Tjetjenien er en underlig, glemt og tyst historie i de danske og øvrige europæiske medier. Kun når en tragedie som gidseldramaet i Beslan pludselig eksploderer, finder medierne det værd i en kort periode at beskæftige sig med denne blodige krig. Den væbnede konflikt mellem Rusland og Tjetjenien er Europas blodigste og har kostet mindst 100.000 menneskeliv de sidste ti år. Krigen islamiserer Vibeke Sperling er en af de danske journalister, der vedholdende har skrevet om tjetjenernes såvel som russernes lidelser. Hendes bog 'Åh Tjetjenien' beskriver og sammenfatter konfliktens opståen og forløb fra de første russiske erobringstogter i 1722 under Peter den Store og helt frem til det seneste svindelvalg til præsidentposten i Tjetjenien i august i år. Hun fortæller, hvordan det er krigen, der har islamiseret oprørerne og ikke Islam, der har antændt dem. Fair og sober analyse Nu skriver jeg oprørere? Er de det, tjetjenerne? Eller er de separatister, terrorister eller islamiske fundamentalister? Eller frihedskæmpere, der udkæmper en legitim kamp for selvbestemmelse? For Ruslands magtfulde præsident Putin er der ingen tvivl: Alle tjetjenere på nær repræsentanter for de klaner, som Rusland har indsat i den sønderbombede by Grosnij, er banditter og terrorister i ledtog og tæt forbundet med de internationale terrorister i al-Qaeda. Som bogen så glimrende anskueliggør, er den tjetjensk-russiske konflikt og historie så kompliceret og sammenvævet, at Tjetjenien i virkeligheden er det alt sammen. Det er lykkedes Vibeke Sperling i sin nye bog på 200 små sider at beskrive og analysere den glemte krig på en så fair og sober måde, at hun straks burde have visum til Rusland, så hun kunne overrække den til Putin. Terrorbekæmpelse som påskud For de sidste 10 års krig har gjort Tjetjenien til et helvede på jord. Den arme civilbefolkning er plaget af russiske militærfolk, mange af dem kontraktansatte med ret til at voldtage og plyndre. Men også af blodtørstige tjetjenske klaner og kriminelle, der terroriserer uskyldige. Oveni kommer en trøstesløs fattigdom, sønderbombede byer og enhver mangel på skolegang eller arbejde. Der er vokset en generation op i Tjetjenien, der intet andet håb har end det, den rabiate islam eller en Kalasjnikov kan give. Sperlings sympati ligger hos det lille tjetjenske folk, men hun er ikke blind for tjetjenernes brutalitet og fejl. Hun argumenterer overbevisende for, at Vladimir Putins hårde linje fra 1999 er en enorm fiasko. Ikke alene har den forværret situationen i Tjetjenien, den truer også de demokratiske landvindinger i hele Rusland. Med undskyldningen - terrorbekæmpelse - har Putin centraliseret magten, sat sig tungt på de nationale tv-kanaler, strammet grebet om menneskerettighedsorganisationerne og skræmt de fleste russiske journalister ud i selvcensur. Under Putin er terrorangrebene vokset i antal og styrke, og det hidtil ukendte begreb selvmordsbombere er blevet en del af den russiske virkelighed. Hans Tjetjenien-politik øger korruptionen og hæmmer udviklingen af et civilt samfund. Rundbordssamtaler Situationen virker håbløs, fordi hadet er så stort. Den eneste politiske vej er, at begge parter bøjer sig mod hinanden. At Putin og hans regering inddrager andre tjetjenere end deres egne tjetjenske klaner - som f.eks. en Sakajev - i politiske forhandlinger. Og at de tjetjenske repræsentanter opgiver i første omgang kravet om selvstændighed. Sperling ser rundbordssamtaler som i Østeuropa i 1989 som en begyndelse gerne med international hjælp og mægling, men slutter alligevel sigende således: »Åh Tjetjenien og Åh Rusland«. Det er en meget deprimerende, men væsentlig bog, der har en fin lille litteraturliste og henvisninger til internettet.