Det er ikke en bønnebog, men en bog om det at bede, som Jan Lindhardt, biskop over Roskilde Stift, har udgivet i handy og delikat format under titlen 'Fra bønnens verden'. Titlen har han fra et opbyggelsesskrift af biskoppen og politikeren D.G. Monrad (1811-1887), der nåede ud til et stort publikum i slutningen af det nittende århundrede. Den udkom i 1876 og således på et tidspunkt, hvor både kristendommen og religionen som sådan var udsat for kritik af Georg Brandes og andre af det moderne gennembruds mænd. Ny succes for kirken Omvendt udkommer Lindhardts bog i en tid, hvor kirkens og kristendommens konjunkturer efter alt at dømme er for opadgående. I sådan en situation er det betimeligt med en indføring for nytilkommende og andre interesserede i, hvad bøn går ud på, lige fra den sagte individuelle bøn til den højlydte kollekt i menigheden. Sprængfarligt spørgsmål Hvordan og hvorfor henvender man sig til Gud? Det giver bogen svar på. Stilmæssigt minder den lidt om en moderne selvhjælpsbog, men det er vel også, hvad bøn i bedste fald drejer sig om. Spørgsmålet om, hvordan man beder, har været sprængfarligt i kristendommens historie. »Bønnens Inderlighed og uudsigelige Sukke ere ikke commensurable for det Muskuløse«, fastslog for eksempel Søren Kierkegaard med tanke på Grundtvigs liturgiske showmanship ud i kunsten at bede. Syndsbevidstheden på tilbagetog Det er Lindhardt ikke enig i: »Vi er ikke kun sjæle, men også legemer, og det er hele mennesket, der skal bede«. Hans grundlæggende synspunkt er, at kristendommen også kan blive så privat og inderlig, at den helt forsvinder ind i hjertets lønkammer. Men han sparer på formaningerne og giver i stedet gode råd om, hvordan man kan gribe bønnen an. For eksempel foreslår han, at man bare kan lade, som om man taler i mobiltelefon, hvis man er forlegen ved tanken om at bede i det offentlige rum. Således kan teknikken komme teologien til hjælp. Igennem hele bogen nyder man godt af Lindhardts baggrund som retorikforsker, der udmønter sig i mange præcise iagttagelser af bønnens sproglige dimensioner. Set udefra er det interessante ved bønnen ikke mindst, at det er en handling, der konkretiserer folks forestillinger om Gud og udtrykker deres forhold til denne magt. Der er gode overvejelser undervejs af tendensen i moderne bønner til at lægge mere vægt på situationen, som den bedende befinder sig i, end på, hvem den bedende er. Ud fra den betragtning kunne det se ud, som om syndsbevidstheden blandt bedende er på tilbagetog. Hvad mere kan man bede om? Måske en orientering om forbøn, det at man beder om noget for andre. Det er et ædelt og formentlig ganske udbredt behov, som godt kunne gøres til genstand for et par betragtninger. Ellers er man godt hjulpet med Lindhardts indføring i bønnens verden.