»Jeg ville hellere sømme min penis fast til en brændende bygning«

Lyt til artiklen

»Nu har jeg det! ... Hvis jeg lader mig synke ned til bunden, kan jeg løbe i land«. Homer i tegneseriekomedien Simpsons, da det går op for ham, at han er ved at drukne. Almindelighedernes landevej Homo Sapiens er født med en karklud i munden. Herude i virkeligheden taler vi tungt og søgende, og når vi undtagelsesvis - nærmest ved et tilfælde - ramler ind i en pointe, stiger vi glædestrålende af hesten og fejrer den så grundigt, at kun vi selv til sidst kan holde af den. Før vi igen sætter os op på sprogets sløve krikke og sjosker videre ud ad almindelighedernes landevej. Mænd = parkeringspladser Anderledes forholder det sig med Homo Fictus. Den skarpeste af alle tunger. Mens vi andre selv må opfinde vores replikker, mens vi taler, har det fiktive menneske folk til den slags. Og taler derfor både kort, klart og øretæveindbydende morsomt. Gid man var født i en film. Heldigvis er det tilladt at låne en sætning eller to i fiktionen. Er man mellemfornøjet med det mandlige køn, kunne man eventuelt overveje at udskifte en enkelt af venindesnakkens nedslidte floskler med en replik som denne fra filmen 'The Astronauts Wife': »Mænd er som parkeringspladser. Alle de gode er optaget, og alle dem, der er frie, er handikappede«. Og står man og mangler en god, billeddannende replik, som samtidig er et stærkt udtryk for benhård prioritering, kunne man overveje følgende linje fra filmen 'The Fan' fra 1996: »Jeg ville hellere sømme min penis fast til en brændende bygning«. Sex og lommefilosofi Ellers - men det kræver samarbejde - er der replikskiftet. Når to skarpe klinger mødes skær mod skær. Hvor inspiration kan hentes i tv-komedien 'Absolutely Fabolous': »Mit liv passerede lige revy for mine øjne«. »Det må have været som en Bergman film. Bare uden vittighederne«. Homo Fictus siger det, vi andre gerne ville have sagt. I situationen. Men som vi først rigtig får på plads, når vi bagefter har gennemspillet scenen et par gange foran spejlet. Men det er ikke den eneste opdagelse, man kan gøre ved nærlæsning af de to bøger, forlaget Aschehoug netop har udgivet, med replikker fra henholdsvis film og sitcoms: Homo Fictus siger også det, vi andre ikke tør sige. Og en lynhurtig lommeanalyse viser, at det, vi gerne ville have sagt, men som vi ikke vover, især handler om tre ting: 1. Sex (i malende detaljer). 2. Andres kiksethed (især det andet køns, i malende detaljer) 3. Lommefilosofi (gerne på en bund af sex, og altid i malende detaljer) Sex med ostehøvl Lad os begynde med det flittigst omtalte emne. Sex. Og lad os begynde i den flade ende. I filmen 'Kingpin', hvor følgende replikskifte falder en anelse under bæltestedet: »Jeg stod lidt tidligt op, så jeg tog mig den frihed at malke jeres ko«. »Vi har ikke nogen ko. Vi har en tyr«. Så er vi i gang. Og kan gå videre med varianter, hvor sex blandes med livsfilosofi. Som i det velmente råd, der deles ud i filmen 'City Of Angles': »Gå aldrig ud med en fyr, der ved mere om din vagina, end du selv gør«. Og afslutte med en replik fra filmen 'Ford Fairlane: Rock'n Roll Detektiv': »At tale med Zuzu var som at masturbere med en ostehøvl. Lettere underholdende, men mest af alt smertefuldt«. Og dermed er forbindelsen (med lidt god vilje) knyttet til det næstmest udbredte emne i dialoger i film og sitcom. Andre menneskers ubegribeligt mange skavanker. I tv-komedien 'Spin City' får Stuart således øje på sin ven Carter i træningscentret, studser over, at vennen bærer pandebånd og kommer ham derfor varmt i møde med et: »Hej Carter, er pandebåndet for at holde det skaldede væk fra øjnene?«. Nu kunne man tro, at de skaldede satte sig ned og græd oven på sådan en led sætning. Men nej. Ikke Homo Fictus. Hør bare, hvordan George tager sin beherskede hårvækst i forsvar i tv-komedien 'Seinfeld': »Tro mig, skaldethed kommer på mode! Når rumvæsenerne kommer, hvem tror I så de vil knytte sig til? Hvem tror I bliver de første, der får en rundvisning i deres rumskib?