I januar 1946 kom Leon Goldensohn til Nürnberg. Den unge amerikanske psykiaters opgave var at bistå USA's anklagemyndighed i krigsforbryderprocessen mod det slagne naziregimes overlevende topledere og måske yde et væsentligt bidrag til forskningen. Han skulle gennemføre en række interview med de fængslede og på den måde kaste lys over deres 'sindslidelser' og 'karakterafvigelser'. Videnskabelig forklaring Ingen nation i verden har sat så stor lid til psykologi og psykiatri som USA. Det var derfor nærliggende at tro, at man kunne finde en videnskabelig forklaring på tilstandene i et rædselsregimente, verden endnu ikke havde set magen til. Forbrydernes egne versioner Goldensohn fik derfor en enestående chance for at høre historien fra de tyske krigsforbrydere selv, før strikken lukkede sig om deres hals. Fra det øverste lag i det nazistiske magtsystem talte han med Hermann Göring, Tysklands næstvigtigste politiker, med Joachim von Ribbentrop, Hitlers udenrigsminister, med Alfred Rosenberg, nazistisk topideolog, med Ernst Kaltenbrunner, SS-chefen Heinrich Himmlers højre hånd, med pøbelagitatoren Julius Streicher, med Hans Frank, guvernør over Polen, med Wilhelm Keitel, generalstabschef under krigen, og flere andre af dem, der alle med undtagelse af Göring blev hængt 16. oktober 1946. Galge i Auschwitz Göring begik selvmord dagen inden, han skulle hænges. Han var den eneste fra den øverste ledelse, der havde overlevet sammenbruddet i april og maj 1945. Hitler, Goebbels og Himmler havde taget sig af dage, og Martin Bormann, nazipartiets formand og Hitlers nærmeste rådgiver, var dræbt under flugt fra førerbunkeren. Den amerikanske psykiater førte også lange samtaler med Rudolf Höss, kommandant for udryddelseslejren Auschwitz, med Oswald Pohl, der var kassemester for koncentrationslejrsystemet, med Otto Ohlendorf, kommandant for en af de såkaldte indsatsgrupper, der myrdede jøder bag fronten i Sovjetunionen, med Kurt Daleuge, SS-bødlen Heydrichs efterfølger som rigsbefuldmægtiget i Tjekkoslovakiet, og en del andre, der enten optrådte som anklagemyndighedens vidner i Nürnberg eller anklagede i andre processer. Alle de her nævnte blev dømt til døden og hængt. For Höss' vedkommende på en galge rejst over krematorierne i Auschwitz. Fulgte ordrer Samtalerne stod på i vinteren og foråret 1946, mens omfanget af de tyske krigsforbrydelser blev oprullet for domstolen. Ud over mordet på mindst fem millioner europæiske jøder drejede det sig om mord på sigøjnere, homoseksuelle, politiske fanger og krigsfanger. Dertil kom talløse ugerninger langs fronten, hvor millioner af civile enten blev henrettet eller sultet til døde, hvor soldater, der havde overgivet sig, blev myrdet, hvor man henrettede gidsler, røvede og plyndrede og i det hele taget begik alle de forbrydelser, det er muligt at forestille sig. Som et sindbillede på, hvordan disse nazistiske gerningsmænd i al almindelig opfattede deres egen rolle, kan man tage Otto Ohlendorf, der ledede en kommando på 500 mand på østfronten. Det var en såkaldt Einsatzgruppe. Ohlendorfs mænd skød 90.000 russiske jøder i ordinære henrettelser, 15 ad gangen. Var det ikke vanskeligt at skyde f.eks. små børn, spørger Goldensohn. Ohlendorf forklarer den unge akademiker, at det havde han intet med at gøre. Han adlød de ordrer, der kom ovenfra i systemet, og han så til, at disse ordrer blev udført af soldater længere nede i systemet. »Hvorfor anklage mig? Jeg gjorde intet«, sagde han. Ingen mareridt Samme melodi spillede Höss: »Jeg troede, jeg gjorde det rigtige, jeg adlød ordrer, og