En rambuk brød i september 1971 gennem afspærringen til den netop afviklede Bådsmandsstrædes Kaserne. Derved skabte nogle løst sammenvævede venstrefløjsgrupper uanende vor hovedstads næststørste turistattraktion og nok lidt mere forudsigeligt en af de væsentligste politiske hovedpiner i nyere tid. Netop denne oprindelse i selvtægt har altid været en torn i øjet på de politikere, der tillægger planlægning størst betydning, skriver Kim Dirckinck-Holmfeld og Martin Keiding i bogen 'Christianias lære'. Mangelfuld korrektur Det er en fin samling artikler med gode illustrationer, oprindelig udgivet som et særnummer af tidsskriftet Arkitekten. Nu foreligger det stift indbundet og med tekst på både dansk og engelsk. Meget belejligt, for man må et par gange ty til den engelske tekst for at sikre sig, hvad meningen er i den danske - korrekturen på bogen har været temmelig mangelfuld, især billedteksterne er fulde af småfejl. Men det er en detalje. Opgør med kernefamilien I mere end 30 år har debatten bølget om Christiania, og den er kun taget til efter at regeringen i en ideologisk oprustning har krævet normalisering af Christiania. Rambukken brød ikke kun igennem forseglingens brædder, men også lige ind i nogle af modernismens modsigelser. Og den ramte et sår i vores kultur, der ikke er lægt endnu. Velfærdsstigningen efter krigen var baseret på et enormt konsum, der efterhånden havde resulteret i, at vi på alle livets områder var omgivet af komfort. Men en komfort, der som biprodukt havde konformisme. Den rationelle økonomiske tankegang havde med et enormt engagement fra arbejderbevægelsen og med Socialdemokratiet ved roret ledt arbejderstanden ud af elendighed og ind i ensartede karakterløse huse. Men boligmanglen i begyndelsen af 1970'erne var større end selv 60'ernes spekulationsbyggeri og nok så samvittighedsfulde byggeforeninger havde kunnet efterkomme. Og de unge langhårede, boligløses drøm om at begynde på ny i et samfund uden formyndere var langt fra den socialdemokratiske forestilling om en sund kernefamilie i en moderne bolig med eget bad, spisekøkken, tre soveværelser og egen altan. Nærdemokrati og overskuelighed »Da Egon Weidekamp - inden han blev overborgmester - var på besøg på Christiania og blev spurgt om sin holdning, svarede han, at han i et langt liv havde kæmpet mod lokum i gården og koks i baljen, så han så intet perspektiv i stedet«, skriver Jakob Reddersen i sin meget interessante og velafbalancerede artikel. I christianitternes selvforståelse var der tale om fantasiens frisættelse. Et direkte opgør med den dominerende økonomisk-rationelle tankegang, der skar mennesket til i firkantede boligenheder med lys og luft og komfort, men uden sjæl. På sin egen modernitetsfornægtende vis, etablerede man landlige bosættelser midt i storbyen. Arkitektonisk var der ikke noget videre originalt i husenes klunserstil. De er bygget efter samme folkelige æstetik, som man møder rundt omkring i kolonihaverne. Små kreative slotte med masser af rum, der er opstået som knopskydning på en skurvogn. Det er ikke bygget til at holde, men til at modsvare umiddelbare boligbehov og pludselige indskydelser. Nærdemokrati og overskuelighed har christianitterne til fælles med den borgerlige konservative modbevægelse, der hele tiden har fulgt i hælene på den moderne udvikling. Den bevægelse som giver sig udslag i spejderbevægelse, naturromantik og helt aktuelt i arkitektoniske 'nyskabninger' som Jakriborg ud for Lund. Et helt nyopført boligområde med krogede gader, brosten, smedejernslamper, 'bindingsværks'-huse, enkelte 'tilmurede' vinduer, patinerede facader, der dekorativt skaller af - alt efter forbillede af en tysk hansestad a la 1500-tallet. Den omstridte ejendomsret