Der er rundt regnet 80.000 demente mennesker i Danmark, og især i de ældre årgange stiger sygdommens forekomst ganske stejlt: I 60-65-års alderen har cirka én procent demensproblemer, mens noget tilsvarende gælder for næsten en tredjedel af 85-årige. Mangelfuld forståelse Demens er med andre ord en overvejende gammelmandssygdom, og med befolkningens ændrede alderssammensætning forudses det, at der vil ske en fordobling af udbredelsen over det næste halve århundrede. En trist prognose - speciel fordi vores indblik i lidelsens årsager er mangelfuldt og behandlingen på nuværende tidspunkt af begrænset effekt. Med hjertet på rette sted Demens berører mange danskere - ikke blot patienterne, men også deres netværk, som tvinges til at indordne sig under nye og brydsomme vilkår. Det gælder i arbejds- og fritidslivet, og det gælder om noget i de nære relationer, som nødvendigvis må vendes på hovedet, efterhånden som den dementes færdigheder og personlighedstræk forandrer sig og - hvis det er grelt - går til grunde. Fortvivlelsen er ofte stor, men erfaringen viser, at gode og trygge sygdomsforløb faktisk er mulige - især hvis behandling og pleje er velkoordineret og varetages af fagfolk med opdateret viden og hjertet på rette sted. Bredt emnekatalog 'Forstå demens' er en gave til personer, som personligt eller i embeds medfør har demens inde på livet. Den er udgivet i samarbejde med Alzheimerforeningen og forfattet af en række eksperter fra især det sundhedsfaglige felt. Og emnekataloget er bredt: Fra basal neurovidenskab til psykologisk mestring, fra lægemiddelbehandling til retslige aspekter. Der er knap nok den sten, som ikke vendes - det skulle da lige være seksuallivet, som ærgerligt nok forbigås. Men alligevel: Det er en fin og velredigeret antologi, som endog - qua velvillig støtte fra hele to ministerier - er smukt illustreret med tabeller, kurver og farveplancher. »Den største fejl, man kan begå, er at undlade at gøre noget, fordi der er så lidt, man kan gøre«, lyder ét af bogens mange mottoer. 'Forstå demens' viser, at der trods alt kan gøres ganske meget.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