nu kan jeg naturligvis se, at det var unødvendigt og forkert. Men jeg forstår ikke, hvad De mener med, at jeg skulle være oprevet over det. For jeg myrdede personligt ingen«. Det siger han, efter at han omstændeligt har forklaret, hvorledes han opfandt og indrettede de første fire 'industrielle' gaskamre i Auschwitz. De to store kunne rumme 2.000 mennesker hver, de to små 1.600. Det var ikke noget problem at myrde så mange mennesker på én gang. Men lejren var totalt overbebyrdet, fordi krematorierne kun kunne brænde maksimalt 2.000 på 24 timer. Det skabte kaos, når der ankom to-tre togtransporter med hver ca. 2.000 mennesker om dagen, da presset var størst. Höss kunne ikke give Goldensohn et præcist tal for, hvor mange mennesker han myrdede i sine gaskamre. Han mener, at tallet 2,5 millioner er overdrevet. Blev han nogensinde hjemsøgt af onde tanker over alle disse henrettelser, gasninger og ligbål? »Nej. Jeg havde ingen mareridt«, svarer Höss. Ondskabens banalitet Her skal man måske et øjeblik vende tilbage til Goldensohns projekt, nemlig at udforske de anklagedes psykiske sindslidelser. Det blev der nemlig intet af. Goldensohn lytter og spørger og giver omhyggelige referater af sine samtaler med disse skrivebordsmordere. Han afsluttede sit arbejde i sommeren 1946, rejste tilbage til USA og planlagde en bog. Den kom aldrig, og Goldensohn døde i 1961 med uforrettet sag. Det er en amerikansk historiker, Robert Gellately, der nu har samlet hans interview og udgivet dem, som han gjorde dem færdig i Nürnberg for snart 60 år siden. Goldensohn er tydeligvis blevet overvældet af en historie og en virkelighed, der var langt, langt større end hans forskningsambitioner. Han har måske indset, at nazismen ikke er en epidemi, men noget, der kan ramme raske mennesker, hvis katastrofen er ude, som den var det i Tyskland i 1933. Han graver altså ikke noget nyt frem, der ikke allerede var kommet for en dag under retssagen. Men han samler stoffet i mindre, overskuelige samtaler uden at konkludere. Netop i deres stramme komposition bekræfter de, hvad Hannah Arendt, en større ånd end Goldensohn, turde sige lige ud i 1963, da hun var vidne til processen mod Adolf Eichmann i Jerusalem og opfandt begrebet 'det ondes banalitet'. Hitlers meningsløse taler Goldensohn formidler det samme, alt andet end betryggende, indtryk, men blot i reportagens form. Han er en meget præcis referent. Höss sagde som nævnt, at massemordet på jøder i Auschwitz var »unødvendigt og forkert«. Bemærk rækkefølgen af de to ord, for slet ikke at tale om ordvalget! Det er bureaukraten, der taler, ikke et monster af djævelsk ondskab. En af de kloge iagttagere, Goldensohn taler med, er Hitlers tolk Paul O. Schmidt, der optræder som vidne i Nürnberg. Han henleder vores opmærksomhed på, at vi på anklagebænken har en række personer, der gerne ville fremstå som 'stærke mænd', som man dyrkede dem i nazistiske kredse. Men de var svæklinge og mentalt kraftesløse. Han fortæller et sted, at Hitler i krigens sidste måneder lovede de ungarske fascister undsætning med hærdivisioner, der ikke eksisterede, og så fortsætter han: »Jeg plejede at analysere Hitlers taler. Jeg spurgte altid mig selv: Hvad kunne Hitler have sagt? I de fleste tilfælde var det eneste alternativ tavshed. De fleste af hans taler var meningsløse. Hvis han overhovedet ville holde tale, måtte han sige det, han sagde«. Svigtet af Hitler Det samme gælder det forsvar, de anklagede her disker op med. Nogle af dem prøver at spille intellektuelle, der nu har gennemskuet det hele. Men det er ekstreme