Ifølge pressemeddelelsen fra Informations Forlag er Jørgen Steen Nielsens bog 'Fra frihedens slagmarker' »skrevet i rejsedagbogsstil, men bygger på omfattende research«. Rejsedagbog er der i høj grad tale om, det med researchen kan man tvivle på. Den er i alt fald ikke gået så vidt, at Informations tidligere chefredaktør forud for rejsen til Kina, Indien og Kenya fandt stunder til at sætte sig ind i landenes visumregler - en operation, der på Udenrigsministeriets hjemmeside tager mindre end to minutter - hvilket viste sig at være en fejl, da Indien faktisk kræver visum. Skriver som en teenager Episoden omkring Steen Nielsens efterfølgende kamp for at få visum med ekspresfart fylder fire sider i bogen og er symptomatisk for dens svagheder. At skrive sidevis om visaproblemer i Indien er i orden for en teenager på dannelsesrejse, men ikke for en journalist, der drager ud for at se nærmere på verden og dens problemer og forventer at blive taget alvorligt. Her er kravene til både sprog, viden og refleksion større, og helt fra starten sætter Jørgen Steen Nielsen barren et godt stykke for lavt. Væmmeligheder i vente Sigende for niveauet er den allerførste passage, hvor han i flyet på vej til Kina kigger ned på Gobiørkenen og tænker, hvordan det mon er at bo der. En naturlig tanke og én, de fleste formentlig har fået - om ikke over Gobi så et andet sted - om hvordan og hvor helt anderledes livet kunne have formet sig, hvis man var født et andet sted. Men igen er sådanne hvermandstanker og refleksioner altså ikke nok til at skrive en bog. Herfra går det i et helt forudsigeligt spor videre derudad med politisk korrekthed. Fra Gobiørkenens mysterier tænker Steen Nielsen videre på det lillebitte Mosoufolk, hvis 15.000 medlemmer åbenbart lever ved Lugusøen i det vestlige Kina. Et sted Steen Nielsen »aldrig kommer hen«, og som man derfor umiddelbart kan undre sig over, hvorfor vi skal høre om. Forklaringen følger dog allerede på næste side. Jørgen Steen Nielsen har læst på internettet, at prostitutionen er ved at snige sig ind hos mosouerne. »Den frie, forførende kærlighed er ved at blive bragt på vareform, et nyt objekt for markedets allestedsnærværende og altopslugende kraft«, lyder det med dyster stemme, til overraskelse for alle os, der troede, at just det erhverv hørte til verdens allerældste. Men nej, også her er globaliseringen skurken, der har taget mødommen på ikke bare mosouerne, men hele kloden, og væmmelige ting er i vente. Fastgroede holdninger Bevares, hist og her sniger der sig enkelte positive ord ind om udviklingen, men det overordnede billede er klart: Globaliseringen er ond og kun til fordel for de multinationale selskaber. Miljøet, vestlige arbejdere, ansatte i indiske callcentre og kenyanske kaffebønder bliver kvast i profittens hellige navn, gerne med bistand fra de væmmelige folk i IMF. Den tolkning kan man være enig i eller ej, ny er den ikke, og hvis man som Jørgen Steen Nielsen ikke har tænkt sig at revurdere nogle af sine holdninger på rejsen, kan man undre sig over, hvorfor man overhovedet tager af sted.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























