Selvfølgelig har familien Aller magt til at hindre, at den optræder i fødekæden af 'kendte' i dens egne ugeblade, skønt familien kan fremvise alle nødvendige karakteristika i form af opulent og til tider også eksotisk livsførelse. Men når det ikke sker, kan det også skyldes, at familien ikke har mange overskriftsegnede og oplagsfremmende guldkorn at bidrage med. Det er i hvert fald det indtryk, den mangeårige Se og Hør-journalist John Lindskogs bog efterlader. Minimum to patter Så lad os bare afsløre hemmeligheden bag Aller-familiens fortsatte kontrol over ugebladsimperiet: Det er trods enkelte stridigheder lykkedes at holde sammen ved at strø millioner i udbytte og honorarer ud til hvert eneste familiemedlem hvert år, ligesom koncernens ekspansion i Skandinavien har gjort det muligt at give de fleste titel af overdirektør eller bestyrelsesformand i et af datterselskaberne - tilsyneladende uden forventning om, at de blander sig eller bidrager med noget, snarere tværtimod. Pres på leveren Når de så alligevel gør det, går det som oftest galt, f eks i de strategiske spørgsmål om, hvorvidt det norske publikum er klar til at se på nøgne damer efter Se og Hør-konceptet om 'mindst to patter i hvert nummer'. Ret skal dog være ret: Grundlæggerne af koncernen, Laura og Carl Aller var banebrydende. Han opfandt en ny metode til billedgengivelse, og hun opdagede det brede publikums behov for virkelighedsflugt, et koncept der stadig gennemsyrer koncernens udgivelser. Og Claës B. Aller fra 3. generation opfandt en forbedret offset-trykteknik. Men hvad er så hemmeligheden bag Aller-ugebladenes ubestridelige økonomiske succes? Ja, skal man finde fællesnævneren i bogens mylder af anekdoter og gossip, er det kurfyrstelige aflønninger af chefer og medarbejdere, fri repræsentation, rigeligt med whisky i arbejdstiden og ditto champagne efter fyraften, når ugens scoop skal markeres. I en barsk verden kræver det en stærk lever at producere det stof, som drømme er gjort af.