Statskundskab i Århus betragtes ofte, ikke mindst af sig selv, som et elitestudium. Og derfor vakte det opsigt, da det viste sig, at mange nye studerende ikke kunne placere korstogene eller D-dag, endsige kende forskel på Goethe og Goebbels. De udhængte svarede forudsigeligt, at det var vigtigere at beherske analytiske metoder og afviste tilbagevenden til 'terperi' og 'den sorte skole'. Det, man ikke ved, kan man jo altid slå op. Analyse kontra paratviden Ebbe Spang-Hanssens 'Hukommelsens skæbne' viser, hvordan kognitionsforskningen har afsløret dette synspunkt som rent vrøvl. For ganske vist er det let at finde informationer, ikke mindst på nettet, men de skal sorteres og vurderes for at blive til viden, og det kræver forkundskaber. Med en dansk forskers ord: »Jo mere man ved, jo lettere lærer man endnu mere«. Og her er der ingen modsætning mellem analytiske evner og 'paratviden', tværtimod. Det gælder om »at fastholde de strukturer, der giver indhentede data mening og sammenhæng, og som igen danner grundlag for at modtage ny viden i hukommelsen«. Et stort »blot« Men givet at vore dages viden er kolossal og tilmed hurtigt forældes, kan det så betale sig at tilegne sig »kanonisk« viden? Ja, for en hel del viden er langtidsholdbar: Hovedtrækkene i tysk grammatik har ikke ændret sig, og den newtonske fysik gælder uforandret undtagen for det uendeligt store og det uendeligt små. Andre ting ændrer sig til gengæld, men man kan da godt lære Australiens aktuelle indbyggertal (19 mio.), selv om det temmelig sikkert stiger inden for ens levetid - man køber jo også computere, som man ved hurtigt forældes. Derimod har Spang-Hanssen næppe ret i, at man kan læse P. Munchs verdenshistorie fra 30'erne, »blot« man husker, at historien er blevet længere, at årsagsforklaringerne har ændret sig, og at verdenshistorie dengang stort set var lig Europas historie. Det er et stort »blot«. Og selv hvor det gælder facts, er det da alt andet lige bedre at bruge Encyklopædien end Salmonsens. Meget i Salmonsens er stadig rigtigt, men meget er også forældet, og hvordan kan læseren vide, hvad der er hvad? 'Hukommelsesslotte' Hovedparten af Spang-Hanssens bog udgøres af en kulturhistorisk analyse af hukommelsens rolle siden antikken. Det er en lærd, men læservenlig fremstilling, selv om det hjælper, hvis man ikke skal hen og slå navne som Thomas Aquinas og Montaigne op. Lærdom og viden var længe afhængige af hukommelsen og erindringen, selv om skriften og senere bogtrykket, fotografiet og computeren efterhånden kom til at fungere som 'eksterne lagre' for viden (og som metaforer for hukommelsen). Omkring 1600 byggede man i fantasien således 'hukommelsesslotte', hvor billeder placeret bestemte steder i forskellige rum skulle give associationer, som igen fik én til at huske for eksempel rækkefølgen af bestemte knogler. Kraftig appel Fra 1700-tallet sank behovet for og dermed respekten for hukommelsen som vidensarkiv; hukommelse og intelligens blev modsætninger. Til gengæld kom erindringen til at spille en stor rolle, den individuelle i Freuds psykologi, den kollektive i den nationale historie, begge paradigmer i dag under kraftig udfordring. I dag betragtes hukommelsen stort set som irrelevant. Spang-Hanssens bog er en kraftig appel om, at vi besinder os på det potentiale, der er i vores hukommelse. Foreløbig har Gyldendal ved ikke at forsyne bogen med et register tvunget læseren til at træne sin.