Hvad kan man sige om afdøde Ove Sprogøe andet end godt? Han var en af de mest afholdte danske skuespillere, altid myreflittig og disciplineret, altid (eller næsten altid) venlig, altid med i det offentlige forlystelsesbillede - og særligt begavet, fordi han slet ikke var banal. Stille og anonym Holger Gabrielsen, den gamle, hævdede, at Ove Sprogøe ikke ville have en chance som skuespiller på grund af sin profil, og nogen elsker blev han aldrig - undtagen i privatlivet, som han delte til sin død med Eva. De boede i Kastrup, de havde ikke noget fjernsyn, og Ove Sprogøe kørte med bus, hvor han sad så stille og anonymt, at man skulle kigge godt efter for at genkende ham. Hemmelighedsfuld Men Ghita Nørby afslutter klogt sin hyldest til ham med at hævde, at han var mand. Blufærdig, genert og meget maskulin. De forskellige bidrag udmærker sig ved én ting: Ove Sprogøe havde ikke tætte venner - eller de tætte venner, han har haft, er ikke kommet med. Tammi Øst var engang ven med hans søn, Allan Silberbrandt gik engang i klasse med en anden søn, Møllehave og Rifbjerg skriver nekrologer, Helle Virkner synes, han var en fin person, og Morten Grunwald roser ham for et uforfærdet engagement. Tættest på er måske Lis Løwert og Preben Harris, som kendte ham fra Folketeatret. Og Preben Harris bemærker, at han var en skuespiller med hemmeligheder. En mand, man spiste gode frokoster med, en mand med lune, men ikke en mand, man ville regne for sin allerbedste ven. Medvirkede i folkeligheden Distance! Og netop den distance fik Ove Sprogøe vendt på hovedet i sin karriere, som er mere broget end de 117 film og 'Matador' og 'Huset på Christianshavn' og 'Fandens oldemor' og 'Der kommer altid en sporvogn og en piiiige til' antyder. Han kunne noget mere - og farligere. Erik Balling kommer måske tættest på skuespilleren, når han skriver, at Ove Sprogøe ikke var folkelig - han medvirkede i folkeligheden. Han spillede djævelsk godt teater og skelnede nøje teatret fra sit privatliv. Der var hans job, og der var hans liv - som hustruen Eva har styret med kærlighed og grundighed. Der var vel ikke så meget at leve for, da hun var død, og Ove Sprogøe fulgte hurtigt efter hende. Tres års trofast ægteskab - det får man også lejlighed til at tænke over i denne pæne mindebog.