Det skete alt sammen i København, men det var et helt nyt danmarksbillede, der tegnede sig i 1890'erne, som nu endevendes med en Golden Days-festival og endnu en flot bogudgivelse i sporet på de tidligere antologier, der omslutter de epoker, som man ved at trække guldalderen i begge ender har fundet frem. Som romantikken blev en reaktion på oplysningstiden, blev 1890'erne - 'Drømmetiden', som bogen hedder - en reaktion på naturalismen, om end over et kortere tidsrum. Men nu gik alting hurtigere end nogensinde. Det var nu, at det moderne gennembrud fik en tanke - i mere end én forstand. Virkeligheden bag ved virkeligheden 21 forfattere skriver 'fortællinger' fra fin de siècle-periodens København. 'Drømmetid's redaktør, Henrik Wivel, stikker retningerne ud med Georg Brandes' forelæsninger om Nietzsche, der havde skrevet Guds nekrolog og med sin filosofi tændt an til den eksplosion i åndslivet, som påvirker tidens litteratur, billedkunst, musik og arkitektur og bliver normdannende for epoken. Tidens mennesker får sjæl og nerver, telefon og cykler. I stedet for Gud kunne mennesket sætte sin skaberkraft, blive ikke blot menneske, men overmenneske og dermed en kilde til kulturens fornyelse, som Wivel skriver i sin klare redegørelse for Brandes' formidling af Nietzsches filosofi. Der er en næsten feberagtig begejstring for alt det nye, som taler om virkeligheden bag ved virkeligheden. Religiøs længsel Symbolismen bliver et nøgleord, og det er digteren Johannes Jørgensen, der formulerer det som en strategi i den københavnske virkelighed. I sit blad Taarnet proklamerer han, »at en sand Verdensanskuelse nødvendigvis maa være mystisk. Verden er dyb. Og kun de flade aander fatter det ikke«. Samtidig med Guds død trænger den religiøse længsel sig på, og Johannes Jørgensen finder sin Gud og konverterer til katolicismen senere i 1890'erne og bliver den katolske kirkes store fortæller. Tiden gav sine børn noget at tænke over og drømme om. Københavnerne så billeder af Gauguin og van Gogh på den nyåbnede udstilling Den Frie i en bygning af Bindesbøll på Rådhuspladsen, der først var ved at blive Rådhuspladsen, fordi man her få år senere opførte Martin Nyrops rådhus. Indadvendt blik Den Frie flyttede til endnu en avanceret bygning, denne gang tegnet af J.F. Willumsen på en grund over for Østerport Station. Malerne og digterne sammenstilles i Martin Zerlangs spændende essay om Nerveadelen, hvor kunstnerne ligefrem synes at hente deres styrke i de indtryksømme nerver. Alt sammenfattes på en måde i Ludvig Finds portræt af den norske maler Thorvald Erichsen (1897), som illustrerer Zerlangs tekst. Det hænger på Hirschsprungs Samling. Erichsen sidder pænt, let knuget i et interiør af borgerlig stramhed. Blikket er indadvendt - mennesket er også dybt - lyset samler sig om hans hænder som det symbolske klimaks: den højre hånd anspændt knyttet, den venstre hånd under den er åben og modtagelig. Det er et stærkt billede på optagetheden af det indre. Døden som motiv Heroverfor står Vilhelm Andersens portræt af Johannes V. Jensen som symbolet på selveste Bræen, is, kraft, arrogance. Hænderne er igen i fokus, lukket om hinanden, store hænder, rundet af en stejl bondekultur. Det var Jensen, der med Zerlangs ord satte nerverne på højkant i jagten på overmenneskets suveræne position. Jensen skildrer 1890'ernes dekadence med sin roman 'Einar Elkær', om den unge mand, der kommer til hovedstaden fra Jylland. Den får man lyst til at læse. Fra portrættet af norske Erichsen går der en linje til Martin Hilkers fortælling om den lidende unge Ernesto Dalgas, der måtte tage sit liv, i erkendelse af at lidelsen stadig forøges i en verden, der er gået under, uden at en ny har manifesteret sig. I hvert fald ikke for Dalgas. Døden bliver også et motiv rent fotografisk. Mette Sandby fortæller om traditionen for at fotografere døde børn (bl.a. Georg Brandes' datter Astrid) og citerer den franske foto-teoretiker Bazin, der konkluderer, at fotografiet ikke skaber evighed, som kunsten gør, det balsamerer tiden og redder den simpelt hen fra dens forsvinden. Bordelvirksomhed Ole Lange skriver om kapitalens København, de økonomiske og demografiske strukturer, interessante skatteforhold og industriel udvikling omkring de stærke mænd, der drev hovedstadens finans frem mod systemskiftet, der endelig gjorde Danmark til et demokrati. Det er livligt beskrevet, for Lange anskuer også temaet fra den festlige side, illustreret med de monumentale malerier af især Krøyer, der kunne male børsherrer med høje silkehatte så godt som fiskere på Skagen. 1890'ernes vilde liv omfatter også bordelvirksomheden, som Preben Hertoft fortæller om med udgangs- punkt i Vesterbros fashionable Westendbyggeri, der skulle tjene som pæn facade og afløsning for de mindre honnette adresser i Holmensgade og Magstræde. Sjælløshed og åndløshed Per Theil er en kyndig guide gennem teaterlivet med Ibsen, Strindberg og Bang i hovedrollerne. Det Kgl. Teaters position i tiden beskriver han så deprimerende, som den var: »Ibsens dramaer forstod man kort sagt ikke. Strindbergs dramaer spillede man overhovedet ikke. Det første kan siges at være udtryk for sjælløshed, det andet for total åndløshed«. Mette Winge giver et kik ind i Kvindelig Læseforening med de stærke kvinders trakasserier og Selma Lagerlöfs forbløffelse over den manglende interesse for Gösta Berling. Men hun får dog sat gang i udlånet med Georg Brandes' mellemkomst. Grafisk skønsyn Et helt andet miljø i en mandeverden beskriver Ole Nørlyng med afdækning af hellenerne, de unge billedkunstnere, der gik rundt i græske gevandter på Refsnæs for at forene kunst og legemskultur, indtil det blev for koldt og pengene slap op. Det er de enkelte nedslag, der gør 'Drømmetid' til en underholdende indføring i 1890'ernes kulturbillede mere end en overordnet linje, der giver historisk sammenhæng, men de findes jo så mange andre steder. Bogen er et grafisk skønsyn, udført af Jens Berthelsen, og illustrationsmaterialet er en fornem balance mellem malerier, gamle fotografier og så en gennemgående serie af mesterfotografen Jens Lindhes originale københavnerbilleder.