Det er da horribelt, hvad kvinder må gennemgå alene på grund af deres køn! Og det er da oprørende, hvor dårligt mændene har forvaltet deres lederskab«, skriver Hanne-Vibeke Holst i forordet til 'Da jeg blev vred', femten portrætter af kvinder fra Vietnam, Nicaragua, Uganda, Rusland og Egypten. 'Enestående individer' Hun har skrevet bogen på baggrund af, at hun for fire år siden blev udnævnt til 'Goodwill Ambassador' for FN's befolkningsfond UNFPA, der arbejder for retten til sundhed, uddannelse og ligestilling, og hvad gør man med den titel, når man ikke ene kvinde kan redde alverdens medsøstre? Man tager ud og besøger nogle af dem, der prøver at ændre tingenes tilstand, »disse enestående individer, der i mangel af bedre kan kaldes rollemodeller«, skriver om dem og håber på, at det kan være med til at skærpe bevidstheden og solidariteten hos hjemlige politikere og især deres vælgere. Bestillingsarbejde For kønnenes ligestilling og kvindernes frigørelse er simpelthen en forudsætning for at løse klodens problemer, skriver Hanne-Vibeke Holst, der lige ud mener, at tiden er inde til, at »mændene, ikke mindst elitens magthavere, tager ansvaret på sig ved at erklære patriarkatets fallit«. Sådan. Og det er da så rigtigt alt sammen, historierne er oprørende - og opmuntrende, for det er stærke koner, vi har med at gøre - fotografierne (af Ditte Bjerregaard) er flotte (selv om det er lige rigeligt nok med hele ni billeder af forfatteren), og bogen er pæn og ordentlig. Men bestillingsarbejde er det, lange - meget lange - avisartikler i bogform, og man kører træt undervejs. Hun skriver nemt og fermt, Hanne-Vibeke Holst, men tyngden mangler, alvoren og den vrede, hun postulerer i bogens titel. Mangel på hjerteblod Men hun har bestemt gjort sit hjemmearbejde, med faktabokse om hvert land og bonusinfo i margenen, og hun har besøgt landene mindst to gange - på VIP-vilkår, erkender hun meget sympatisk, ikke noget med at bo i usle, malariahærgede landsbyer i månedsvis, opsøge fjerne militser eller infiltrere mafiaen. »Jeg har stort set kun gjort det, jeg kom for: At møde interessante personer«. Måske skulle hun have koncentreret sig om færre kvinder og være blevet lidt længere tid sammen med dem. I hvert fald er der med en enkelt undtagelse ikke meget hjerteblod i de 15 portrætter, der spænder fra en 73-årig vietnamesisk historiker over en 45-årig dommer i Nicaragua til en gadehandlerske i Hanoi, to unge studerende i Uganda og en 28-årig tidligere narkoman i en forstad til Moskva. Floskler og banaliteter Undtagelsen er Gema, en 18-årig gymnasieelev fra Nicaragua, som Hanne-Vibeke Holst involverer sig så meget i, at hun beslutter sig til at betale for hendes uddannelse. Her bliver ordene varmere, selv om der også dér er betænkelig kort afstand til flosklerne: »Det er hendes uskyld, jeg ikke kan bære. Renheden i det unge ansigt. Barnet, der blev gjort fortræd«. For Gema har, som alt for mange af sine medsøstre, været udsat for incest og har stadig mareridt hver nat. Men nu læser hun samfundsvidenskab på universitetet i Managua og skriver glade e-mail til sin danske velgører. Nogle vil mene, at Hanne-Vibeke Holst skulle have holdt sin gode gerning for sig selv. Den gør i hvert fald ikke noget godt for hendes bog, der i forvejen kan være svær at kapere med sin snakkende, letflydende tone og de alt for veninde-fortrolige spørgsmål. Hanne-Vibeke Holst er vokset som forfatter de senere år, men som interviewer falder hun alt for tit i den banale grøft. »Hvorfor er I overhovedet blevet sådan nogle aktive græsrødder?«, og »Så du havde den der dagdrøm om at slippe væk?«. Det passer dårligt til de dybt alvorlige problemer, bogens kvinder står i.