banaliteter, de forsøger sig med. Flere mener, at de er blevet forrådt af Hitler. Von Ribbentrop, hans udenrigsminister, kalder dybt skuffet sig selv »Hitlers mest trofaste følgesvend«, men »vi er tyske patrioter, og selv om vi er blevet ført bag lyset og fulgte Hitler for langt, så gjorde vi det i god tro«. Hans Fritzsche, der var propagandaminister Joseph Goebbels' højre hånd, siger: »Aldrig i verdenshistorien har nogen forrådt så mange mennesker og misbrugt så meget god tillid som Hitler«. Han tilføjer i øvrigt, at også de allierede må påtage sig en medskyld. De oversvømmede også verden med deres løgnagtige propaganda. Mest ynkelig er dog Hans Frank, der på et vist tidspunkt overvejer, om det hele ikke skulle være hans uforstående kones skyld. Ren og tom samvittighed Andre fortæller her den omvendte historie af den, de i deres storhedstid fortalte venner og bekendte, nemlig at de ingen som helst indflydelse havde og var ligegyldige brikker i systemet uden adgang til magtens korridorer. Eller at nogle af deres bedste venner var jøder. Skal man tro deres udsagn, var Hitler omgivet af en hird, der brændte for jødernes sag. En enkelt, Hjalmar Schacht, der var direktør for den tyske nationalbank, må dog indrømme, at mange jøder var involveret i alvorlige finansskandaler i Weimarrepublikken. Sagt af en mand, der bar ansvaret for en af historiens største finansskandaler: Hitlerregimet. (Og han blev frikendt). Goldensohn bemærker om Ohlendorf, at han ligner »en udbrændt ånd, og hans samvittighed, hvis man kan tale om en sådan, er så ren som en fløjte og lige så tom«. Det er da også netop, hvad Oswald Pohl, koncentrationslejrenes kassemester, siger om sig selv: »Alt, hvad jeg gjorde, var at følge ordrer. Min samvittighed er ren«. Intet had til jøderne Det er mere end dårlige undskyldninger. Det er slet og ret ikke et herrefolk, der taler her, og som beviser sin råstyrke ved at stå ved sine forbrydelser og overbevisninger. Ingen gør det. End ikke den selvsikre Göring, der kalder sig regimets sidste populære mand. Göring er tydeligvis en mand, der ikke er vant til at blive modsagt, så han tager sig tid til at tale ud. Han er klar over, at jødedrabet er den største forbrydelse i historien, men alligevel kan han kun mande sig op til at kalde mordet på kvinder og børn for »usportsligt«: »Det er det, der bekymrer mig mest ved udryddelsen af jøderne«, siger den ridderlige Göring. »Jeg har aldrig følt had til jøderne. Jeg er klar over, at det virker tåbeligt. Det er svært at forstå, hvordan et menneske som jeg, som holdt antisemitiske taler og var den næsthøjst rangerende mand i et regime, der udryddede fem millioner jøder, kan sige, at han ikke var antisemit«, siger Göring til Goldensohn. Man kan kun give ham ret. Det er svært at forstå. Den virkelige Göring Han er vred. Det er utåleligt, siger han, at han i dette fængsel skal behandles som en tyv eller en småkriminel. Også her må man give ham ret, hvis det var tilfældet. Men at det ikke helt var det, aner Göring selv, da han i en af sine tirader anklager verden for ikke at kende »den virkelige Göring«, manden bag de mange facader. Han var ved at blive denne eksistens pinligt bevidst, efterhånden som det gik op for ham, at det var den virkelige Göring, man ville hænge, ikke den fiktion, han havde skabt af sig selv. Men inden han kom så vidt i sin selverkendelse, sagde han disse uforglemmelige ord, der nøje måler afstanden mellem illusion og virkelighed i den nazistiske bevidsthed: »Tyskland er for ordentlig en stat til, at der kan skrives god kriminallitteratur«.