Gode historier skal fortælles. Sådan indledes bogen om de tre keramikere Beate Andersen, Gunhild Aaberg og Jane Reumert, som lige siden udklækningen fra Kunsthåndværkerskolen i 1964 har eksisteret i et værkstedsfællesskab under navnet Strandstræde Keramik. Opbyggelig historie Det var dengang noget af et særsyn, at skolekammerater slog sig sammen om at drive forretning, men at de herudover kunne klare at holde sammen på hinanden og et værksted gennem 40 år, det er i sig selv den bedste, mest opbyggelige historie. Vi taler jo på en måde om et ægteskab mellem tre personer, og når man tænker på de problemer, der kan opstå alene mellem to! Det hellige øjeblik Når det lykkedes og fortsat lykkes, nu hvor kvinderne er i 60'erne, skyldes det ikke mindst, at de allerede fra begyndelsen skabte regler såsom aldrig at kommentere hinandens arbejde, i hvert fald ikke uopfordret, ligesom de altid har respekteret det 'hellige' øjeblik, hvor der lukkes op for ovnen og dermed resultatet af måske flere måneders anstrengelser. Den stund, som både kan falde glædeligt og sørgeligt ud, må man have for sig selv. Sprut og yngre mænd Det er Gerd Bloxham Zettersten og Arvid Honoré, der har nedskrevet historien om 'Strandstrædepigerne', hvordan de bliver installeret i en kold kælderforretning i Lille Strandstræde, ledig efter en gas- og vandmester, der ikke kunne overtale sine kontordamer til at sidde i kælderhøjde. Den første tid gik med at få bakset en gasovn på plads og med at ælte ler i en gammel rugbrødsmaskine, og så var der ikke overraskende »et rend af yngre mænd«, som forfatterne skriver, men hvad der ellers skete, ud over at de havde en tendens til at blive hængende til sent om aftenen, og at en enkelt altid havde kirsebærvin med, får vi ikke at vide, men man kan vel lægge to og to sammen, ikke mindst når man ser billedet fra 1970, hvor både Beate, Jane og Gunhild er omgivet af rollinger. Kedsommelig disponering Andre af bogens billeder viser, hvad keramikerne satte på hylderne i de tidligste år, og det var ganske solide sager i tidens sprog. Siden fik de deres eget sprog, eller rettere hver sit, og herom handler en væsentlig del af bogen med fokus på både den enkelte og fællesskabet, metoderne, teknikkerne, udstillingerne og de mange anerkendelser, der begyndte at falde som en mild regn allerede fra 1970'erne. For at få glæde af disse afsnit skal man nok være særlig interesseret, hvad mange andre keramikere, og i det hele taget kunsthåndværkere, også må formodes at være, men herudover er der alle keramikelskerne og -samlerne, og hvem tilhører blandt andre denne kreds? Det gør såmænd Herbert Pundik, hvis bidrag til denne jubilæumsbog former sig som et interview med de strandstrædepiger, der helt sikkert snupper en række år endnu. Tidligere på året udkom en bog om keramikeren Ursula Munch-Petersen, et mesterstykke i raffineret og kreativ opsætning. Jeg siger ikke, at bogen om Strandstræde Keramik burde have levet op til denne udgivelse, for mindre kan også gøre det, men jeg undrer mig over, hvorfor i alverden man har håndteret det foreliggende materiale (som ingenting fejler) så nydeligt, forsigtigt, nærmest højtideligt. Hvorfor den kedsommelige disponering uden et eneste spræl? Det drejer sig for pokker om keramik, om former, farver, stoflighed, struktur, transparens. Så bedre held med 50-års bogen.