Der skal nok være dem, som mener, at Ulrikke Moustgaards bog 'Håndtasken, heksen og de blåøjede blondiner' om dansk presses billeder af kvindelige toppolitikere, er en gammel og ualmindelig triviel nyhed. For andre, de der dagligt hygger sig med illusionen om den danske ligestillingssucces, må bogen til gengæld være et wake-up call. Vulgærbilleder I det Herrens år 2004 finder medierne det nemlig stadig passende at skrive om demokratiets folkevalgte kvinder, at de er: »statsministerens julepynt«, »de radikales pinuppiger« og »hun spiller på sin helårs holdbare sommerlige uskyld«. Jamen, prøv lige at læse de citater igen! 'Vulgærbilleder' kalder Moustgaard dem, og desværre er de ikke enestående, men del af det forstemmende, kønsstereotype reservoir, pressen hælder af, når den skal formidle historier fra den politiske scene i Danmark. Et kønt våben I bogen sammenligner Moustgaard pressens billeder af de kvindelige toppolitikere med de billeder, politikerne har af sig selv. Diskrepansen er tankevækkende. Politikernes oplevelser af ikke at være specielt ringere stillet på Christiansborg, fordi de er kvinder, genfinder de ikke i pressen. Tværtimod synes det, som om kollisionen mellem meget traditionalistiske opfattelser af, hvad henholdsvis en 'politiker' og en 'kvinde' er, har bidt sig fast blandt journalisterne på landets nyhedsredaktioner. Et af resultaterne er, viser Moustgaard, at de kvindelige politikeres politiske evner sjældent tematiseres. Sker det, er det farvet af en udpræget skepsis. Til gengæld kan journalisterne ikke holde nallerne fra kommentarer om de kvindelige politikeres udseende, adfærd og privatliv. Tidligere udviklingsminister Anita Bay Bundegaard var således Poul Nyrups »kønneste våben til regeringens redning«, »men var hun også politiker?«, spurgte pressen. Prøv at skifte kønnet ud og sætningen bliver en umulighed. Catch-22 Moustgaard fastslår, at pressen sjældent skriver om den kvindelige politiker uden at indflette kønnet. Det modsatte er til gengæld tilfældet, når der er tale om en mandlig politiker, her er kønnet almindeligvis usynligt, fordi der er sammenfald i ideer om mandelighed og forestillingerne om, hvad en 'rigtig politiker' er. De kvindelige politikere ved, at de skal balancere det køn, som vedvarende klæber til dem, for at tackle spillet med pressen og få den synlighed, de er afhængige af som politikere. Men der bliver tale om catch-22. På den ene side er de nødt til i et vist omfang at tage pressens traditionelle kvindebilleder på sig, dvs. fortælle om deres børnefødsler, lade sig style eller styre sig på Folketingets talerstol for ikke at blive mistænkeliggjort på deres kønsidentitet. På den anden side er det præcis disse handlinger, der låser dem fast til kønnet, og i sidste ende sætter grænser for deres politiske karriere. 'Kronprinsessen' bliver aldrig dronning, skriver Moustgaard. 'Den talende kavalergang' Og selve balancekunsten - det at ramme den rette dosering af acceptabel kvindelighed belyser Moustgaard ret indgående: De må ikke være for kedelige og farveløse, men heller ikke for eksotiske, de må ikke have for mange børn, og heller ikke være barnløse, ikke for sexede, men heller ikke usexede, og endelig er det bedst, hvis de er heteroseksuelle, for lesbiske bliver for mandlige. Flere kvindelige politikere har prøvet ikke at mestre balancen på den usynlige kridtstreg, som Anne Grete Holmsgaard benævner den. Lene Espersen åbnede akkurat én knap for meget i skjorten og var ifølge Henrik Qvortrup på Se & Hør, alt for dullet til kronprinsens bryllup med sit krøllede og opsatte hår. Og så faldt fars hammer igen tungt over »den talende kavalergang« - altså landets justitsminister. Pressen - den fjerde statsmagt Som læser og overbevist demokrat må man flå sig i håret over den sindsoprivende kønstraditionalisme, som bogen skildrer, men som burde have lidt kvælningsdøden i senmodernitetens 'leg med kønnet'. Hvorfor er det ikke sket på redaktionsgangene? Ud over at være en grundig, overbevisende og velskrevet afdækning er bogens store force Ulrikke Moustgaards insiderviden. Som journalist kan hun beskrive normer og rutiner bag politisk journalistik og give bud på, hvorfor de så sjældent udfordres. Det mest deprimerende er imidlertid hendes afsløring af den ansvarsforflyttelse, branchen udviser, og som Henrik Qvortrup - sikkert mod sin hensigt - bliver et larmende eksempel på: man beskriver jo bare verden, og giver læserne det de vil have, ikke sandt? Pressens bevidsthed omkring sin position som den fjerde statsmagt er almindeligvis udpræget, men at pressen selv skulle være fødekæde i skabelsen af den samfundsmæssige forståelse af køn fremstår som noget relativt uerkendt. Lidt erkendelse ville faktisk betyde noget for det danske demokrati, fremgår det med al tydelighed af Moustgaards bog - så det er vel ikke for meget at forlange!