Jeg tror ikke, at der er nogen, der kommer helt ind på ham (...) Jeg er ikke tæt på ham, jeg kender ham bare. Sådan lyder den måske mest centrale sætning i Anne Sofie Kraghs biografi om Anders Fogh Rasmussen. Blufærdigheden begrænser Den kommer fra hans bror, Peter. Og viser, at Anders Fogh er en ualmindelig blufærdig person, som aldrig blotter sine følelser og inderste tanker. I dén sætning har vi samtidig biografiens begrænsning. For hvordan kommer man ind under huden på en person, der stritter imod, når nogen forsøger at trænge ind? Arv og miljø Det gør man ikke. Heller ikke selv om man interviewer 180 personer og sidder alene med hovedpersonen i tre gange tre timer, som Anne Sofie Kragh har gjort som forarbejde til bogen her. Men man kan gøre noget andet: Beskrive de vilkår, hovedpersonen er vokset op under og bruge disse til at forstå, hvorfor han handler, som han gør. Og det har Anne Sofie Kragh gjort overbevisende. Biografien er bygget op kronologisk med indlagte interview med familie og kolleger. Og den mest interessante del handler om Anders Foghs barn- og ungdom. Et slidsomt liv Stakkels dreng, tænker man, når man sidder med ved tavshedens spisebord på gården i Hvidding, hvor man bliver sat på »den slemme plads«, hvis man snakker om noget, man ikke har forstand på. Det sker nu sjældent, for Rasmussens sønner er opdraget i »ydmyghed«. Anders knokler på gården, og der bliver sjældent tid til leg og kammerater. Og når han har fri, foretrækker han at være sammen med en bog. På Viborg Katedralskole deler han ikke de privilegerede medgymnasiasters livsindstilling. Disse rullekravesweatre med hang til populærmusik har respekt for Anders Foghs flid og faglige kunnen, men opfatter ham også som en stivstikker. Derfor drikker de ham fuld på en studierejse. Dét bliver ingen adgangsbillet til fællesskabet. Anders lover sig selv, at han aldrig skal tabe kontrol mere og søger endnu mere ind i den skemalagte tilværelse. Med politik, studier, politik, studier. Og sådan fortsætter livet - og bogen. Vi bliver vidner til et slidsomt liv i pligtens tegn. Ingen udskejelser. Masser af møder i partiforeninger. Familie i weekenden. Lege med børnene søndag eftermiddag. Op ad rangstigen. Og så pludselig en dag: »Nu er det sikkert«, siger han til sin far i mobilen fra færgen Sjælland en novemberaften i 2001. »Jamen, tillykke da«, lyder svaret. To mænd har udvekslet de nødvendige ord. Ringen er sluttet. Rædselsregime Fogh er ikke bærer af et klart projekt i højre-venstre-forstand, men slingrer fra Røde-Anders i VU til minimalstatsbogen og til at være eksponent for en 'omvendt Blair'. Og dog er der noget, der binder det hele sammen. Uden at forsimple får Anne Sofie Kragh trukket linjer fra spisebordet i Hvidding til opgøret med 68'ernes »konsekvensløshed«. Fra gruppearbejdet i skolen, der fyldte »Fogh med væmmelse« til opgøret med rundkredspædagogikken. Fra faderens mistillid til eliten til opgøret med smagsdommerne. Og fra barndomshjemmets pligt- og kontroletik til Foghs autoritære ledelsesstil, der i Skatteministeriet udmøntede sig i det, som medarbejderne kalder for et »rædselsregime«. Perfekt timing Det er tydeligt, at Foghs projekt handler om værdier. Netop derfor kan det undre, at Anne Sofie Kragh gør kultur- og værdikampen til en lille parentes, som hun næsten visker ud, samtidig med at hun helt underbetoner udlændingetemaet og Foghs appel til Dansk Folkeparti. For nylig kaldte Søren Krarup (DF) Fogh en 'helt' her i avisen og gav denne forklaring: »Fordi han er grundfæstet i dansk folkelighed. Foghs far, som blev konfirmeret af min far, er tydeligvis rodfæstet i kristendom og danskhed. Uffe Ellemanns far havde været radikal redaktør. Det viser, at Fogh har en helt anden holdning til det, der sker i disse år«. Jo, Fogh og hans Hvidding-værdier er en vigtig forklaring på alliancen med Dansk Folkeparti, men det kommer ikke frem i denne bog. Det er der så til gengæld så meget andet, der gør. Først og fremmest formår bogen at give et nuanceret billede af personen Anders Fogh Rasmussen - på godt og ondt. Så tæt, som man nu kan komme. Og for Fogh, der ønsker at vise, at han også har et menneskeligt ansigt, er timingen jo perfekt.