Det var på et besøg på Gasværksvejens skole så tidligt som i 1989, at Danmarks nuværende integrationsminister Bertel Haarder så en opgave for sig: Det var for mange indvandrere i klasserne, på skolen og i det danske samfund, og eneste måde at stoppe det på var at smække bommen ned ved Danmarks grænse, så flest muligt holdes ude. Blød kynisme I bogen 'Haarder' beskrives det, hvordan det - af alle - var SF'eren Tom Ahlbergs ord om problemet ved samme skolebesøg, som slog hovedet på sømmet for Bertel Haarder. Tankerne rumsterede videre i Haarders hjerne og kom otte år senere til udtryk i bogen 'Den bløde kynisme': »Vi har været så tossegode at lukke dem (indvandrerne, red.) ind i landet og pakke dem ind i vat, og nu hænger vi på dem«. »Sådan er den almindelige folkelige opfattelse af situationen, og det er ikke helt forkert«. Ulidelig bagklogskab Med disse ord var han kun et skridt væk fra integrationsministeriet i Anders Fogh Rasmussens regering, og her blev han mod alle odds en succes, fordi han tør, hvor radikale og andre bløde kynikere tier. Det er netop sådan, Haarder holder af at se sig selv, og det er sådan, han bliver beskrevet i bogen. Manden, der med sit skarpe klarsyn ser fremtidens problemer og gør noget ved dem. Manden, der før alle andre forudså, at Fogh ville blive statsminister en dag - men af hensyn til Fogh valgte ikke at sige det til nogen. Men er det virkeligt så simpelt? Hvis Haarder i den grad var optaget af integrationsproblemerne som en livsgerning, ville han vel ikke være blevet så skuffet over, at Mariann Fischer Boel blev udpeget som kommissær. Det hænger ikke sammen, og det er netop dette element af efterrationalisering og bagklogskab, som gør mange politikerbiografier til næsten ulidelig læsning. Især når politikerne får lov til selv at føre ordet. Og det gør Bertel Haarder i den grad i denne biografi. Opofrende familiemenneske Vi følger drengen Bertel, fra han på tynde barnsben dømmes ude og svagelig af en læge. Drengen beslutter, at det skal være løgn. Han bliver af ren viljekraft stærk, frygtløs og går videre gennem livet. Nogen gange ligefrem på hænder. »Ingen har gået så meget på hænder som jeg«, som han en gang har sagt. Det er netop den slags stof, familiemyter er gjort af. Vi får en beskrivelse af faren, højskolemanden Hans Haarder, fra hvem Bertel både arver sit udseende og det koleriske temperament. Og vi følger Bertels videre vej gennem ungdomsoprøret og i politik, hvor han altid er den, som tør sige fra og tale Roma midt imod. Men som også er en udpræget holdspiller, der belevent træder til side for gøre plads til partikammerater, hvis det tjener partiet bedst. Som opofrende familiemenneske, der finder tid og kærlighed til sine fire børn, hvoraf en bliver handikappet som følge af en fejlslagen kræftbehandling. Overspillet og utroværdigt Bedste kapitel er beskrivelsen af Haarder i Undervisningsministeriet. Her er det for en gangs skyld embedsmænd - især hans ministersekretær Hanna Dam - og ikke Haarder selv, som fører ordet, og det bliver fremstillingen mere nuanceret af. Samtidig er Haarder skråsikre 'Hvad sagde jeg'-attitude mindre malplaceret her, for han fik faktisk ret i meget af reformarbejdet i Undervisningsministeriet. Hele forløbet passer som hånd i jernhandske til billedet af den mand, der i dag som integrationsminister er blev kåret som en succes: Han tør, han siger fra, og han forfølger med temperament og vedholdenhed sine kritikere. Men det er også her, det går galt for biografien. For de to journalisters velskrevne tyggemad ender med at sidde fast i halsen på læseren. 'Vinklingen', som det hedder i fagsproget, skærer det fra, som ikke passer i billedet. Det fungerer fint i en portrætartikel i BT, hvor Mikael Børsting og Andreas Karker er ansat, men det bliver anstrengt - og visse steder direkte utroværdigt - over 240 sider. Det bliver utroværdigt, når Bertel får lov til at overspille sine spontane sider og fremstille nidkærheden over for kritiske journalister som båret af engagement. Det er jo også simpelthen et forsøg på at øve pression over for journalister og give offentligheden ministerens version af sagen. Sandhed med modifikationer Sagen er jo, at Bertel Haarder er en landets mest drevne debattører og sin egen spindoktor. En politiker, der skifter brillerne ud med kontaktlinser for at undgå de stikkende øjne, som fotolinserne indfanger, er jo netop yderst mediebevist. Denne anmelder har selv som debatredaktør trykt flere indlæg af Haarder end af nogen anden politiker, simpelthen fordi han er lynende professionel og reagerer kort, klart og hurtigt - og for det meste skriver sine tekster selv. Det berøres også kort i bogen, hvordan han bruger sine indvandrerkontakter i sin demagogi - her har flere oplevet, at ministeren har taget dem til indtægt for 24-års reglen. Måske er bogens mest utroværdige fremstilling netop forløbet forud for 24-års reglen. Det fremstilles, som om Haarders embedsmænd snupper ideer fra Karen Jespersens (S) oplæg til stramninger i udlændingeloven uden 'det umiskendelige Bertel-præg'. Altså skulle Haarder næsten modvilligt gå med til en 23-års regel, mens de konservative ønskede en 25-års regel. Også mødtes de lige på midten. En sandhed med meget betydelige modifikationer. Festsangskriveren Bertel Haarder er på godt og ondt en af landets største politiske personligheder. Det er synd, at biografien om ham - trods de mange kilder forfatterne har talt med - mest kommer til at virke som slageren 'I Did It My Way' i bogform.