Nu skal man ikke begynde med sig selv, hvis man anmelder en bog af Klaus Rifbjerg, det er uklædeligt. Men jeg har også engang været i Mojácar, en flække der ligger i Andalusien. Fondacion Valparaiso var som et fjernt og nedlagt hospital. Kvælende ensomhed Her var man indlagt en måned på eneværelse med modvillige læger, der kogte kamillete i køkkenet og talte som amerikanske spøgelser, mens solen brændte ned over det forbandede bjerg. Der var støv, affald, kirkegård, bildæk, skrald, bjerget og den kvælende ensomhed. Nogen - jeg er dem dybt taknemmelig - havde anbefalet dette refugium for enden af Europa, og der sad jeg, nej dér lå jeg på sengen. Dér rugede jeg, skrumpede ind og skrev vel også noget, som sikkert ikke blev godt, mens jeg selv forsvandt. Gengangere Klaus Rifbjerg har sommerhus i Mojácar og trives roligt ved huset. Han ser solen stå op og hører bølgerne rumle mod kysten, han står selv op og går ind til sin skrivemaskine, og han rammer tasterne, hans mor er død og kommer ikke igen (»Dø så!«), og arbejdet skrider frem. Det er jo derfor, han er der. Det er bogens pointe: arbejdet. Melankolsk værdighed Miniaturerne - som ofte er raffinerede prosadigte - handler om livet i Mojácar, og det liv er. Her er skildpadder og leguaner, her er hærfugle og æsler og svin og bier - her er myg, (men det fortæller Rifbjerg ikke). Her er mennesker, som foretog sig det samme i går som i dag som i morgen, medmindre de forsvinder lydløst ud i horisonten som lægen. Der er Antonio Maria, altid med cigaret i munden og en gedeflok, der rusker i grenene med dirrende hageskæg og strittende yver. Der er lossepladsens skrald, et opsvulmet bjerg af lort, forfaldets sted. Der er Paca, den fjerne kvinde i sort sommerkjole, som gør rent i huset. »Der er en værdighed i hende, som ligner melankoli«. Der er José, manden med hakken, dunk, dunk, dunk, maven er spilet ud fortil af kolostomiposen. Sensuelle fisk Herregud, finder man da aldrig et sted af anerkendt hæslighed, spurgte den gamle professor Elling, og Rifbjerg har fundet det. Af og til lyser hans energiske talent for sarkasme og perfidi op. Her er kiosken i Mojácar, et hæsligt sted, (det kan jeg bevidne), som udmærker sig ved den ekstreme modvilje mod enhver service, enhver velvilje, enhver tjeneste. Rifbjerg undgår lige akkurat at smække mopsen, der ekspederer ham, en lussing. Men en dag får han taget sig sammen og klasker avisen ned over fingrene på en emsig kunde. Det var den farligste mand på egnen, Rifbjerg slog ham og blev en kort overgang observeret, men der skete ikke noget, og kiosken er frastødende som altid. Men der er også solbadningen på taget - uden bukser, og der er fiskebutikken med den voldsomme sensualitet. Når Rifbjerg ser den smukke fiskekone slagte en sprællende fisk, mærker han, at han ikke er bøsse. Grimme fotos Det er egentlig påfaldende, hvor meget vold strammer ham op, i en blanding af angst og lystfølelse. Kontakt med døden? Ja, selv tyrefægtningen - efterhånden, til sidst, er der kun angsten: »Hvad der skulle have været elegance og triumf, ender i blodig armod, arenaen forvandler sig til en slagterforretning«. Men der er også hele forløbet fra morgen til nat. Hvordan man selv kan skælve så klart og være så vågen, mens solen brænder, er forunderligt. Klaus Rifbjerg har skrevet en af sine allerbedste bøger, hudløst nærtagende, og på arbejdets afstand af alt. Detaljerne indgår med uhyre præcision, men det er ikke til at sige, hvad de betyder. Eller om de betyder noget. En drink tager måske vægten af skuldrene. Det var den dag, det var de mennesker, teksterne bliver kortere og kortere og ender i mørket. »Ingen kan sove før om lidt«, slutter Rifbjerg. Hvad med Georg Oddner? Han har taget fjorten fotos, og jeg synes de er grimme som Mojácar. Måske nød han ikke sit ophold? Ikke et ord til forklaring. Men Rifbjergs egen forklaring er god nok. Han er en fremmed, en iagttager, nervøst siddende ved sin skrivemaskine, indtil dagen falder ind i sin rytme og tunnelen udvider sig. Melankolsk og lykkelig, anbragt et andet sted. Of all places in the world: Mojácar.