Hvad er rock'n'roll (r&r) egentlig, sådan basisk set? Er det eksempelvis noget teknologisk halløj, der foregår inde i en computer? Eller er det stadig noget med tre-fire gutter, bevæbnet med trommer (dm), elektrisk forstærket bas (el-b) og guitar (el-g)? Nej, selvfølgelig er det ikke det, rock'n'roll er da en stor sort/hvid kampsten af en bog. Dobbeltjubilæum 1.656 sider, godt 2.500 opslag, 10.000 opremsede album med plademærke og katalognumre og 30.000 navne, skrevet, redigeret og samlet af DR's erfarne radioankermand Jan Sneum og hans hold af arkivarer, hvis bidrag for fuldstændighedens skyld er markeret med initialer. Bogen fejrer dobbeltjubilæum med 50-året for rockens officielle fødsel og 30-året for udgivelsen af det første danske rockleksikon fra samme forlag. Råt for usødet Bogen er mere massiv end telefonbogen for Mexico City og imponerer med sit konsekvente fravalg af illustrationer og andre former for lir. Her får vi fakta, råt for usødet, i en helt anden stil end den mere beskrivende og kommenterende, en anden redaktion har valgt til Dansk Rock Leksikon fra Politikens Forlag. I en tid, hvor internettet og computerne er blevet hele verdens opslagsværk, kan man selvfølgelig diskutere, om der overhovedet er nogen ide i at udgive en sådan moppedreng med informationer, man kan finde andre steder. Suverænt værktøj Men til trods for den relativt lave pris, er der en frygtindgydende tyngde, præcision og soliditet i dette kolossale opslagsværk, der gør det til et fremragende supplement til databaserne i cyberspace. I kraft af sin knappe og meget lidt prangende stil er værket et suverænt værktøj for den, der har brug for ofte at finde facts frem om denne eller hin repræsentant for rock, hiphop eller hvad som helst i undergrupperingerne. Uden sludder og alt for mange adjektiver. Muligvis kan man finde fejl eller bevidste udeladelser her, men det forekommer meningsløst. De er her - tilsyneladende - alle sammen, bare et opslag væk. Det er næsten hurtigere end at højreklikke med musen.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























