Nationalmuseets storværk 'Herregården' er et værk med et budskab: Vore herregårde og deres omgivelser rummer umistelige kulturværdier, som er truet, fordi vi stadig tror på myten om herremændene som brutale bondeplagere. Vi forbinder dem og deres bygninger med blodig uret tilsat en dosis skørlevned og kan derfor ikke mønstre den samme entusiasme for dem som for vore landsbykirker. Ikke engang det at forske i herregårde og adel har været velset. Rig høst Virkelig? Medierne har dog ellers formidlet det budskab, at kun pietet og pligtfølelse får herremændenes efterkommere til, trods afsavn, at føre godset videre. Og hvis der har været forsket så lidt i emnet, hvorfor indleder man så med: »Endnu et herregårdsværk! ... Er der ikke snart skrevet nok?«. Videre tales der da også om »en rig høst af herregårdsstudier«, og det er jo netop dem - Steen Estvad Petersens om herregården og kulturlandskabet, Ole Højrups om dagliglivet på gårdene omkring 1900, de mange godsmonografier - der har gjort det nye værk muligt. Myten om den onde adel Standardværket 'Danske slotte og herregårde' lagde vægten på de enkelte godser. Den nye udgivelse er derimod organiseret tematisk: Bind 1 behandler gods og samfund, bind 2 anlæg, interiør og have, bind 3 drift og landskab og bind 4 moderne brug og bevaring. Det er med andre ord herregården som historisk og æstetisk fænomen, der behandles. Og så er der myten om de onde herremænd, der hænger sammen med, hvad Thorkild Kjærgaard har kaldt gårdmandslinjen i dansk historieskrivning. Ifølge den var bønderne de sande (og sunde) danskere, og bondefrigørelsen genskabte blot den folkefrihed, som havde eksisteret i Norden, men som engang i middelalderens mørke var blevet knægtet af den udanske (og usunde) adel. Denne adel blev sammen med kirken (længe romersk) og kongerne (ofte tyske) udnævnt til ondskabens akse i danmarkshistorien. Bonden derimod havde levet som hele verdens træl, fattig og ufri, fordrukken og uoplyst, indtil kongerne Frederik VI og VII fremsynet skænkede ham friheden, selvejet og demokratiet. Vulgærdarwinisme Nu havde man sikkert tilgivet adelen fortids synder, hvis ikke den havde udfordret demokratiet efter 1849. Mens adelen ved reformationen, enevælden og landboreformerne havde formået at tilpasse sig det nye system, prøvede den nu at skrue tiden tilbage og igen lade kongen og godsejerne styre landet. Det udløste forfatningskampen, gårdmandslinjen kom i alle historiebøger, og tidens vulgærdarwinisme skabte billedet af en udlevet, degenereret adel. »Rådden slægt! - Ingen rygrad! - Levet for længe!«, som enkebaronessen siger i Gustav Wieds 'Slægten'. Alt var dermed lagt til rette for lensafløsningen i 1919, som kostede godsejerne dyrt. De såkaldte majorater, som var gået udelt i arv, blev fri ejendom, og ejerne blev beskattet og skulle afstå en tredjedel af jorden til udstykning. En påstand om ekspropriation blev afvist af Højesteret, en afgørelse, som Ditlev Tamm i sit afsnit er larmende uenig i. For ham blev et »nødvendigt lovindgreb dikteret af en demokratisk tidsalders nye idealer« gennemført unødigt brutalt. Den slags sker jo ved magtskifter, og det danske hører vel til de blidere af slagsen. I øvrigt var Nislevgård på Fyn, et af de udstykkede godser, blevet etableret ved i 1696 at nedlægge den lokale landsby og føje den til godsets jord. Var det mindre brutalt? Formidling af høj karat Den oplysning finder man hos Carsten Porskrog Rasmussen, der i 'Gård og gods', et af de tre historiske afsnit, der bærer bindet, forklarer herregårdenes skæbne i det 20. århundrede langt mere overbevisende end Tamm. I øvrigt handler afsnittet om godset som jordejer og som den centrale, eller rettere decentrale, forvaltningsenhed i Danmark fra 1500-1800-tallet, og dermed den givne ramme om bøndernes liv. De overvejende arkæologiske vidnesbyrd om middelalderens borge og voldsteder er emnet for Vivian Ettings og Nils Engbergs 'Fra storgård til herregård'. Endelig ser Steffen Heiberg i 'Herskab gennem tiderne' på kontinuitet og skift i adelens selvforståelse og på, hvordan den signalerede sin magt gennem bygninger, udsmykninger, portrætter, klædedragt og ceremonier. Der er tale om formidling af høj karat, støttet af et overdådigt billedstof, ikke mindst Roberto Fortunas fotografier (ikke kun »solskinsbilleder med blade på træerne«, bedyrer redaktionen, men det er der nu på de fleste). Jan Kofod Winthers luftoptagelser understreger visuelt værkets intention om at se herregårdene som den helhed, de var af hoved- og avlsbygninger, park og alleer, enge og marker, før de kom til at ligge hen »som forladte kommandocentraler i et afviklet socialt og økonomisk netværk« (Heiberg). Usikkerhed om Skåne Apropos kommandocentraler må det siges, at redaktionen ikke altid har været lige vågen. Således hører vi to gange om, hvordan den skånske adelsmand Oluf Stigsen Krognos brændte en formue af på sin datters bryllup: side 57, hvor det dateres til 1502, og side 155, hvor det placeres i 1503. Her hører vi også, at Krognos ejede 400 gårde. Men hvorfor udnævnes så på side 175 Ågård i Vendsyssel, med kun 360 gårde, til Danmarks største gods på denne tid? Måske bunder det i en usikkerhed om, hvorvidt Skåne skal regnes som en del af Danmark, hvad det dog vitterlig var indtil 1658. Værket rummer ganske vist pragtfulde billeder fra skånske herregårde, f.eks. det italienske stukloft fra 1640'erne i Stensalen på Sövdeborg, men omtalen virker alligevel lidt halvhjertet. Der kan derfor være grund til at nævne værket 'Slotten & landskapet: Skånska kulturmiljöer', redigeret af Sten Åke Nilsson efter lignende principper, og lige så flot illustreret, som 'Herregården'. Det supplerer det danske værk fint (der vises bl.a. to detaljer fra omtalte loft), samtidig med at det giver en antydning af, hvad de følgende bind vil indeholde.