Man kan argumentere for, at det gik taberne af Anden Verdenskrig, Tyskland og Japan, bedre end vinderne, først og fremmest England, Rusland og Frankrig, der brugte årtier på at få økonomien i omdrejninger. Det var D-marken, ikke francen eller pundet, der kom til at dominere europæisk økonomi helt frem til den tyske genforening. Overgiv dig! Shimon Tzabar udgav i 1972 'Det hvide flags princip', der med historiske eksempler og en god portion ironi arbejder sig frem til den tese, at der i nederlaget ligger nogle muligheder for at 'sejre', skabe nationalt sammenhold, få moderniseret samfundet og økonomien, som sejrherren ikke har. Man har det bedre som krigsfange end som frontsoldat. Det hvide flag som tegn på overgivelse kan dateres helt tilbage til de ældste kinesiske samfund for næsten 3.500 år siden. Det har tjent menneskeheden godt, hvis man skal tro bogens tema. Vil du i verden frem, så hejs det hvide flag og overgiv dig, kunne man sammenfatte bogens morale til. Anstrengt argumentation Nu her 30 år efter er bogen opdateret og genudgivet. Forfatteren, der i dag er 78 år og deltog i kampene 1948-49, 1956 og 1967, før han forlod Israel og slog sig ned i London, har meget naturligt sine personlige erfaringer som udgangspunkt. I fire krige, 1973 medregnet, har Israel 'sejret' på krigsskuepladsen, men har ikke vundet freden. At sejre i en konflikt kan have endda voldsomme omkostninger. I både Første og Anden Verdenskrig mistede de allierede langt flere soldater end tyskerne. Krigshistorien bekræfter, at angriberen lider størst tab. Men når Tzabar i den nye, opdaterede udgave påstår, at Afghanistan har vundet mere end USA i den konflikt, der startede efter 11. september 2001, så bliver argumentationen lidt anstrengt. Døde ideer Når man omvendt følger udviklingen i Irak og kigger på regnskabet, så har den amerikanske 'sejr' indtil nu været dyrekøbt både i kolde kontanter, politisk kapital og moralske anfægtelser. Hvordan udviklingen for taberen Irak ender, er det for tidligt at sige noget fornuftigt om. Tzabars bog virker efter 30 år på hylden lidt anstrengt i sin ironi. Selv om der er små glimt hist og her, så er den ganske simpelt ikke morsom. Det er også en svær, for ikke at sige umulig opgave at gør grin med krig. Man kan more sig over tykskallede generaler og statsledere med storhedsvanvid, men selve krigen og dens brutalitet er med tv kommet lidt for tæt på, til at den kan spøges med. Alligevel har bogen stadig en værdi, fordi den vender alle begreber omkring krig, fred, alliancer og udenrigspolitik på hovedet. Og som det siges: Vi løber alle rundt med alt for mange døde ideer inde i hovedet. Lidt vinduespuds kan være tiltrængt.