0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hellig forvirring

Jihad er hellig krig - og alt muligt andet. Islam-eksperten Rudolph Peters' bog af samme navn er som boghåndværk noget af det smukkeste, men det dyre papir og de lækre illustrationer står i sær kontrast til de forskelligartede teksters mangel på overordnet pointe.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Næst efter 'kamel' er 'jihad' måske den for tiden mest kendte arabiske glose i Vesten.

Osama bin Laden og konsorter fører 'hellig krig' imod os, det ved vi, og hermed er ordet både oversat og indsat som kode for det krumsabel-syndrom, vi alt for ofte møder den arabiske verden med.

I tidens konfliktklima er der langt til vores store Arabien-rejsende Carsten Niebuhrs fredsommelige afvisning af, at araberne skulle være »usædelige, havesyge og røveriske«, som han skriver i sin Beskrivelse af Arabien:

»Jeg har ikke fundet denne nation så slem. Vi europæere dømmer ofte for tidligt om fremmede nationers skikke endnu inden vi har lært dem rigtigt at kende«.

Nådesløs nuancering
Målet med islam-eksperten Rudolph Peters' bog 'Jihad', der netop nu udsendes i 'Carsten Niebuhr biblioteket', er at lære os araberne nærmere at kende på et bestemt punkt: deres krigsførelse.

Mere præcist: at nuancere, forklare, perspektivere ordet jihad og dets indhold.

Desværre lykkes nuanceringen i en sådan grad, at man efter endt læsning sender et suk og en tanke til Kierkegaards berømte »Ord Schnur i Lexikonnet, der for det første betyder en Snor, for det andet en Sønnekone. Der manglede blot, at det Ord Schnur for det tredje skulde betyde en Kameel, for det fjerde en Støvekost«.

Hellig krig imod affald
Men på en 11. september som i dag, og med begivenhederne i Beslan i alt for frisk erindring, er emnet 'Jihad' alvorligt nok. Hvilke forestillinger om jihad rører sig i hovedet på en hellig kriger, som styrer mod World Trade Center, mod Skole nr. 1 i Beslan, eller som udløser sin selvmordsbombe i Moskvas metro eller i Jerusalems jødiske bydel?

Rudolph Peters bidrager med nogle brikker til forståelsen ved at gå til Koranen og til de mange islam-konstituerende fortællinger, de såkaldte hadith'er, om profeten Muhameds levned og krigspraksis, og ved at forfølge lærde muslimers udlægning af jihad op til den dag i dag. Og ordet betyder alt muligt andet end netop 'hellig krig', det betyder 'at stræbe', 'at anstrenge sig', 'at kæmpe'.

Professor Peters husker fra sin tid som direktør for Det Hollandske Institut i Kairo, at bystyret førte jihad imod skraldet i byens gader - altså nogenlunde samme jihad, som Ridder Pind for tiden fører fra Københavns Rådhus.

Dødsromantik
Men ordet betyder også hellig krig eller noget derhenefter, og når professor Peters går til de tidlige kilder, kan man roligt sige, at vi ligger forholdsvis langt fra Genèvekonventionen. Tidlig islam er præget af den situation, Muhamed og hans proselytter stod i, da de skulle erobre sig tilbage til Mekka.

Det er de troende mod de vantro, og sidstnævnte kan måske godt under en række særlige omstændigheder fortjene ikke at få hugget hovedet af, men det typiske er nu, at krigens lov er drab. I det hele taget er det svært at overse en ganske fundamental dødsromantik, som også gælder krigeren selv og hans muligheder for som martyr at komme direkte i Paradiset. Som det hedder et sted hos forfatteren Malik Ibn Anas (ca. 710-796):

»Jeg ville gerne kæmpe for Guds sag og blive dræbt, derpå blive bragt til live igen, så jeg kunne blive dræbt, og derpå blive bragt til live igen, så jeg kunne blive dræbt«.

Sprog kontra verden
At islam senere, i sin storhedstid, skulle blive en tolerant religion med stor respekt for ikkemuslimer, skyldes måske det betydelige intellektuelle arbejde, som skulle til for at fortolke sig væk fra de tidlige teksters og traditioners kompromisløse jihad-forestillinger, en art teologisk tryk mod modtryk.

Men det gælder jo også til den dag i dag, at muslimer gennemgående bekymrer sig mere om deres brødres rette tro end om de vantros vantro. Problemet i dag er blot, at stærke fundamentalistiske kræfter søger tilbage til de tidligste forestillinger og i forholdet både til indre og ydre fjender agerer, som om de sad i Medina og skulle erobre Mekka. Hvorfor, de gør det, er et spørgsmål, som falder helt uden for denne bogs fokus.

Professor Peters siger intet om politik, psykologi, økonomi etc., hans tilgang til jihad er rent filologisk, teologisk og idéhistorisk. Det er fair nok, men for den almindeligt interesserede læser er det ikke desto mindre et problem, at bogen interesserer sig så udpræget for sproget, selve dét ord jihad, og så ringe for verden - de mulige årsager til, de mulige forklaringer på tidens forskellige former for blodig jihad.

Gentagelser
'Jihad' er en af den slags bøger, som meget møjsommeligt forklarer, at det hele er meget kompliceret, hvilket jo strengt taget ikke forklarer så meget. Bogen har sin værdi som tekstsamling, den myldrer med relevante henvisninger, oversættelser, citater, men den mangler et overordnet greb, et synspunkt, en fortolkningsramme, en pointe, et eller andet, som kunne gøre bogen til - ja, en bog.

Og egentlig er det heller ikke en bog, men en række ret forskellige og mere eller mindre akademiske artikler, som her er sammenstillet under fælles-overskriften 'Jihad'. Det betyder blandt andet, at adskilligt gentages rigtig mange gange, fordi hverken professor Peters eller den danske redaktionskomité har gjort sig den umage at samstemme artik