Jakriborg er, ligesom den 'shabby chic' og 'simple living'-livsstil som Merete Ahnfeldt-Mollerup skriver om i artiklen 'Christianias æstetik', mainstreamudgaver af den modkultur, Christiania var en del af engang, men som nu er en del af os alle: »I kan ikke slå os ihjel - vi er en del af jer selv«, som det gamle Christiania-slogan hedder. Merete Ahnfeldt-Mollerup skriver: »... man kan undre sig over den vrede og afsky, mange borgerlige føler for bydelens former, man kan undre sig over, at Christiania skal erstattes af konventionelt boligbyggeri nu, hvor bydelens skæve stil er blevet mainstream. Måske er pointen faktisk, at der slet ikke skal rives ned, men at det borgerlige Danmark har lyst til at købe Christiania og er misfornøjet med, at det ikke er til salg«. Christiania var så heldig at lande midt i et planlægningsmæssigt tomrum. Staten, der ejede grundene, var af fredningshensyn ikke interesseret i kommunens plan om et moderne boligbyggeri med en stor tilkørselsvej tværs gennem volden. Så tiden gik, de stridende myndigheder kunne ikke blive enige, og efterhånden lod man Christiania være som et socialt eksperiment, der måske kunne vise nye veje i socialpolitikken. Den rene frivillighed og anarki, blev efterhånden afløst af både en nødvendig organisering og en utæmmet liberalisme. Ejendomsretten er fristadens akilleshæl, for i princippet ejer man på Christiania ikke det hus, man selv har investeret sine kræfter og penge i. Det har i et enkelt tilfælde betydet, at en selvbygger brændte 'sit' hus af, fordi området ville bestemme, hvem der skulle flytte ind. Selvmodsigende selvforståelse Det er jo sådan, at magten ikke bare forsvinder i Christianias idealistiske konsensusdemokrati. Den bliver blot mere usynlig end i samfundets almindelige repræsentative demokrati. Og måske vil det vise sig, at den borgerlige regering slet ikke er fristadens værste fjende. Faktisk forhindrer konsensusdemokratiet en egentlig udvikling, pointerer Jakob Reddersen, og det er kun i konflikt med omgivelserne, at der er sket nødvendige fornyelser af fristaden. »Christiania står over for store udfordringer, og det kommer uden tvivl til at gøre ondt«, skriver han. Christianitten er splittet mellem individualisme og fællesskab. Endnu mere end borgerne i det omgivende konkurrenceprægede samfund. For Christianias skabelsesmyte består af lige dele selvtægt og fællesskabsbeslutninger. Socialisme og anarkiliberalisme i ét. Og den selvforståelse er noget af det selvmodsigelsesfulde kit, der stadig holder den særegne bosættelse sammen. Den alternative luksus Men for at kunne vedligeholde den faldefærdige bygningsmasse kræves en omstrukturering af økonomien med respekt for de eksisterende beboeres formåen. Og en eller anden formalisering af Christianias ejerformer er nok nødvendig, for at den sociale udstødelse ikke sætter ind og forandrer området til et parcelhuskvarter. For man må jo give Christiania, at det er en succes på flere måder end blot som turistattraktion. Der findes ikke noget mere rummeligt boligkvarter. Den alliance Christiania skabte mellem højtuddannede, kunstnere og iværksættere på den ene side og skæve eksistenser og psykisk syge på den anden var måske ikke nogen sand forbrødring, men snarere et ideologisk betinget tålt ophold til de svage, som man dog ikke skal undervurdere betydningen af. Mange skæve eksistenser, der har fundet plads på Christiania, ville have haft det særdeles svært uden for bydelens mure. Omvendt er der ikke mange af Christianias børn, der bliver boende i Fristaden, når de først er vokset op. Normalitet og eget bad kan også blive en attraktion. Men tænk hvilken luksus, at vi endnu har et samfund, der rummer noget, der i hvert fald ligner alternativer.