Næst efter 'kamel' er 'jihad' måske den for tiden mest kendte arabiske glose i Vesten. Osama bin Laden og konsorter fører 'hellig krig' imod os, det ved vi, og hermed er ordet både oversat og indsat som kode for det krumsabel-syndrom, vi alt for ofte møder den arabiske verden med. I tidens konfliktklima er der langt til vores store Arabien-rejsende Carsten Niebuhrs fredsommelige afvisning af, at araberne skulle være »usædelige, havesyge og røveriske«, som han skriver i sin Beskrivelse af Arabien: »Jeg har ikke fundet denne nation så slem. Vi europæere dømmer ofte for tidligt om fremmede nationers skikke endnu inden vi har lært dem rigtigt at kende«. Nådesløs nuancering Målet med islam-eksperten Rudolph Peters' bog 'Jihad', der netop nu udsendes i 'Carsten Niebuhr biblioteket', er at lære os araberne nærmere at kende på et bestemt punkt: deres krigsførelse. Mere præcist: at nuancere, forklare, perspektivere ordet jihad og dets indhold. Desværre lykkes nuanceringen i en sådan grad, at man efter endt læsning sender et suk og en tanke til Kierkegaards berømte »Ord Schnur i Lexikonnet, der for det første betyder en Snor, for det andet en Sønnekone. Der manglede blot, at det Ord Schnur for det tredje skulde betyde en Kameel, for det fjerde en Støvekost«. Hellig krig imod affald Men på en 11. september som i dag, og med begivenhederne i Beslan i alt for frisk erindring, er emnet 'Jihad' alvorligt nok. Hvilke forestillinger om jihad rører sig i hovedet på en hellig kriger, som styrer mod World Trade Center, mod Skole nr. 1 i Beslan, eller som udløser sin selvmordsbombe i Moskvas metro eller i Jerusalems jødiske bydel? Rudolph Peters bidrager med nogle brikker til forståelsen ved at gå til Koranen og til de mange islam-konstituerende fortællinger, de såkaldte hadith'er, om profeten Muhameds levned og krigspraksis, og ved at forfølge lærde muslimers udlægning af jihad op til den dag i dag. Og ordet betyder alt muligt andet end netop 'hellig krig', det betyder 'at stræbe', 'at anstrenge sig', 'at kæmpe'. Professor Peters husker fra sin tid som direktør for Det Hollandske Institut i Kairo, at bystyret førte jihad imod skraldet i byens gader - altså nogenlunde samme jihad, som Ridder Pind for tiden fører fra Københavns Rådhus. Dødsromantik Men ordet betyder også hellig krig eller noget derhenefter, og når professor Peters går til de tidlige kilder, kan man roligt sige, at vi ligger forholdsvis langt fra Genèvekonventionen. Tidlig islam er præget af den situation, Muhamed og hans proselytter stod i, da de skulle erobre sig tilbage til Mekka. Det er de troende mod de vantro, og sidstnævnte kan måske godt under en række særlige omstændigheder fortjene ikke at få hugget hovedet af, men det typiske er nu, at krigens lov er drab. I det hele taget er det svært at overse en ganske fundamental dødsromantik, som også gælder krigeren selv og hans muligheder for som martyr at komme direkte i Paradiset. Som det hedder et sted hos forfatteren Malik Ibn Anas (ca. 710-796): »Jeg ville gerne kæmpe for Guds sag og blive dræbt, derpå blive bragt til live igen, så jeg kunne blive dræbt, og derpå blive bragt til live igen, så jeg kunne blive dræbt«. Sprog kontra verden At islam senere, i sin storhedstid, skulle blive en tolerant religion med stor respekt for ikkemuslimer, skyldes måske det betydelige intellektuelle arbejde, som skulle til for at fortolke sig væk fra de tidlige teksters og traditioners kompromisløse jihad-forestillinger, en art teologisk tryk mod modtryk. Men det gælder jo også til den dag i dag, at muslimer gennemgående bekymrer sig mere om deres brødres rette tro end om de vantros vantro. Problemet i dag er blot, at stærke fundamentalistiske kræfter søger tilbage til de tidligste forestillinger og i forholdet både til indre og ydre fjender agerer, som om de sad i Medina og skulle erobre Mekka. Hvorfor, de gør det, er et spørgsmål, som falder helt uden for denne bogs fokus. Professor Peters siger intet om politik, psykologi, økonomi etc., hans tilgang til jihad er rent filologisk, teologisk og idéhistorisk. Det er fair nok, men for den almindeligt interesserede læser er det ikke desto mindre et problem, at bogen interesserer sig så udpræget for sproget, selve dét ord jihad, og så ringe for verden - de mulige årsager til, de mulige forklaringer på tidens forskellige former for blodig jihad. Gentagelser 'Jihad' er en af den slags bøger, som meget møjsommeligt forklarer, at det hele er meget kompliceret, hvilket jo strengt taget ikke forklarer så meget. Bogen har sin værdi som tekstsamling, den myldrer med relevante henvisninger, oversættelser, citater, men den mangler et overordnet greb, et synspunkt, en fortolkningsramme, en pointe, et eller andet, som kunne gøre bogen til - ja, en bog. Og egentlig er det heller ikke en bog, men en række ret forskellige og mere eller mindre akademiske artikler, som her er sammenstillet under fælles-overskriften 'Jihad'. Det betyder blandt andet, at adskilligt gentages rigtig mange gange, fordi hverken professor Peters eller den danske redaktionskomité har gjort sig den umage at samstemme artiklerne. For eksempel var det vel nok at meddele én gang, med noter og henvisninger, at Profeten Muhamed ifølge en bestemt hadith kun tillod drab på kvinder og børn under natlige angreb, når de ikke kunne skelnes fra krigere. De gode viljers orientalisme Bogen, eller altså artikelsamlingen, er overdådigt udstyret og illustreret med pragt-gengivelser af miniaturer fra Davids samling. 'Jihad' er en del af den overordentlig fortjenstfulde skriftrække om aspekter af islamisk kunst, kultur og religion, som Davids Fond og Carsten Niebuhr Instituttet udgiver på forlaget Vandkunsten. Som boghåndværk er det noget af det smukkeste, som udgives på dansk i disse år. Men det dyre papir og de lækre illustrationer står lige netop her i sær kontrast både til emnets alvor og til teksternes eklektiske pulterkammer. Den verdenskendte palæstinensiske litteraturprofessor Edward advarer i en klassisk bog mod et særligt vestligt syn på Østen, som han kalder orientalisme. Den aktuelle bog sammenstiller form og indhold så umage, at det nærmer sig de gode viljers orientalisme.