Da Fanden blev gammel, gik han i kloster, og nu, hvor rødstrømperne er ved at blive det, skriver de bøger. I sidste uge udkom Bente Hansens erindringer om et liv med kvindebevægelsen. Og også Suzanne Giese har været ved tasterne og leveret en tung sag om moderskabets kulturhistorie. Læst på lektien På 300 sider gennemgår hun mødrenes kår fra antikken og til vore dage, og hun har læst på lektien: Der er omkring 200 titler i litteraturlisten bagest i bogen, nogle af dem dog nævnt flere gange, fordi hun har brugt dem i forskellige af bogens fem store kapitler. Som for eksempel Simone de Beauvoirs 'Det andet køn' og Elisabeth Badinters godt 20 år gamle 'Kærlighed i tilgift', der behandler moderkærlighedens historie fra det 17. til det 20. århundrede. Skolebogsagtigt Det er en ordentlig mundfuld, Suzanne Giese serverer, og man kan godt blive forpustet af hendes rejse op gennem de skiftende epoker. Lidt skolebogsagtigt bliver det med den græske familie i antikken, familieforhold i romerriget, renæssance, oplysningstid, og jeg skal komme efter dig - mere interessant og især mere levende er hendes beskrivelse af hendes egen tid. Kvindens mest prestigefulde opgave Bogen er skrevet på grund af den bølge af moderdyrkelse, som bredte sig fra USA til de fleste europæiske lande i 1990'erne, og som efter Suzanne Gieses mening stadig blomstrer i bedste velgående. »Et fænomen som i al sin konservatisme godt kan kalde på undren. For på trods af, at unge kvinder i dag er bedre uddannet end nogensinde og aktive inden for alle faglige felter, så gjorde mange pludselig igen moderskabet til kvindens mest prestigefulde opgave«, skriver hun i forordet og forklarer det med, at de sidste 10-15 år har stillet stadig større krav til kvinderne. Så kan man få lyst til at slå bak og drømme om ro og fordybelse og hjemmebagte boller til glade, nystrøgne børn. Åben dør til fødestuen Det er samfundet, læs: mændene, der op gennem tiderne har defineret moderskabet og kvinders natur, mener Suzanne Giese. Definitionen på den gode mor har således svinget frem og tilbage gennem århundreder, og kvinderne har svinget med og pænt anstrengt sig for at leve op til tidens mode, enten den dikterede amning eller ej, moderkærlighed eller ligegyldighed, streng eller fri opdragelse. De havde strengt taget heller ikke andre muligheder, uden magt og indflydelse som de var. Men i 1972, da Suzanne Giese skulle føde sit første barn, var der kommet nye boller på suppen. Nu skulle far og mor være fælles om afkommet, og Suzanne havde lavet den aftale med sin fødeklinik i Hørsholm, at faderen skulle indlægges sammen med hende og barnet, en provokation, der skabte overskrifter, for havde man nogensinde hørt om noget så latterligt som en mand i barselsseng? Happeningen gik dog i vasken, fordi han fik halsbetændelse og måtte hjem under egen dyne straks efter fødslen. Men mænd begyndte at være med ved fødsler, de fik en kortvarig barselsorlov, mødregrupperne kom til verden, døren blev åbnet til fødestuen, som ellers havde været kvinders private rum. »Giv os børnene tilbage« Og der var den modsatrettede bølge med frontkæmpere som Germaine Greer og Suzanne Brøgger, som slet ikke ville have børn, fordi det bremsede kvinders frihed. Der var eksperimenterne i kollektiverne, hvor børn skulle være alles ansvar og derfor ikke sagde 'far' og 'mor', men fornavne til deres biologiske ophav. Og hvor drengene helst skulle lege med dukker og pigerne med biler. Suzanne Giese leverer underholdende tilbageblik både på dengang og på de stramme 80'ere, hvor kvinderne fik brede skuldre i habitjakkerne, mens mændene prøvede at være bløde fædre med Snuggli-posen på maven og sutteflasken ved hånden. Det kom der mange skilsmisser ud af. Nu skal det så være kvinderne, der fører sutteflasken igen. Forfatteren Hanne-Vibeke Holst tog hul på diskussionen i 1990'erne med romanerne om Therese, der dropper karrieren til fordel for moderskabet, og så kom kritikken af daginstitutionerne, hvor børn vantrives som burhøns, og røsterne om, at mænd slet ikke er biologisk egnede til at tage sig af små børn. »Giv os børnene tilbage«, som en mor skrev i et læserbrev i 1994. Skuffende døtre-generation Suzanne Giese blev bekymret over den nye trend. »Hvor det i 1800-tallet var mændene, der anbragte kvinderne på piedestaler (og derefter begrænsede deres frihed) var det nu kvinderne, der selv kravlede derop (og begrænsede deres egen frihed)«, skriver hun. Hvordan det vil gå mødrene i det nye årtusind, har hun faktisk ikke noget bud på. Bortset fra at hun ser de unge kvindelige ministres håndtering af egne børnefødsler som et forbillede. Hun synes ikke at nære de store forventninger til døtre-generationen og virker noget fortørnet over, at den vælger veje, hun ikke bryder sig om. Den kan dog nok blive klogere af at læse hendes bog. Den vil sikkert også være uenig i mange af hendes konklusioner, som denne anmelder er det. Men det er vel i grunden slet ikke så galt.