Det er både gode og dårlige tider at være eventyrer på. Gode tider, fordi det aldrig har været lettere at blive dødsforagtende lykkeridder. Aldrig har så mange haft tid og penge til at udfordre sig selv og skæbnen, og aldrig har man kunnet være så velforberedt på, hvad eventyret måtte bringe af udfordringer. Dårlige tider, fordi der ikke er noget tilbage at opdage. Fordi alt har været gjort før. Fordi eventyret er blevet proletariseret af Robinson, og fordi alle disse store eventyr har et umiskendeligt skær af nyttesløshed over sig. Mangel på skrivetalent Det samme gælder de bøger der uværgeligt følger i eventyrets kølvand. Efter at have besejret elementerne skal helten uværgeligt nedskrive sine oplevelser, så andre spirende eventyrere kan se og lade sig inspirere, pigerne falde i svime over modet og vi andre skrivebordsgeneraler drømme os mod mere spændende kyster. Det kan gøres med mere eller - typisk - mindre talent, og her ligger Christian Havrehed i den nedre halvdel af feltet. Hans konkrete eventyr var deltagelsen i en kaproningskonkurrence fra Tenerife til Barbados, 4800 kilometer over Atlanterhavet, og er man til roning er hans bog sikkert spændende læsning. Er man som undertegnede en byboende landkrabbe er der mindre at hente. Andet end bekræftelse på, at der er langt mellem meningsfyldte udfordringer, og at fysisk mod og skrivetalent ikke altid følges ad.
Endnu en eventyrer
Lyt til artiklen
