er et af de største politiske goder, der findes, men det er et gode, som også kan udarte til social anomi, det vil sige mangel på love (på græsk nomos). Uanset hvor neoliberal den politiske retorik er blevet det seneste par årtier, er det stadig politisk selvmord at gå til valg på en reduceret velfærdsstat. Den er tilsyneladende kommet for at blive, også i det 21. århundrede. Men derudover tyder meget på, at cirklens kvadratur, forholdet mellem frihed og fællesskab, er ved at blive udformet på en ny måde, som endnu ikke står klart for os. Ralf Dahrendorf er en interessant samtalepartner i denne afklaringsproces. Eftersom han har en fod i hver lejr, kan han både tale til dem, der vil lave liberal politik i en socialdemokratisk velfærdsstat, og de socialdemokrater, der skal agere i en tid præget af en liberal tidsånd.