I et af sine syv skoleår holdt den lange lyse dreng Gordon Sumner rekorden i afstraffelse med spanskrøret på rektors kontor på den katolske drengeskole St. Cuthberts i Newcastle. 42 slag, fordelt på 7 sessioner med 6 svirp i enden hver gang. »Der lyder et skrækindjagende sus af luft gennem lokalet bag mig, og derefter hvad der føles som et snit fra en stødkårde hen over mine røvbalder«. Chokerende smerte »Den chokerende smerte får mig til bogstaveligt at stå standret og tabe vejret. »Bøj dig fremover««. »Han kan da ikke mene, at han har tænkt sig at slå mig igen. Svirp!«. »På stort set det samme sted, eller i hvert fald ikke mere end en millimeter derfra, afleverer han det andet hug med en nøjagtig præcision«. »Jeg røg igen op med et sæt. »Bøj dig fremover««. Tilfældig straf Skriver Sting i sin erindringsbog, 'Broken Music', om sessionerne med viceskoleinspektøren, Fader Walshs, på et kontor, hvor man står med udsigt over legepladsen og modtager sin straf. En straf, man ifølge Sting ikke nødvendigvis fik på grund af sin opførsel, men som følge af tilfældigheder, eller fordi man havde »et forkert ansigtsudtryk«. Stupid vold I bogen afskriver han enhver virkning af piskeriet: »Hvis der er nogen form for homoerotisk element i alt det her, så er det helt spildt på mig og forhåbentlig også på den gode præst«. »Spanskrør er simpelt hen stupid, pseudoakademisk, pseudoreligiøs middelalderlig vold«, konstaterer Sting. Øjenåbner Det susende spanskrør på den katolske skole er blot en af de mange ydmygelser fra en traumatiseret barndom i den nordengelske arbejderby Newcastle, som sendte Gordon Sumner på flugt ind i den musikverden, hvor han fik tilnavnet Sting. Fordi en bi engang forvildede sig op i hans bukseben under en koncert og gav ham et stik - sting - så koncentrationen for en gangs skyld fejlede totalt. Usædvanligt for Sting, der i sin velskrevne og åbenhjertige selvbiografi ikke lægger skjul på, at han har gjort alt, hvad han kunne for at skjule sit uligevægtige sind med dets bjerge af fortrængninger bag en musikalsk facade, der helst skulle være så perfekt som muligt. På den måde er bogen, der i dag udkommer på dansk, skrevet af Sting selv, måske en øjenåbner til dem af os, der altid har haft det lidt svært med den politisk korrekte, lidt stive brite med hang til at kæmpe for enhver god sang og tage etniske toner til fange i sin musik. Moderens forræderi Ved Tyneflodens tågede bred i Wallsend ved Newcastle voksede Gordon Matthew Sumner op i et gammelt victoriansk hus uden centralvarme ved siden af faderens mejeriudsalg. Helt fra de små klasser var Gordon vant til at starte de tidlige morgener med at køre ud med mælk sammen med sin far. Men nogle dage fik han lov at sove lidt længere, og da han sådan en morgen listede ned ad husets trappe, hørte han stønnen og andre lyde bag et vindfang. Da drengen forsøger at åbne døren ind til det lille vindfang, bliver den straks smækket hårdt i igen, mens hans mor mumler: »Alt er i orden, alt er i orden«. Men det var det ikke. Moderen havde netop indledt den affære med en af faderens mælkemænd, der skulle vare ved i årevis med ugentlige stævnemøder skjult bag det tilsyneladende lykkelige familieliv. Der i virkeligheden frøs til is den morgen på trappen i det store hus. Den lille Gordon fik fortvivlelsen over forræderiet og raseriet mod sin mor ud ved klaveret hos sine bedsteforældre, der måtte lægge ører til knægtens disharmoniske angreb på klaveret med det, hans mormor kalder broken music. Klaver eller kriminel I resten af sin opvækst levede Gordon Sumner i en underlig atmosfære af had/kærlighed til sin utro mor og respekt/afsky for sin far, der lod sig bedrage og bankede sine aggressioner ud på de børn, han havde endog meget svært ved at påskønne eller rose. »Hvis jeg ikke havde haft klaveret som lynafleder for mine aggressioner, var det ikke usandsynligt, at jeg ville være havnet som en busstoppestedsvandal, butikstyv eller røget ind i andre småkriminelle forhold. Guderne skal vide, at jeg havde forbindelserne«, skriver Sting i sin bog. Flugtens vej Frem for at fremlægge den gængse glamourøse tekst om musiklivets herligheder, kvinder, stoffer og sprut har han skrevet en nøgtern og ærlig bog om menneskelig modning. Måske fordi der hverken har været overdreven brug af stimulanser eller promiskuitet i Stings liv, men formentlig mest fordi han ganske rigtigt synes, at den slags er overordentlig ligegyldigt i forhold til den historie, han har valgt at fortælle. Om hvordan drengen fra arbejdermiljøet oplevede at blive placeret i den katolske latinskole i sine alt for korte bukser blandt rigmandssønnerne, fjernt fra sine egne venner. Om de første famlende forelskelser, der mest af alt fungerede som forsøg på at lægge familien og de triste omgivelser bag sig. Og om den musik, der vedholdende repræsenterede vejen væk for Sting. Men også om de omkostninger, der er ved at spille og senere skilles fra sine bedste venner som eksempelvis Police - »Jeg søgte endnu en gang flugtens vej«, skriver han om dengang, han forlod gruppen. Hallucinationer Samme vej foretrak Sting, da begge hans forældre døde af kræft inden for et par måneder i ganske ung alder. Kræften var en logisk følge af et samliv med alt for tunge hemmeligheder og fortrængninger, mener Sting. Han valgte ikke at deltage i nogen af begravelserne. Officielt fordi han ikke ville fotograferes af den kulørte presse i et privat, sørgende øjeblik. Men reelt fordi han følte sig uafklaret med både sin mor, hvis utroskab han foragtede og først tilgav for sent, og sin far, hvis mangel på kærlighed til sine børn og svaghed over for sin kone var svært at leve med for Sting. Kun et par dage efter at faderen, som den sidste af forældrene, døde i 1987, var Sting med sin kone nummer to, skuespilleren Trudie, i Rio de Janeiro i Brasilien. For at spille sin karrieres største koncert foran 200.000 mennesker. Men også for at afprøve drikken Ayahuasca, der skulle have en næsten religiøs, transcendent virkning og være i stand til at trække hemmeligheder ud af sjælens bedst gemte skabe og skuffer. Sammen med Trudie deltog Sting i en ceremoni langt ude i junglen, hvor en lukket kreds af brasilianske intellektuelle, præster og andre mødtes for at drikke Ayahuasca. Efter først at være blevet syg af den kraftfulde drik farer febermættede syner fra hans eget liv rundt i hovedet på den dengang 36-årige Sting. Da natten er omme, er sangerens liv forandret. Fordi den underlige drik har fået hans liv til at passere revy og fået ham til at forholde sig til sine nærmeste, tro, religion og de følelser, han egentlig altid har isoleret sig fra. »Men Ayahuascaen har bragt mig tæt på noget. Noget frygtsomt og dybtgående og dødseriøst«, skriver Sting og erkender, at det vil tage ham resten af livet at bygge sig selv op igen.