Sussi og Leo. Det syngende ægtepar, som i mange år underholdt aften efter aften på værtshuset Skansen i Skagen, er en institution i dansk showbiz. Horder af danskere og udlændinge har hørt dem give deres gribende og stærkt personlige fortolkninger af et mildest talt eklektisk repertoire, som spænder fra Teddy Edelmanns giro 413-klassiker 'Himmelhunden' til Deep Purples 'Smoke on the Water' (men pudsigt nok ikke samme orkesters 'Maybe I'm a Leo' fra Machine Head-pladen). Og endnu flere kender dem fra deres utallige optrædener i fjernsynet eller den kulørte presse, hvor de åbenhjertigt har berettet om deres private liv. I Buster Larsen-klassen På kendthedsskalaen (hvor laveste målelige værdi er studievært på Vesterbro Lokaltv) befinder de sig helt oppe i Buster Larsen-klassen, hvilket vil sige, at så godt som alle mennesker, hvis de så parret komme spadserende på gaden, ville sige til sig selv eller deres følgesvende, at »der går sgu Sussi og Leo«, og måske også vende sig om for at forvisse sig om, at det nu rent faktisk også var de to jyske superkändisser. Millionkontrakt Sussi og Leo. På en eller anden måde er de larger than life, selv om de objektivt set ligner henholdsvis en forvokset, piberygende havenisse og en ikke aldeles godhjertet parodi på en lidt for farveglad danselærerinde fra provinsen. For de har ikke ladet deres stjernestatus stige dem til hovederne; de er ikke gået amok i kokainmisbrug og brillantbesatte armbåndsure, ligesom de aldrig - hvilket er uhyre klædeligt - har luftet ambitioner om et stort internationalt gennembrud. De er nemlig lige så almindelige som badeværelsesfliser og pelargonier i vindueskarmen - og lige så kontroversielle som leverpostej med syltede rødbeder. Historien om Sussi og Leo er fortællingen om to mennesker, som ville spille musik og være sammen. Om campingpladsejerens musikalske datter, der målbevidst gik efter skomagerens harmonikaspillende, lidt nørdede søn og fik ham. Og som langsomt, men sikkert, tjente deres musikalske sporer til konfirmationsfester og på provinshoteller, inden de skrev under på en femårig millionkontrakt med indehaveren af restaurant Skansen i Skagen og blev både kult, folkeeje og hadeobjekter for det kulturelle kleresi i København og omegn. Landets dårligst klædte mand Men det er ikke bare en solstrålehistorie. For der har været kriser. Leo har i en periode drukket alt for mange bajere - og da dagbladet BT på forsiden skrev, at Sussi drømte om et ekstra mandfolk i ægtesengen til en kinky menage à trois, blev de to så kede af det, at de overvejede at opgive deres professionelle musikerkarriere. Det afstedkom også sure miner i parrets hverdag, at Leo på et tidspunkt blev udnævnt til landets dårligst klædte mand og fik en gavecheck til en kendt herreekviperingskæde. For godt nok er Leo hverken en dandy eller en dressmand, men han køber faktisk sit tøj i den selv samme kæde, som havde doneret checken, der ledsagede nidprisen. Alligevel har de to holdt sammen. Både privat og musikalsk. De spiller ikke længere på Skansen, men på deres eget sted 'Ritz - hos Sussi og Leo' i Frederikshavn. Så nu kan de drikke deres pulverkaffe og spise deres rugbrødsmadder med foden under eget bord, inden de går på scenen med orkesteret 'De spildte talenter' og trykker den voldsomt af. Og nu har de altså fået deres historie fortalt i bogform. Af Inger Støjberg, som udover at være popduoens hagiograf også er medlem af Folketinget for partiet Venstre. Ingen lig i lasten Efter endt læsning sidder man inde med en betydelig viden om Sussi og Leo. Men også med en nagende tvivl. For hvorfor er bogen blevet skrevet. Sussi og Leo har levet og spillet sammen i en lille menneskealder, men tilsyneladende stort set intet oplevet. Og der er ingen skeletter i de sikkert store garderobeskabe på den nedlagte landbrugsejendom ved Saltum. Kun en hel masse kulørte kostumer, som Sussi selv har syet. De mest opsigtsvækkende udsagn er af typen, at Sussi og Leo tror, at der er mere mellem himmel og jord. Og at parret i virkeligheden ikke bryder sig om dansktopmusik, men bedre kan lide heavy metal og punk. Men fred med såvel bogen som Sussi og Leo. For selv om bogen er kedelig, og Sussi og Leo ikke altid synger lige rent, så er ingen kommet noget til i forløbet.