0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den ensomste handling i livet

Er børnenes smerte et tilstrækkeligt argument for, at et gammelt menneske skal afstå fra at tage sit eget liv? Anmelderens egen erfaring siger nej, i modstrid med næsten alle indlæg i Jorit Tellervos debatbog om selvmord blandt gamle mennesker.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En dag sagde min mor til mig: »Nu har jeg fået nogle piller«.

»Nye piller?«, spurgte jeg, »har du ikke nok?«. For min mor havde - og tog - mange piller.

»Det er selvmordspiller. Hvis jeg tager nok af dem og ikke bliver fundet, så er det slut«.

»Og du ved«, fortsatte hun, »at jeg ikke under nogen omstændigheder vil på plejehjem«.

Bestemme over sit eget liv
»Jamen, det kan du da ikke gøre«, udbrød jeg forfærdet.

»Hvorfor kan jeg ikke det. Må jeg ikke bestemme over mit eget liv? Den dag, jeg skal fra mit hjem, ønsker jeg ikke at leve længere«.

»Det vigtigste er, at jeg ikke bliver fundet. Men det må jeg se at finde ud af«.

»Mor, det må du da ikke«, gentog jeg besværgende, »det kan du ikke gøre over for os«.

Fattige ord
»Jeg skal nok skrive, at det ikke har noget med jer at gøre, men jeg har smerter, jeg kan snart ikke komme op ad trappen, jeg ...«.

Hun holdt inde, og jeg kunne se - og jeg vidste det allerede - at hun havde det skidt og havde haft det skidt længe. Blandt andet havde hun flere hospitalsophold bag sig.

Jeg gentog min fattige ord om, at det måtte hun ikke, mens jeg følte min egen utilstrækkelighed, for hvad kunne jeg gøre? Og hvis hun nu følte, at hun var færdig med livet, og at hun stod for at skulle på plejehjem, noget hun oplevede var værre end ja, døden, skulle jeg så af al magt forhindre det? Jeg var i dyb vildrede.

Respiratorens lyd
Min mor fik ikke sat i planen i værk, hun blev meget syg, blev indlagt, og min søster og jeg blev en forårsmorgen kaldt til hospitalet. Vores mor var blevet dårlig og var blevet overført til intensivafdeling.

Der lå hun så med ledningerne og slanger ind og ud alle vegne - og ingen kontakt var mulig. En læge kom og fortalte os - pænt og skånsomt - at der ikke var noget at gøre. Det rimeligste ville være at slukke for respiratoren.

Vi tog så afsked med vores mor, og der blev slukket, og den lyd, det gav, da respiratoren gik ud, har jeg aldrig glemt, og jeg blev indtil for ganske nylig mindet om den hver eneste gang, jeg slukkede for tørretumbleren. Nu er tørretumbleren blevet skiftet ud, og et af de grumme minder er ved at glide bort.

Brutalt og skræmmende
Jeg kan ikke sige andet, end at jeg har været glad for, at min mor ikke selv endte sit liv, og det er også et gennemgående tema i bogen 'Selvmord blandt gamle mennesker - myter, viden og forebyggelse', at et forældre-selvmord er utroligt hårdt for børnene, selv om de er voksne, ja, måske selv ved at være gamle. De - vi - føler, at vi har svigtet, og har meget svært ved at komme over det.

Men er børnenes smerte et tilstrækkeligt argument mod gamles selvmord? Hvis nu tilværelsen er blevet ubærlig, forpintheden blevet for stor, ægtefællen er død, ensomheden tyngende, og man har stadige smerter, kan ikke holde på vandet, er blevet fuldkommen afhængig af andre, er der så noget at sige til, at den gamle ønsker at forlade elendigheden? Næ, siger undertegnede, mens flere af de udmærkede indlæg i bogen, næsten alle sammen, siger det modsatte.

Et af argumenterne mod selvmordet er, at selvmordet sjældent er smukt. Det er for det meste brutalt og skræmmende, i modsætning til en harmonisk livsafslutning med solskin ind gennem hospitalets vindue, med smertedækkende morfin og kærlig afsked med børn og børnebørn, som der berettes om i en af artiklerne.

Kristen fordømmelse
Selvmord har altid fundet sted. I nogle kulturer gik man ud i vinterkulden og satte sig i sneen, i andre, f.eks. den danske bondekultur, vendte den livstrætte ansigtet ind mod væggen i alkoven og blev liggende der, til han blev lagt over i sin kiste. Sådan som det er blevet overleveret i digtningen, forekommer det enklere og smukkere, end det antageligt har været. Men ingen betvivlede den gamles ret til at handle sådan.

Det gør derimod flere af bidragyderne. Gamles selvmord strider mod vores livsopfattelse, samtidig med at flere skribenter ligesom undertegnede godt kan se, at vi ikke byder gamle noget smukt eller godt liv.

Den kristne kirke har altid fordømt selvmord på det kraftigste. Faktisk er den kristne kultur den kultur, der er mest fordømmende over for selvmordet. Selvmordere blev nægtet en kirkelig begravelse, liget blev ofte skændet, selvmordernes arvinger blev gjort arveløse, de blev begravet uden for kirkegården, og endelig kunne den, der havde forsøgt at tage livet af sig selv, risikere at blive dømt til - døden!

Sætter tanker i sving
Først i 1866 ændrede man reglen om, at selvmordere ikke måtte begraves i indviet jord. Oplysningerne om selvmordernes 'skæbne' i kulturhistorisk belysning kaster lys ind over vores gennemgående holdning den dag i dag: at gamles selvmord er en uting, som vi skal og bør bekæmpe.

Bekæmpelsen i dag sker gennem terapi, ved samtaler med psykologer, læger og hele det system, vi har etableret. Det er et system, der, når det fungerer, kan meget, men som dog ikke kan fjerne livstrætheden og forpintheden, som er hovedårsagen til, at selvmordsfrekvensen blandt gamle er større end blandt andre aldersgrupper.

'Selvmord blandt gamle mennesker - myter, viden og forebyggelse' sætter hos en ufagkyndig ganske mange tanker i sving, og jeg kan ikke andet end tænke over, hvad jeg selv ville foretrække: et liv i stadige smerter, med total afhængighed af andre, med savnet af livsledsageren - eller en ensom død for eget reb eller med nogle særlige piller og en flaske spiritus på et hotelværelse med skiltet 'Vil ikke forstyrres' på døren. Jeg aner det ikke, men jeg har fået meget at tænke over.