Hvor ofte har man ikke stået i Athen, Paris eller Rom og beundret antikkens prægtige marmorstatuers æstetiske og samtidig virkelighedsnære anatomiske udtryk? De fleste museumsgæster vil have bemærket, at de mandlige skulpturers forplantningsorganer ofte er gået tabt, gnavet væk af tidens tand. Men den britiske læge Chris McManus fra University College i London lod sig ikke nøje med denne trivielle observation. Han underkastede derimod det næsten altid tilbageblevne vedhæng - pungen - et nærmere studium. Testikel-størrelser Ikke uden en vis stolthed kunne han i rapporten 'Scrotal asymmetri in Man and Ancient Sculpture' ('Pungens asymmetri hos mænd og oldtidsskulpturer', offentliggjort i det ansete tidsskrift Nature), empirisk påvise, at det fysiologiske faktum, at mandens venstre testikel som regel er størst, ikke afspejles i oldtidens billedhuggerkunst. Og sådan er det med forskningen. Den forsøger ofte at finde svar på tilværelsens store og små og nogle gange temmelig tekniske spørgsmål. Plaster på såret Der gives nobelpriser for landvindingerne - men indimellem når den lige lovlig langt ud. Heldigvis for de videnskabsmænd, hvis projekter er så afsindige, at man fristes til at se nøjere på deres kittel for at tjekke, om den har gulvlange ærmer, der kan bindes sammen på ryggen, er der et plaster på såret - The Ig Nobel Prize, Massachusetts Institute of Technologys (MIT) alternative nobelpris. Badeforhængets tilnærmelser Chris McManus' stensikre metodik sikrede ham en pris i kategorien 'Medicinske landvindinger', og man finder en udførlig beskrivelse af hans studie i Marc Abrahams forrygende bog 'Ig Nobel Prizes 2', der for andet år i træk giver læseren et latterkrampende indblik i forskningens mere bizarre yderkroge. Ig Nobelprisen er siden 1991 blevet uddelt som forskernes egen hyldest til den forunderligt krøllede, totalt ligegyldige eller direkte uforsvarlige forskning. Det eneste kriterium for udvælgelsen er, at de vindende projekter skal få folk til at grine - og derefter tænke, som det hedder i fundatsen. I kategorien 'Fysiske fænomener' støder man på professor David Schmidt, der løste gåden om, hvorfor badeforhæng altid klæber mod kroppen under bruseren. Ved hjælp af en computerskabt model, der inddelte kabinen i 50.000 minikuber, demonstrerede Schmidt, at brusestrålen skaber en luftmalstrøm, som trækker forhænget mod sig, hvilket giver anledning til gardinets uvelkomne tilnærmelser. Beholdere til afføringsprøver Stadig i den våde ende finder vi bogens eneste danske bidrag, der søger at besvare det kontroversielle spørgsmål, om vådt undertøj virkelig er mindre komfortabelt end tørt ved lave temperaturer? Norske Martha Kold Bakkevig og danske Ruth Nielsen gav sig i kast med ihærdige empiriske forsøg med frivillige forsøgspersoner og nåede frem til ... rigtigt gættet: at folk med våde underbukser fryser mere ved lave temperaturer end folk med tørre underbukser! Norge har ud over Martha Kold Bakkevig fostret lægen Arvid Vatle fra Stord, der satte sig for at indsamle og kategorisere de beholdere, ambulante patienter benyttede til afføringsprøver. Listen siger måske lige så meget om vore norske naboers fantasi som om deres spisevaner (Nutellaglas, halvliters colaflasker og bøtter med tacosauce). I den mere makabre afdeling ligger neurobiologen Harold Hillmans videnskabeligt gættende kortlægning af smerten ved forskellige henrettelsesmetoder. Undersøgelsen indbragte ham Ig Nobelfredsprisen, men har det overordnede problem, at konklusionerne er vanskelige - ja, faktisk umulige - at verificere. Lokalisering af Himmelen Helt morbidt bliver det at skimme den hollandske biolog C.W. Moelikers zoologiske scoop 'Homoseksuel nekrofili i gråanden', som nok vil få enhver spadserende på Sortedams Dossering til at se med nye øjne på søens hanlige bevingede næbdyr. Langtfra alt handler selvfølgelig om denne planets verdslige sysler. Helt anderledes stort tænkende og himmelvendt er f.eks. tv-evangelisten, dr. Jack Van Impe, som efter grundig glanen ud i verdensrummet har deduceret, at universets såkaldte sorte huller opfylder alle tekniske specifikationer på den bibelske beskrivelse af helvede. Han måtte dog dele prisen i astrofysik med sin kone Rexella, der et par år forinden mente at have lokaliseret Himmelen - i kristen forstand, forstås - nær stjernekonstellationen Orion. Insektklatter Lige så umulig at bevise eller gendrive er påstanden fra psykiateren John Mack og historikeren David Jacobs fra henholdsvis Harvard Medical School og Temple University, som i deres vidtløftige bog 'Secret Life' (udgivet af det seriøse forlag Simon & Schuster) konkluderer, at folk, der hævder at være blevet bortført af væsner fra det ydre rum, sandsynligvis har været udsat for netop dét. Der er simpelthen ingen anden logisk forklaring. Og mens vi er ved uidentificerede flyvende objekter: Hvor ofte har man ikke undret sig over, hvilke kryb der står bag de sære og ubestemmelige klatter, som altid dannes på hurtigkørende bilers vindspejl og kølergitter? Her er der hjælp at hente i Mark Hostetlers banebrydende opslagsværk 'That Gunk on Your Car'. På 126 koncise sider identificerer og kategoriserer han de knuste flyveres deformerede fysiognomi i overordnede insektgrupper (bl.a. myrer, myg, møl og sommerfugle) - det hele rigt illustreret med ikke færre end 27 farvetavler. Uundværlig i bilens handskerum. Intelligente taxichauffører De mængder af hjerne, der samles på forruderne, er imidlertid for intet at regne, i forhold til hvad der sidder bag rattet. I hvert fald ikke når det gælder taxierne i London. En forskergruppe fra University College har efter tilbundsgående hjerneskanninger slået fast, at den britiske hovedstads 'cabbier' har langt mere veludviklede hjerner end deres medborgere. Således kunne de i artiklen 'Navigation-related Structural Change in the Hippocampi of Taxi Drivers' i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences påvise en indiskutabel sammenhæng mellem hippocampus-volumen og aktiv tjeneste som taxichauffør. Desværre afsløres det ikke, hvad der oprindelig fik dem til at undersøge dette særprægede fænomen. Måske taxichaufførers evne til på én og samme tid at køre bil, læse Krakkort og udbasunere ofte luftige konspirationsteorier om verdens gang? Vi får det måske aldrig at vide. For som Albert Einstein engang sagde: »Hvis vi vidste, hvad vi lavede, ville det vel næppe kaldes forskning ...«.