Som forlaget rigtigt fremhæver, har de seks forfattere til 'Danmarks konger og dronninger' bidraget til 'Den store danske encyklopædi', men ikke alle med det, de skriver om her: Under halvdelen af bogens biografier har samme forfatter som i encyklopædien. Hvor forfatterne er de samme, er teksterne det til gengæld stort set også. Naivistisk Christian VII Bogen rummer biografier af 69 konger, 49 dronninger og diverse friller samt slægtstavler, en oversigt over gravkirker og en ordbog, men ingen litteraturhenvisninger. Der er mange billeder, de fleste velkendte, men også fund som Henrik Beenfeldts naivistiske farvetegning fra 1817 af Christian VII, der modtages i Elysium af tolv af sine forgængere. I tekstbokse præsenteres personer, begivenheder og temaer med tilknytning til kongehuset, som f.eks. Struensee, Påskekrisen 1920 og de danske kronregalier. Mangel på kritisk distance Den annoncerede fokusering på de kongelige personers efterliv i litteratur, billedkunst og musik er temmelig ujævn og bedst i den tidlige del (Erik Klipping, Christian II, tekstboksen om Knud den Store og bølgerne). Men hvor er Dorrit Willumsens 'Bruden fra Gent', Palle Laurings 'Elisabeth' eller PH's Dyveke-vise? Om Frederik III hedder det, at han under Københavns belejring »(skal) have sagt den legendariske sætning: 'Jeg vil dø i min rede'«. Sagde han det, eller gjorde han ikke? Eller skyldes sentensen en senere historikers lån fra en antik forfatter? Knud J.V. Jespersens essay om 'Monarkiet i Danmark' er hård kost, men måske er det for meget at forvente kritisk distance fra en kongelig ordenshistoriograf. Det danske monarki er et af verdens ældste, og dets popularitet »savner sidestykke«; hvor andre kongehuse vælter sig i penge og pomp, er det sparsommelige danske »blevet folkeeje uden at blive forfladiget«; det har en »iboende evne til forandring«, uden at traditionerne dog vrages. Og selv om myterne om monarkiet måske er løgn (hvad man kan beklage »som sandhedssøgende historiker«), så er de vigtige som en levende del af den kollektive erindring »der knytter danskerne sammen til et folk og fastholder en fællesskabsfølelse og en fornemmelse af en fælles identitet i en verden i hastig forandring«. - Det kunne have været skrevet i Seem. Royal skilsmisse Men misteltenen blev ikke taget i ed. Der svælges i Frederiks og Marys bryllup som det nyeste eksempel på kongehusets evne til at følge med tiden: Prinser kan nu ægte »borgerlige forretningskvinder fra fjerntliggende steder på kloden«. Bogens første billedopslag viser bryllupsgæsterne foran Fredensborg slot (teksten siger Frederiksborg), og fra interviewet med Ninka citeres Mary for at ville værne om kernefamilien. Efter Frederiks og Marys biografier skulle Joachims og Alexandras have afsluttet bogen. Nu ender den med fire linjer om deres separation. Nemesis kunne man kalde det. Min pointe er en anden. Bogen, der var færdigredigeret i juni, udkom 25. oktober. Separationen blev meddelt den 16. september, og ingen kunne have forventet, at den var nået med. Ved at tilføje de fire linjer spolerede man typografien og myten, men man lod den sandhedssøgende historiker få det sidste ord.