En række af de fromme, stærke danske kvinder, som en ældre, mandlig digter hævdede var Danmarks mål, er portrætteret i 'Kvinder i danmarkshistorien'. Det er ikke første gang, at man har set denne type fremstilling, men der er en anderledes, nærmest karsk tone over historikeren Grethe Jensens fremstilling. Hun har ikke blot samlet og komprimeret, men også fremlagt disse kvinders historier, så de alle bliver vedkommende. Også de historier, som anmelderen tidligere har fundet enten var en anelse triste eller ligegyldige. Ingen visne blomster Der er ingen ligegyldige eller visne i den flotte buket, Grethe Jensen her har bundet, og som består af 48 illustrerede biografier. Hertil kommer i et appendiks 150 kortbiografier over andre måske knap så betydningsfulde, men alligevel memorable kvinder. Tidernes konjunkturer 'Kvinder i danmarkshistorien' er et nummer i en ældgammel genre, nemlig heltindehistorien, som blandt andet en af de rigtig store danske heltinder, Leonora ChristinaUlfeldt, dyrkede, mens hun sad i Blåtårn og tænkte over, hvordan hun kunne hævne sig på de mennesker, der havde handlet uret mod hendes kære ægtemage - forræderen - Corfitz Ulfeldt - og hende selv. 'Hæltinners Pryd' hed Leonoras værk, og selv om en stor del af værket er gået tabt, så får man et glimrende indtryk af Leonoras livs- og kvindeopfattelse i de dele, der er bevaret. Holberg dyrkede også genren, og han understregede, at det for det meste var 'tidernes konjunkturer', der var afgørende for, hvilken rolle kvinderne fik lov eller mulighed for at spille. Det er et synspunkt, Grethe Jensen deler. Forfatterens udødelighed I modsætning til tidligere fremstillinger stikker Grethe Jensen ikke noget under stolen eller madrassen, ligesom hun heller ikke forskønner. Har nogle af de portrætterede lidt af depressioner, været narkotikaafhængige, hysteriske, løgnagtige, så kommer det med her. Det er bestemt meget befriende. Der lægges ud med dronning Thyra, som man jo ikke ved ret meget om, så følger nogle få af de rigtig 'gamle', og fra 1500-tallet får vi et glimrende portræt af Mor Sigbrit og et lidt blegere af Christian II's dronning Elisabeth. 1600-tallet er repræsenteret af kvinder med dramatiske - og uhyggelige - historier, bl.a. Danmarks sidste 'heks', (Grethe Jensen sætter selv gåseøjne om stillingsbenævnelsen heks) Maren Splids, Leonora, Sophie Amalie og Marie Grubbe, mens 1700-tallet er repræsenteret af Frederik IV's dronning til venstre hånd Anna Sophie, af Juliane Marie, som vi ikke rigtig kan lide, Caroline Mathilde med den grumme skæbne, den begavede hertuginde Louise Augusta ('la petite Struensee') og så som den første forfatter Charlotta Dorothea Biehl. Bortset fra at være dronning ser det ud til - fra udvalget at dømme - at det at være forfatter er det job, som garanterer den længste holdbarhed. Og det skyldes antagelig, at senere generationer stadig - hvis de har gidet - har kunnet komme til værket. For politikere eller skuespillere har det indtil tv'ets dage været langt vanskeligere at blive husket. Her dør værket for det meste med personen. Mobning Der er selvfølgelig dramatik i mange af de biograferede kvinders liv. Et af de virkelig dramatiske er måske et af de mindre kendte, nemlig historikeren Anna Hudes. Hun blev Danmarks første kvindelige dr.phil. i historie, men forinden havde hun gennemlevet en frygtelig traumatisk periode, hvor hun blev voldtaget og fortsat sexchikaneret af en læge, Carl Leerbek. Det stod på gennem flere år, og til sidst ville Anna Hude gøre op med ham, hun fik fingre i en revolver og skød mod ham på åben gade. Desværre sårede hun ham kun overfladisk - desværre fordi han har været et ualmindeligt dumt svin. Men at en fængselsdom kunne bruges til noget fornuftigt, beviste hun ved i cellen at læse til studentereksamen og herefter historie, og det lykkedes hende under store vanskeligheder at få skrevet en disputats om Danehoffet. Hun var blevet ansat på Rigsarkivet, hvor de mandlige medarbejdere ikke syntes, det var nogen god idé at få en kvinde til kollega, så hun blev om ikke sexchikaneret, så dog chikaneret så meget, at hun ofte måtte sygemelde sig. Det passede, så vidt man kan se, hendes mandlige kolleger ganske udmærket, for, som hendes chef udtrykte det, kvinder besidder desværre ikke noget »selvstændigt initiativ«, og derfor var det ikke godt at have dem ansat på Rigsarkivet. Nuancerede portrætter De sidste to blomster i buketten er Pia Kjærsgaard, som man aner ikke ligefrem er Grethe Jensens yndling, og Lene Hau, kvinden, der standsede lyset! Grethe Jensen får meget med i sine portrætter, der alle er nuancerede, nøjagtig som de portrætter fotografen Rigmor Mydtskov - der er med i det lille kvindeleksikon, der rummer cirka 150 kvinder - ynder at tage. Ligesom hun stikker Grethe Jensen ikke noget under stolen, men hun udleverer ingen af 'sine' kvinder.