Hvordan kan en diktator holde en hel nation i sin hule hånd? Hvilke virkemidler bringer dem til og holder dem ved magten? Tilhører de samme mennesketype? Gode spørgsmål, men der gøres ikke meget for at besvare dem. Bogen biograferer 45 diktatorer, 26 af dem i så kort form, at man kunne have fundet de samme oplysninger i ethvert leksikon, 19 mere udfoldet. Fokus er imidlertid så meget på de enkelte, at man ikke for alvor bliver klogere på fænomenet; især savnes en systematisk diskussion af, hvilke sociale grupper diktatorerne støttede sig til. Kønsdiskrimination En dansk vinkel kunne have mindet Bent Jensen om, at det ikke kun var venstrefløjen, der fascineredes af diktaturer; Portugals Salazar havde således sin danske fanskare (se Peter Schindlers 'Ønskerejsen i Portugal', 1958). Og når bogen ifølge pressemeddelelsen handler om »19 mænd, der har rystet verden i dens grundvold«, må man vel fastholde, at der er forskel på sværvægtere som Hitler, Stalin og Mao og så lokale tyranner som Franco, Castro og Saddam Hussein. Derimod er det rigtigt nok, at de alle 19, ja faktisk alle 45, er mænd. Det er jo en endnu værre kønsdiskrimination end i den litterære kanon. Men gud ved, om der kommer protester i den anledning?
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























