Efterårets store begivenhed i 1833 var, at den tyske teolog Friedrich Schleiermacher (1768-1834) kom på besøg i København. Det gav anledning til både fakkeltog, fest på Skydebanen og i Studenterforeningen, sange af Oehlenschläger og meget mere. Sidste lyspunkt Beærelsen kendte ingen grænser over for Schleiermacher, der nok mere end nogen anden tænker var et samlingspunkt for datidens intellektuelle, som for en stor dels vedkommende var teologer. Københavnerbesøget i september blev efter sigende det sidste store lyspunkt i den tyske tænkers liv, der endte mindre end et halvt år efter. Imponerende overblik Siden da er Schleiermachers store danske stjerne dalet, og kendskabet til hans værk er blevet betydeligt mindre. Det er derfor glimrende, at forlaget Anis har skænket ham en indføring, som teologen Peter Grove har stået for. Han har skrevet disputats om Schleiermacher og har et imponerende overblik, som afspejler sig i hans systematiske fremstilling. Umedrivende fremstilling Groves fokus på Schleiermachers på alle måder omfangsrige forfatterskab gælder forholdet mellem religionen og 'moderniteten'. Det er sådan cirka dét, Schleiermachers kendteste værk 'Om religionen - taler til de dannede blandt dens foragtere' fra 1799 drejer sig om. Her bestræber han sig på at finde de betingelser, som religionen kan eksistere på i et moderne oplyst samfund, og definerer fint religion som »følelse og smag for det uendelige«. Alene dette tema gør Schleiermachers teologiske tænkning aktuel. Sådan fremstår han imidlertid ikke i Groves saglige, men også underligt umedrivende fremstilling. I ringe udstrækning forbindes hovedpersonen og hans skrifter med konkrete problemer i hans eller vores nutid. Den giver for eksempel ingen forudsætninger for at forstå, hvorfor Schleiermacher i 1833 var så feteret en skikkelse, da han aflagde visit i København. Resultatet er en indføring, som kan være til glæde for teologi- og filosofistuderende, der hænger på Schleiermacher som pensum, men som formentlig ikke formår at lokke mange nye læsere til hans værk ad frivillighedens vej.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.



























