Husker De Caligula, filmen, der i 1977 forargede et borgerskab, der endnu kunne forarges, med sine korte glimt af gyngende bryster og kønsdele i frit fald? For manuskriptet stod forfatteren Gore Vidal, og rollelisten talte bl.a. Sir John Gielgud, Malcolm McDowell og Helen Mirren, så ikke et ondt ord om lødigheden. Når de i øvrigt få uartige scener alligevel har fæstnet sig i erindringen om en film, der ellers mest handler om magtbegær, hævn og tyranni, skyldes det naturligvis, at sex er et potent middel til at fremme interessen for snart sagt ethvert emne. Stålmanden At det hænger sådan sammen kan man forvisse sig om i den britiske journalist Simon Sebag Montefiores korpulente biografi om Josef Vissarionovitj Djugasjvilij, bedre kendt under sit selvvalgte navn 'Stalin'. Ikke at dette 'nom de guerre', stålmanden, havde nogen forbindelse til hans duelighed på lagenerne og heller ikke, at Montefiores i øvrigt meget velfortalte (og godt oversatte) værk er et katalog over erotik i de højere sovjetkommunistiske kredse. Det kødelige aspekt Men i betragtning af, hvordan Stalin sædvanligvis skildres, nemlig som en paranoid folkemorder med hovedet fuld af marxistisk teori, stjæler det kødelige aspekt en god del plads på siderne. Sjældent med den lille (170 cm) koparrede mand selv i centrum, men koncentreret omkring det enorme persongalleri af yderst servile rådgivere og kampfæller, der skejede ud i toppen af det officielt klasseløse paradis. Hypokondri og bananer Vi får de velkendte beskrivelser af de forskellige stadier i Stalins liv som enehersker - bedst fungerer kapitlerne om hans indsats under 'den store fædrelandskrig' - men generelt er det meget andet end politik og ideologi, der optager forfatteren. Vi hører om alt fra kærligheden og ikke mindst sorgen i forbindelse med hans kones selvmord i 1932 over interesserne for billard, amerikanske film og citrusplanter til drukorgier, raseriudbrud og utallige virkelige og indbildte sygdomme. Stalin var - åbenbart i lighed med flere af de mest barske bolsjevikker, der drev i omegnen af 20 millioner sovjetborgere i døden - hypokonder i stor stil. Han, der med et pennestrøg kunne sende ellers uskyldige mennesker i fængsel eller foran henrettelsespelotonen, herunder ikke så få af sine nærmeste medarbejdere og deres familier, forekom at være sygeligt optaget af ikke at blive syg. Dette forhold samt hans bemærkelsesværdige appetit på bananer ville i et normalt samfund kvalificere til et par timer eller tre på briksen hos en psykiater. Mange 'Staliner' Tendensen i bogen er ikke til at tage fejl af: Montefiore er skånselsløs i sin kritik af Stalin, der ses som legemliggørelsen af den kommunistiske idé om magt gennem undertrykkelse. Følgelig udgør vold, tortur og alskens afarter af fornedrelse en stor del af beretningen om tilværelsen ved 'hoffet' hos den 'røde tsar'. På grundlag af arkivstudier, en række interview med slægtninge til Stalin og hans nærmeste personkreds og med inddragelse af en imponerende forskningslitteratur portrætterer forfatteren den sovjetiske 'vozhd' (fører, red.), som både tiltalende, endog nænsom, og - som vi ved - afstumpet og hæmningsløs i sin hævngerrighed. Der var, som det et sted bemærkes, ikke bare én, men fem eller seks 'Staliner', mens 'stalinisme' kun betød ét: blodig forfølgelse af alle anderledes tænkende. Én af mange små brikker Bogen er et sandt Stalinorgel af detaljer. Montefiores optagethed af det nære - som det vil forstås, også det kropsnære - element ved biografigenren betyder, at vi blandt meget andet sætter os på hug sammen med den stålsatte despot og forretter vores nødtørft ved et banelegeme. Set under evighedens synsvinkel er det ikke - undskyld ordvalget - skide interessant, men det er dog en af mange små brikker, der samler puslespillet og viser tyrannen som et organisk væsen og ikke bare det abstrakte ikon på ondskab, han ofte reduceres til. Mere historisk analyse af omstændighederne ved Stalins magtovertagelse og af sovjetapparatet som helhed havde været på sin plads, men ellers er der blot at ønske god vind på den utrolige rejse gennem 800 siders magtkampe, affærer og blodige intriger bag Kremls mure.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























