Bill Clinton er for meget. For charmerende, for talentfuld, for liderlig, for begavet, for glat, ganske enkelt for meget. På godt og ondt. Og nu har han skrevet en selvbiografi, der også er alt for meget af det gode. 1.044 tætskrevne sider fylder Clinton i den danske oversættelse, som i format minder mere om en afrikansk træhovedpude end en bog, man rent faktisk kan læse. Bogreolens dinosaur Alene omfanget gør, at langt de fleste eksemplarer af bogen er sikret en skæbne som bogreolens dinosaur. Et ulæst politisk korrekt statement, der langsomt mister relevans og en dag vil blive sendt til genbrug af undrende børnebørn. Lagde man checks på 500 kr. dybt inde i bøgerne, ville langt de fleste forblive uindløst. Ærligt selvportræt Hvilket på mange måder er en stor skam. For giver man sig i kast med Clinton, er der sine steder meget at hente. Gemt som guldklumper i en mudret Klondike-flod rummer Clintons endeløse ordstrøm mange interessante politiske og menneskelige betragtninger, som tegner et i virkeligheden meget ærligt selvportræt af den formentlig mest talentfulde amerikanske politiker siden Vietnamkrigen. For meget kan man sige om Bill Clinton, men som han skriver i indledningen, har han en god historie at fortælle, og havde han haft en hårdere og mere effektiv redaktør, kunne det være blevet til den gode bog, han i sin ungdom ønskede at skrive. Et levende paradoks Det kan man ærgre sig over, at det ikke er blevet til, men for den tålmodige læser er 'Mit liv' stadig en interessant, om end alt for lang bog. Modsat mange af denne slags bøger fornemmer man faktisk, at Bill Clinton har skrevet - eller dikteret - det meste af bogen selv. Selv om strukturen er grundlæggende kronologisk, associerer Clinton konstant fra den ene barndomserindring til et politisk valg og videre til en bog, han engang har læst. Fuldkommen på samme irriterende og begavede måde, han er berømt for at gøre ved sine endeløse og ofte inkonklusive møder. Så selv om ens opfattelse af USA's 42. præsident ikke gennemgår store rystelser under læsningen, føjes der alligevel oceaner til billedet af et uhyre begavet, tænksomt og sammensat menneske. Særligt det sidste er noget, som tydeligvis har plaget Clinton ganske meget. Allerede i gymnasiet beskriver han i en stil sig selv som »et menneske, der motiveres og påvirkes af så mange forskellige ting, at jeg sommetider sætter spørgsmålstegn ved min egen tilregnelighed. Jeg er et levende paradoks. Jeg ønsker ansvar, men kniber udenom, elsker sandheden men giver ofte efter for falskhed«. Positive minder Meget længere fra USA's nuværende præsident og hans tilsyneladende totale mangel på tvivl og eftertanke kan man næsten ikke komme, og når man læser Clinton, er det slående, hvor nuanceret og grundlæggende optimistisk han trods mange sten på vejen ser på det meste i tilværelsen. Med en far, der døde, før Bill blev født, en alkoholisk og til tider voldelig stedfar, en kriminel bror og en meget mandeglad mor har Clintons opvækst ikke været uden problemer, men det er helt tydeligt og oprigtigt det positive, Clinton mindes mest og bedst. Og selv folk, der ikke vil ham det godt, har Clinton tydeligvis vanskeligt ved at hade. Jim Johnson, en gammel racistisk modstander fra Arkansas, der selv under præsidenttiden vender tilbage for at gøre Clintons liv surt med Whitewatersagen, omtaler han nærmest kærligt som en 'snu gammel røver', den første præsident Bush betegnes som en gentleman og en hæderlig politiker. Og selv den ellers så ekstremistiske Newt Gingrich, der i 1994 tog magten i Repræsentanternes Hus og fire år senere var en af hovedarkitekterne til rigsretssagen mod ham i forbindelse med Monica Lewinsky-sagen, fremtræder noget nær sympatisk i Clintons portræt. De gode, gamle Clinton-dage ... Kun undersøgelseslederen Kenneth Starr er entydigt ond, ganske som han formentlig var i virkeligheden. Uviljen til ikke at kunne lide folk er naturligvis netop den naturlige charmørs kendetegn, og en meget stor - formentlig den største - del af Clintons succes er givetvis også hans klippefaste tro på at kunne snakke sig til hvad som helst og hvem som helst. Om det er lægen, der skal give ham lov at være på operationsstuen, da Hillary skal have kejsersnit, kustoden på et museum, der er lukket, eller vælgerne, der skal vælge ham som verdens mægtigste mand. Eller de mange kvinder, det er blevet til gennem årene. Måske har det næsten været for let for Clinton. Efter endt læsning er det vanskeligt at ryste fornemmelsen af store, spildte muligheder af sig. Af at Clinton har haft så let ved alt, at han aldrig for alvor har skullet kæmpe for noget og dermed heller ikke opnåede, hvad han kunne have gjort. Mest af alt bliver man dog blot nostalgisk efter en tid, hvor USA havde en charmerede, begavet og grundlæggende sympatisk leder.