Genudgivelsen af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie nærmer sig afslutningen. De første fjorten bind, der fører os op til 1970, er for de flestes vedkommende kun let reviderede: der er mest tale om opdaterede litteraturlister. Kun for de arkæologiske binds vedkommende, hvor udgravninger og moderne naturvidenskabelige dateringsmetoder bereder os den ene sensation efter den anden, er større passager omskrevet. Rosværdig pionerindsats Anderledes med de sidste årtier. I førsteudgaven var det Ole Karup Pedersen, som behandlede perioden fra 1970 til 1990. Der var tale om en rosværdig pionerindsats, et første forsøg på at strukturere et indviklet og komplekst stof. På grund af forfatterens død har forlagene måttet overlade revisionen til andre. Da man samtidig ville have værket ført op til årtusindskiftet, blev det besluttet at dele fremstillingen i to bind med 1985 som skæringsår. Af forskellige årsager er bind 16 om 1985-2000 kommet først. Det er skrevet af Søren Hein Rasmussen fra Aarhus Universitet. Den forsvundne homogenitet Fodnotepolitik, indvandring, tamilsag, socialdemokratiske formandsopgør, Maastrichttraktat, internet, motorvejsbroer, virtual reality i tv og alt det andet - det er lykkedes forfatteren at få det hele til at hænge sammen. Og det til trods for, at det korte perspektiv altid gør det vanskeligt at få hold på den umiddelbare fortid; hertil kommer, at landet i de sidste tre årtier økonomisk, socialt, etnisk og kulturelt har gennemgået ufattelige forandringer. Det typiske familielandbrug, der i århundreder har været kernen i landets sociale og økonomiske organisation, forsvandt i 1970'erne; i stedet har vi fået svinefarme og enorme kornbrug, der ikke mindst i Østjylland har bidraget til at gøre landskabet monotont. Det er de største strukturforandringer i dansk landbrug siden 1300-tallet. Iøjnefaldende er naturligvis også indvandringen. Den homogenitet, der prægede befolkningen for 3-4 årtier siden, er væk. Det gælder ikke kun udseendet. Internet og kommercielle tv-stationer har åbnet for en overvældende engelsk og amerikansk kulturpåvirkning og gjort det af med den epoke, hvor statsligt monopol-tv og formiddagsaviserne satte dagsordenen og formede danskernes meninger og fordomme. Foghs kamuflage-teknik Hein Rasmussen analyserer kyndigt de voldsomme forandringer. Globalisering er naturligvis et nøglebegreb. Omstillingen til de nye vilkår var en hovedopgave for den socialdemokratiske regering under Poul Nyrup Rasmussen. Teknisk løste regeringen opgaven, alligevel kom der slinger i valsen: den uheldige håndtering af efterlønnen, traditionelt indstillede socialdemokraters modstand mod en linje, der blev opfattet som liberalistisk etc., hvortil kom problemer med udlændingepolitikken og den traditionelle splittelse over EU, hvor regeringen fik tæv ved ØMU-afstemningen i september 2000. Nyrups og Lykketofts regering havde i vidt omfang de praktiske svar på udfordringerne, men formåede ikke at knytte løsningerne til socialdemokratisk ideologi og tradition. Omvendt lykkedes det efterfølgeren Anders Fogh Rasmussen at kamuflere, at hans politik ikke havde meget med traditionel Venstre-liberalisme at gøre, bl.a. ved en række bombastiske holdningsmæssige og kulturpolitiske udmeldinger. Bekymring for sammenhængen Trods globalisering, decentralisering, liberalisering, udlicitering og de øvrige klicheer, vi ynder at klistre på udviklingen, har danske regeringer uanset politisk observans siden 1990 gennemført en stadig mere effektiv styring af samfundsøkonomien. Og selv om internationaliseringen har nedbrudt et stort antal traditionelle politiske og økonomiske barrierer, er det forfatterens konklusion, at nationalstaten som institution ikke er truet. Det understreges af, at væsentlige sektorer af økonomien er uden for den internationale konkurrence, bl.a. hele den offentlige velfærdssektor. Forfatteren synes derimod at nære bekymring for sammenhængen i det danske samfund. Med støtte i Magtudredningens konklusioner fremhæver han, at den kollektive organisering i politiske partier, interesseorganisationer, fagforeninger er blevet svækket, hvilket kan blive et demokratisk problem, idet borgerne i mindre omfang end tidligere er interesseret i større politiske sammenhænge. Man engagerer sig ikke for udviklingen af en samlet skolepolitik, men for forbedrede forhold for sit eget barn. Nøgtern fremstilling Her har forfatteren fat i noget centralt, men følger ikke synspunktet op. Den nye individualisme kan efter anmelderens mening meget vel vise sig at blive forløberen for en egentlig nykonservatisme af amerikansk-engelsk tilsnit, der i det lange løb bedre end Dansk Folkepartis nationalkonservatisme passer til den uddannelsesmæssige elites behov. Hein Rasmussen nøjes med at konstatere, at danskere i en tid, hvor kontakten med omverdenen er større end nogensinde tidligere, vender sig indadtil mod traditionelle nationale og religiøse værdier. Hein Rasmussen kommer ikke ind på monarkiet, men mediernes og befolkningens voldsomme interesse for kongehusets medlemmer afspejler uden tvivl en blanding af identitetsmæssige behov og eksistentiel forvirring. Fremstillingen er nøgtern, subjektive vurderinger er sjældne; af og til savner man en opfølgning eller en kommentar til den beskrevne udvikling. Søren Hein Rasmussen er kommet ind fra sidelinjen, men har sat fint punktum for det samlede værk med en aldeles fortræffelig beskrivelse af de sidste kaotiske årtier.