«. Mandens krop = jeep I det hele taget må mandekroppen lægge lemmer til mange verbale modbydeligheder i film og på tv. Ondt gør det for eksempel at høre denne replik, udtalt af Elaine i 'Seinfeld': »Den kvindelige krop er et kunstværk. Den mandlige krop er en brugsgenstand. Den er beregnet til at transportere en rundt. Den er som en jeep«. Det gør overhovedet ikke indtryk. Slet, slet ikke. Og de mandlige udgaver af Homo Ficus har da også for længst forstået, hvem der i virkeligheden bærer ansvaret for mandens eventuelle skavanker, hvilket følgende replik fra filmen '101 Dalmatinere' dokumenterer: »Fjolser bliver ikke født. Kønne piger laver dem i deres fritid«. Også de mandlige medlemmer af Homo Fictus forstår nu at nedgøre hinanden. Dog sjældent så fuldstændigt som i filmen 'Clifford': »Du ligner lort«. »Well, du ligner Willy Nelson«. Homo Poeticus Når Homo Fictus en gang imellem får blikket slæbt op over bæltestedet, er det gerne for at bryde ud i dybsindige poetiske betragtninger over tilværelsen som sådan. Betagende rækker af ord, hvormed det fiktive menneske i et par åndedrag udtrykker mere om livet, end man normalt kan klemme ind på et helt højskoleophold. »Nye elskende er nervøse og sarte, dog smadrer de alt, for hjertet er et organ af ild«, lyder det således i filmen 'Den engelske patient'. Og i 'En duft af kvinde': »Man tror, man sender denne glimrende soldat hjem til Oregon med halen mellem benene, men jeg siger, at du i virkeligheden henretter hans sjæl«. Fra den poetiske afdeling er der fra filmen 'Forhekset': »Jeg tørrer ikke mine tårer væk. Jeg skammer mig ikke over dem. Jeg bærer dem stolt som små våde saltholdige emblemer af følelsesmæssig sandhed«. Og så er der selvfølgelig de udødelige linjer som den fra Vietnamfilmen 'Dommedag Nu', sammensat af lige dele vellyd og ondskab: »Jeg elsker lugten af napalm om morgenen. Det lugter af ... sejr«. Udsøgt sprogligt håndværk Der er sætninger fulde af selverkendelse. Som da Basil Fawlty i 'Halløj på badehotellet' udbryder: »En tilfreds kunde. Vi burde få ham udstoppet«. Og der er den pludselige indsigt, som da George i tv-komedien 'Seinfeld' konstaterer: »Hvis det ikke var for toilettet, ville der ikke findes bøger«. Der er dem, der bare lyder godt, og som man derfor går ud fra også er kloge, selv om man egentlig ikke forstår dem. »Du er ikke den mand, jeg kendte for 10 år siden«, siges det for eksempel i filmen 'Jagten på den forsvundne skat'. »Det er ikke årene, skat«, lyder svaret. »Det er den tilbagelagte afstand«. Der er replikker, der forløser begreber, som herude i den virkelige verden ville tage hele bogreoler bare at beskrive. Som i filmen 'Djævlens advokat', hvor en figur siger: »Fri vilje. Det er som sommerfuglevinger; én gang berørt, kommer de aldrig i luften igen«. Der er replikker, der lægger arm med de helt store spørgsmål, og kommer ud med småbitte svar. Som her fra filmen 'Roning': »Har du nogensinde dræbt nogen?« »Nej, men jeg sårede engang nogens følelser«. Men kun det finest sproglige håndværk formår - som her fra filmen 'Alt det med piger' - udtømmende at afdække og forløse så vaklende et begreb som retfærdighed på bare 17 ord: »Lad mig lige forstå det her. Jeg må ikke købe dig en drink, men du må gerne stikke din pik i min kone?«. En rask svømmetur Der er replikker, der vækker til eftertanke. Som følgende samtale fra tv-komedien 'Seinfeld': Kramer: »Jeg plejede at have lopper«. Jerry: »Hvad gjorde du ved dem?«. Kramer: »Hvad mener du?«. Og dem, der vækker til mere eftertanke, end sundt er. Eksempelvis i filmen 'Alle siger I love you': »Jeg burde tage til Paris og springe ud fra Eiffeltårnet. Hvis jeg tager Concorden, kan jeg være død for tre timer siden«. Endelig er der afdelingen for udflugter. En disciplin, få mestrer som hotelindehaver Basil Fawlty fra badehotellet, denne gang i et svar til en gæst, der beder ham anbefale en restaurant, hvor han kan få fransk mad: »Ja, Frankrig, tror jeg. De synes at kunne lide det derovre. Svømmeturen ville afgjort skærpe Deres appetit. De må hellere skynde Dem. Tidevandet afgår om otte minutter«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her