Hvor ofte kan man sige om en bog, at den gør en lykkelig? For sjældent, ikke sandt? I den forstand er svenske Britt Marie Trensmars antologi 'Mangrant Play the Man' en raritet. Jeg sidder ved Gud i himlen og smiler, mens jeg endnu en gang vender sider og stirrer vantro på billederne. Deres henvendelse er målrettet, for de taler til det duskede sted mellem mine lår. Og ja!, jeg inviterer indenfor. Kvindens blik Trensmar er fotograf og har gennem flere år gjort sig i visuel udforskning af kvindelighed og mandlighed. Mangrant er noget så sjældent som en fotorejse i seksualiseret mandlighed, arrangeret for kvinders skyld. Som udløber af sin både udskældte og tiljublede udstilling af samme navn supplerer hun nu fotografierne med en perlerække af de overvejelser, det skaber, når kvinder tager blikket og for en gang skyld ændrer formlen på kulturens traditionelle blikkonventioner. Hvem har ret til at kigge? Og hvem er det, der sædvanligvis betragtes? Ja, hvem bestemmer i det hele taget, hvad vi skal se? Svaret repeteres som bekendt i massekulturen med en deprimerende inerti. Et forhold som bogens tekster hudfletter fra alle tænkelige vinkler. Vending 180 grader Trensmars idé om at tage billeder af nøgne, seksualiserede mænd har flere år på bagen. Den røde tråd i projektet blev imidlertid leveret af den tyske kultfotograf Helmut Newton, hvis mandlige, voyeuristiske blik slog Trensmar som endog meget magtfuldt. Manden, der på afstand granskende betragter kvinden. Måler og vurderer hende og gennem billedkompositionen bestemmer, hvordan vi skal kigge - på hende. På den anden side den kvindelige model. Totalt udleveret til mandens blik, og til almen beskuelse. Vi gør ham alle selskab, uanset om vi vil eller ej, pointerer Trensmar, for Newtons billedperspektiv skyller ind over os dagligt. Trensmar vender perspektivet 180 grader og har bedt den mandlige 'fotograf' om at smide tøjet. Halleluja! Fascinerende nydelse Superskønne, svenske mænd i mangfoldige positurvariationer. På heste, i sengen, ved havet og på engen. Nærbilleder af brystvorter, dunede baller, og ikke mindst penis dekoreret med blomster blander sig med blå, blå øjne, der besvarer mit blik og tydeligvis vil mig noget, der ikke rimer på hverken underkastelse eller herredømme. Vi inviteres op mellem benene på en fyr med cowboyhat og støvler, han dækker anus med hånden, men puffer derved ballerne op i bløde, sensuelle buer. En anden herre er dekorativt arrangeret i dynevår med bollehår og lokketoner. En tredje byder bagdelen til i boudoirets rødpolstrede sofa. Og atter andre lader sig imaginært befamle af skyggen fra fotografens hænder. Min personlige favorit strækker sig i solen, mens han i en næsten doven bevægelse kører hænderne gennem håret, og misser nydende mod lyset. Det er hans nydelse, jeg fascineres af. Denne lykkelige, liderlige overgivelse, der så sjældent gestaltes af mænd i massekulturen omkring os. Blikkonventioner Trensmars greb er flerstrenget. Dels parafraserer hun scenarier fra traditionel erotika og pornografi, nu blot orkesteret omkring et andet køn og ofte tilsat en nænsom, parodisk twist. Og dels forsøger hun at skabe nye, potentielle udtryk for kvinders begær, stille nye lystfyldte scenarier til rådighed for det heteroseksuelle, kvindelige blik. Denne leg med blikpositionernes traditionelle kønskoder er intet mindre end forjættende, fordi hun udfordrer vores heteroseksuelle uvanthed med objektgjorte, seksualiserede mænd. Det stiller ikke bare de mandlige modeller til skue, men også seksualitetskulturens blikkonventioner, ja hele massekulturens manglende anerkendelse af kvinder som seksuelle væsner, åbenbarer sig for publikum. Måske er det derfor, jeg føler mig talt til i øjenhøjde. Kan ske, at salig Newton har været ophav til Trensmars projekt, men de umælende og hårløse kvindelemmer, der almindeligvis befolker hans plastikverden, er her vakt til live. Der er tale om virkelige mænd, yderst velholdte ganske vist - men genkendelige. Demokratisering af blikket I Trensmars visuelle univers tilsættes scenarierne en humor og omsorg, der ville få gamle Newton til at vende sig i graven og vrisse 'trivia'. Sine steder tangerer Trensmars billedkavalkade da også solnedgangsæstetik med 1970'er ekko, men det er bevidst. For hendes citater fra den legaliserede pornografis første, spæde softporn knald i strandkanten er en reminder om, at meget kunne have set anderledes ud i vores fælles erotikaalbum, hvis køn og magt havde været etablerede analysekategorier allerede i slutningen af 1960'erne. Trensmars bog er derfor nok en gave til kvinder, der elsker og begærer mænd. Men med sin fordring på demokratisering af blikket er den i lige så høj grad en gave til mænd. Nye perspektiver, alternative positioner - for enden af Trensmars bog står intet mindre end et tilbud om andre kønsrelationer. Enjoy the ride!