Efter Anden Verdenskrig oplevede Sydslesvig en ny bølge af 'danskhedens genopblussen', der bl.a. medførte, at tusinder af skolebørn blev overflyttet til dansk skole. Mange af dem kunne ikke et ord dansk og havde meget perifere danske aner, om nogen overhovedet. Et af disse børn var den tiårige flensborgpige Karin Johannsen-Bojsen, der senere blev forfatter, kulturpolitiker og lektor ved det danske gymnasium i Flensborg. Om hvordan det var at blive dansk med tysk udgangspunkt, fortæller hun i sin selvbiografi 'Sydslesvigpige. En opvækst mellem to kulturer i årene 1936-1954'. Tavshedens kultur Hun er datter af en flensborgsk romfabrikant, men faderen bliver indkaldt ved krigens begyndelse. De sidste fire år aftjener han ved 'flødefronten' i Danmark, og han kommer i modsætning til familie og venner, udstationeret på barskere steder, uskadt hjem. Til en ødelagt forretning og et land af kaos og mangel på alt. Det er ikke mindst de forhold, den danske skole kan tilbyde, der tiltrækker: halvt så mange elever i klasserne, mad, tøj, sko, ferieophold i eventyrlandet Danmark, drenge og piger i samme klasse. Men det er mødet med dansk mentalitet og væremåde, der for altid går Karin i blodet - en meget mere åben og demokratisk ånd og kultur, end hun er vant til. Ikke mindst skildringen af den tavshedens kultur, der har hersket i Tyskland også efter krigen, gør indtryk. Hendes familie var hverdagsmennesker, der ikke interesserede sig meget for politik. De var ikke medlemmer af partiet. Krigens rædsler var mørkelagt for børnene, både under og efter krigen. Først i gymnasiet kunne man i det meget små begynde at tale om den »katastrofe, der var udgået fra det land, vi levede i«. Kulturhistorisk dokument Da faderen dør allerede i 1950, klarer familien sig igennem under meget små forhold. På trods heraf er der egentlig lige så meget lys som dysterhed i denne opvækstberetning. Der er menneskelige støttepunkter og muntre indslag selv i en verden af kaos, knaphed og angst, og dem lever barnet Karin på. Og hun fik sin chance, sådan fremstår det, med den danske skole, der åbnede en verden for hende og forberedte den sprogbegavede pige til rollen som cand.mag. i dansk, tysk og engelsk og danskskrivende forfatter. Bogen vrimler med personer, skæbner og tidskarakteristik. Som værk betragtet er det alt for voluminøst, alt skal med, hver en veninde, familiemedlem, lærer, ferievært osv. Den er til overflod garneret med digte fra en tidligere samling. Bogen har således manglet en redaktør, der kunne have sikret en strammere linje. Men det er samtidig den nøje kronologiske optegnelse af stort og småt, der gør den til et vigtigt kulturhistorisk dokument og giver det detaljerede indblik i, hvordan det var at vokse op lige syd for grænsen i årene før, under og efter Anden Verdenskrig og blive dansk. Og vedblive at være det: Karin Johannsen-Bojsens senere forfatterskab skildrer i digte, romaner og essays den sydslesvigske danskhed indefra og hele spændingsfeltet - og mulighederne - ved at være en del af i to kulturer.