Politiet angreb først demonstranterne. De tæskede dem, så blodet sprøjtede. Dernæst var det kamerafolkene og fotografernes tur. Så angreb de tilskuerne og tilfældige forbipasserende. Over grænsen Ikke noget usædvanligt skue rundt om i verden. Men da politistyrkerne i Chicago i august 1968 udvidede deres angreb på folk, hvis mening de ikke synes om, til at omfatte overfald på hotelgæster i en lobby og opskæring af dæk på biler med klistermærker med navnet på præsidentkandidaten Eugene McCarthy, var grænsen ved at være nået. Lov og uorden Og den blev nået, i alle tilfælde for grundlæggeren af Playboy, Hugh Hefner, da han også fik et slag med en knippel af det amokløbende politi, som åbenbart ikke kunne kende forskel på en levemand og en anarkistisk hippie. Hefner udgav en bog med titlen 'Law and Disorder'(lov og uorden) om politivolden under Det Demokratiske Partis kongres i Chicago. Men så havde den nok ikke været længere, hvis det ikke havde været for direkte tv. Gestapometoder »Hele verden ser på! Hele verden ser på!«, råbte folkemængden på de optagelser, som de amerikanske tv-folk sendte ud over netop hele verden om den tumultariske voldsskandale, partikonventet udviklede sig til i Chicago, takket være borgmester Richard Daley og hans stormtropper. I Europa uddelte diverse politistyrker også tærsk med løs knippel. Men man måbede alligevel og troede ikke sine egne øjne, da man så, hvordan det foregik på den anden side af Atlanten. Direkte fra Chicago havde man også fornøjelsen af at se selveste borgmester Daley - eller »Daleys flæskefjæs«, som det beskrives i Mark Kurlanskys bog '1968. Året der rystede verden'. Hvad borgmesteren råbte til Abraham Ribicoff, senator og tidligere guvernør i Connecticut, på partikongressen, kunne man ikke høre. Men folk, der kunne mundaflæsning, fik det til: »Fuck dig, dit jødesvin«. Andre mente, at han tilføjede: »Skrid hjem! Din lede motherfucker!«. Ribicoff havde begået den brøde at mene, at hvis George McGovern blev USA's præsident, ville man ikke opleve »disse Gestapometoder i Chicagos gader«. Postmodernitet Hverken McGovern eller McCarthy blev præsidentkandidater, det gjorde den fjottede Hubert Humphrey, og han tabte til republikaneren Nixon. Man kan i det hele taget sige, at 1968 var meget langt væk fra 1967, 'the summer of love'. Der var ikke megen peace and understanding det år. Men kan man overhovedet tage et år ud som en selvstændig enhed, løsrevet fra resten af tiden? Næppe, og det er heller ikke det, den amerikanske journalist Mark Kurlansky gør med sin bog. Men han påpeger med rette og beviser med mange eksempler, at »1968 var epicentrum for et skift, for en fundamental forandring - her så vores postmoderne mediestyrede samfund dagens lys. Derfor er den tids populære musik og de fremherskende udtryk for den tids populære kultur blevet ved med at sige de efterfølgende generationer noget«. Sandheden om Vietnam Kurlansky har valgt at lade den legendariske Walter Cronkite være eksempel på den udvikling, mediepersoner nåede igennem i løbet af meget kort tid. Fra at være såkaldt objektive journalister, ofte gemt i deres studier kom tv-folkene ud i marken, hvorfra de kunne sende direkte. Men ikke alene det, de begyndte at kommentere det, de så. Cronkite, som i mange amerikaneres bevidsthed var en gud, om end en fjern og ophøjet gud, fik sin egen private åbenbaring, da det lykkedes ham at blive sendt til Vietnam. Der oplevede han, at virkeligheden lå et godt stykke fra de oplysninger, de amerikanske myndigheder og hæren fodrede pressen med. Da Cronkite 27. februar 1968 gik på skærmen og talte direkte til befolkningen fra sit eget manuskript, gjorde det uudsletteligt indtryk, da han opgav sin ophøjethed ved at give udtryk for sin personlige mening. Den var, at Amerika var kørt fast i dødvande i Vietnam, og at »der kun er én rationel måde at komme videre på, og det er at indlede forhandlinger, ikke som sejrherrer, men som hæderlige mennesker, der levede op til deres løfte om at forsvare demokratiet og gjorde det så godt, de kunne«. Ikke at Cronkite standsede Vietnamkrigen, men optagelserne fra krigszonen gjorde sandsynligvis. Medvirkende var også afsløringen af massakren i My Lai i marts. En artig lille detalje i den sag kom først frem i Newsweek i 1995. Her kunne man læse, at afsløringen blev benægtet som grundløse beskyldninger og rygter uden hold i af en ny officer i korpset, Colin Powell. Nazismens arv Stof til eftertanke, ligesom mange andre oplysninger og teorier i Mark Kurlanskys bog, som ikke holder sig til udviklingen i Amerika, men også trækker linjer gennem udviklingen i Europa, både øst og vest, og, i mindre grad til Asien, Latinamerika og Afrika. Der var masser af oprør og protester fra ungdommen og masser af voldelig modstand fra statsmagternes side i de år. Tankevækkende, at det er så kort tid siden, at vi havde diktaturer i Spanien, Portugal og i alle østlandene. At man uden at ryste på hånden slog demonstrerende studenter ihjel. At der i det hele taget var oprør på universiteterne. Kurlansky (født i 1948) har en tese om, at efterkrigsgenerationen havde draget en lære af det, der gik forud: »Mennesker født lige efter Anden Verdenskrig voksede op i en verden forvandlet af rædslen, og det fik dem til at betragte verden på en hel ny og anderledes måde«. »Nazisternes folkemord lærte efterkrigsgenerationen den alvorlige lektie, at alle har pligt til at tale uretten midt imod, og at enhver undskyldning for tavshed i historiens nådesløse tilbageblik vil virke lige så patetisk og kriminel som tyskernes ved krigsforbryderdomstolen, der fremførte, at de blot havde adlydt ordre«. Her har vi en rigtig god forklaring på oprøret i slutningen 1960'erne. Og på senere generationers tavshed. Bogen er i øvrigt og desværre ret kluntet oversat.