Vrrooooooouuuuuum. Blenderen kværner med 15.000 omdrejninger i minuttet, og tre skarpe knive splatter alt sammen til en grå ubestemmelig masse. Sådan ser samfundsforsker Johannes Andersen dansk politik anno 2004. Iscenesættelse og kynisme Blenderens knive er politikere, medier og vælgere. Og den drives frem af politikerne og deres spindoktorers iscenesættelse og mediernes kynisme. En anden drivkraft er vælgernes ugidelighed, som får dem til at betragte politik som en sæbeopera med fastlåste roller og uendeligt mange afsnit. Samfundsorakel Johannes Andersen har noget med husholdningsmaskiner. I 1997 beskrev han den moderne livsform med 'Hverdagens centrifuge', og nu er det altså hele det danske demokrati, som skal gennem samfundsforskerens strømførende metaforer. Billedsproget gør Johannes Andersen til et flittigt brugt samfundsorakel i danske medier, og tak for det. Denne anmelder har ofte forsvaret den friske forsker på redaktionsgangene, når nordjyden er blevet vejet og fundet for let. For der er alt for mange forskere, som foretrækker at ryste surt med avisen over andres populisme, fordi de ikke selv evner eller tør forsøge at formidle deres forskning ud over de snævre kollegiale kredse. Søbemad Men god formidling kræver, at der er forskning at formidle. Og i Andersens seneste bog er det, som om billedet står i vejen for analysen. Hver af knivene har jo helt forskellige roller i demokratiet og kan vel ikke siges at snurre i samme retning. Desuden rummer billedet så voldsomme generaliseringer, at der ikke kommer andet end søbemad ud af forfatterens muntre køkken. For nu blot at tage en af blenderknivene: politikerne og deres spindoktorer, så er analysen og kendskabet til aktuel dansk politik ikke overbevisende. I kapitlet 'I doktorens spind' bæres ved til myten om, at nutidens politikere er kyniske og kun er optaget af imagepleje. Men skønt der kan findes tendenser i den retning, er der vel mindst to nylige eksempler på, at den siddende regering er gået stik mod folkestemningen. Tag Danmarks deltagelse i Irakkrigen. Hvad man end mener om det - og jeg mener, det er en katastrofe - var det ikke en oplagt publikumssucces i forhold til meningsmålinger. Der var tale om noget så gammeldags som et reelt politisk valg, fordi regeringen mente, vi skulle følge USA. Eller tag kommunalreformen. Heller ikke noget, der giver venner. Hverken blandt almindelige vælgere, som oftest vil reagere negativt på, at deres lokale rådhus skal rives ned. Og slet ikke blandt ansatte i kommuner eller amter. Men regeringen gjorde det altså, skønt den vidste, det ville være upopulært. Skyder med spredehagl Det bliver ikke bedre, når Andersen så går i gang med sin anden 'kniv': vælgerne. Han bruger et laaaangt kapitel på at beskrive sæbeoperaen. Det bliver til fordom på fordom og er ikke præget af kendskab til politik, hvilket måske illustreres af, at Andersen kalder Kristendemokraternes tidligere formand Jann Sjursen for Jan Sivertsen. Om Lykketoft står der: »At nogen har forsøgt at modernisere hans frisure og skæg en smule«. Hvem er nogen? Ak ja, endnu en politiker, der selv med barberhøvlen fremstilles som en marionetdukke. Er det vælgernes ukendskab til politik eller egen uvidenhed, forfatteren vil beskrive? Andersens afsnit om livsformer og beskrivelsen af 'nå-generationens' transformation til mekanisk middelklasse er morsomme og sine steder rammende. Og hans vrede over tidens hjernetomme overforbrug kan jeg også følge et stykke af vejen. Endelig er det også svært ikke at dele hans bekymring over totalitære overvågningstendenser i det moderne samfund, som terrortruslen har sat turbo på. Når man skyder med spredehagl, vil der være løse hagl, som rammer. Men samlet er 'Den politiske blender' ikke engang 'et pletskud fra OBH', som det hedder i reklamerne. Den bør snarere byttes.