Sven Ove Gades biografi af Frode Jakobsen kan anbefales på det bedste. I modsætning til, hvad der ellers er skrevet om Frihedsrådets centrale figur, tager Gade udgangspunkt i de eksistentielle og moralske spørgsmål, der hele livet var drivkraften bag Frode Jakobsens offentlige karriere. Den kierkegaardske fordring For Frode Jakobsen drejede politik sig om moral, men som Gade fremhæver, var netop dette udgangspunkt måske årsagen til, at hans politiske karriere efter befrielsen blev en skuffelse. Til trods for, at han var socialdemokratisk medlem af Folketinget i næsten 30 år, fik han aldrig nogen central placering i folketingsgruppen. Den kierkegaardske fordring til den enkelte gik ikke godt i spænd med socialdemokratisk partidisciplin. Marginaliseret Fra sin fattige barndom på Mors havde han grundtvigianismen med som åndelig bagage, men erkendte dog med Nietzsche, at Gud var død. Han brød med kirken, men kristendommen blev siddende i ham som en moralsk kraft. Han var en stjernestudent og kunne formentlig have gjort akademisk karriere; nu blev det kun til en bog om Nietzsche. Besættelsen ændrede alt; den moralske fordring eller forpligtelse var sammen med en næsten overmenneskelig flid og evnen til at skabe netværk forklaringen på, at den hidtil ukendte cand.mag. blev frihedskampens måske mest centrale skikkelse. Men det var også den moralske fordring, der efter krigen gjorde det vanskeligt for ham at begå sig i et politisk miljø, hvor med Paul la Cours ord »uoprigtigheden var sat i system«. Hans moralske krav blev i fredstid anset for utidig moraliseren. Den socialdemokratiske top kunne i sommeren 1945 bruge ham til at legitimere sig i forhold til modstandsbevægelsen, men siden blev han marginaliseret. Kompromis I større perspektiv er der ingen tvivl om, at Frode Jakobsen gjorde sin vigtigste indsats i foråret 1945. Til trods for at han var i mindretal, fik han forhindret kommunisterne i Frihedsrådet i at få vedtaget et politisk program, der kunne have været begyndelsen til en folkefront. Uden ham kunne udviklingen være kommet i skred, ikke mindst fordi også borgerlige modstandsfolk lå under for illusionen om, at modstandsbevægelsen kunne blive et politisk alternativ til de etablerede partier. I samme lys skal man se hans rolle i forhandlingerne om befrielsesregeringen. For mange modstandsfolk var det uforståeligt, at Vilhelm Buhl, der i 1942 havde fordømt sabotagen, blev statsminister. Men ikke mindst takket være Frode Jakobsen blev regeringsdannelsen et kompromis mellem modstandsbevægelsens demokratiske fløj og de politiske partier. Og i kulissen spøgte englænderne, der uden tvivl havde større tillid til Buhl end til Christmas Møller, hvor det drejede sig om evnen til at håndtere kommunister i en krisesituation. Tvivl om troværdighed Frode Jakobsens position efter krigen var paradoksal. Han var marginaliseret i sit parti, men centralt placeret i den offentlige debat. Selv om han var overbevist NATO-tilhænger, var han aldrig ukritisk. Hvis Vestens frihedsidealer skulle tages alvorligt både af den hjemlige opinion og i den tredje verden, var det nødvendigt, at de store NATO-stater selv levede op til idealerne. Han blev derfor en stærk kritiker af USA's krigsførelse i Vietnam. Hans synspunkter på Vietnamkrigen bragte ham i konflikt med den socialdemokratiske top, men skabte ham tilhængere blandt de unge, af ungdomsoprøret prægede socialdemokrater, for hvem han med sit moralske imperativ blev en slags faderfigur. Hans insisteren på det moralske ansvar var utvivlsomt årsag til, at Socialdemokratiet skiftede signaler i Vietnam-spørgsmålet. Uforståeligt for mange var det derimod, at han i foråret 1971 pludselig markerede sig som modstander af EF efter i to årtier at have været talsmand for det mest vidtgående europæiske samarbejde. Gade har ikke nogen forklaring, ud over en mulig påvirkning fra yngre socialdemokrater, der kombinerede modstand mod Vietnamkrigen med modstand mod EF. I hvert fald blev skiftet brugt til at så tvivl om Frode Jakobsens troværdighed. En bog med en idé Det er ikke ekstrabladsjournalistik, den tidligere chefredaktør præsenterer sine læsere for, men en eftertænksom og reflekterende bog, der med udgangspunkt i Frode Jakobsens liv og karriere fokuserer på forholdet mellem politik og etik. Den er velskrevet med gode pointer og en ofte rammende kritik af de trivialiteter, som både venstre- og højrefløj har trakteret os med i de sidste 60 år. Det er i manglen på politisk moral, at Gade ser en trussel mod det demokrati, som Frode Jakobsen kæmpede så stærkt for. Det er en bog med en idé, og netop derved hæver den sig over de senere års hastigt skrevne og ligegyldige politikerbiografier, hvor der fokuseres på taktik og intriger i stedet for idealer. Et irritationspunkt er det derimod, at historikeren Hans Kirchhoffs navn konsekvent staves forkert. Den slags får en god bog til at virke mindre seriøs.