Fra fodnoter til aktivisme

Så foreligger sjette og sidste bind af Dansk Udenrigspolitiks Historie, der behandler tiden siden 1973.

Værket er dog ikke afsluttet, idet bind 5 om efterkrigstiden 1945-72 er blevet forsinket. En sammenfattende vurdering må derfor vente.

1973 begyndte med Danmarks indtræden i EF og sluttede med oliekrisen. Dertil kom jordskredsvalget i december. Det var kort sagt et år med nye dagsordener både i udenrigs- og indenrigspolitik.

Sammenfiltret politik
De nye dagsordener er hovedtemaet i Nikolaj Petersens fremstilling, som i mange henseender afviger fra de foregående bind.

Ikke mindst lægges der væsentlig større vægt på institutionelle forhold, hvad der hænger sammen med, at formuleringen af udenrigspolitikken i det 20. århundredes sidste årtier er blevet en mere kompliceret affære end tidligere.

Udenrigs- og indenrigspolitik er i en helt anden grad end tidligere filtret ind hinanden.

Det er ikke længere som på Scavenius' og Munchs tid en karismatisk minister, der bistået af en håndfuld topembedsmænd og diplomater udstikker kursen. Parlamentariske udvalg, råd og nævn, diverse interesseorganisationer, mange flere end tidligere, er involveret i beslutningsprocessen.

Konsensus-brud
Det betyder ikke, at enkeltpersoners rolle i beslutningsprocessen er blevet mindre; den kontroversielle beslutning i 2003 om dansk deltagelse i krigen mod Irak skyldtes i væsentlig grad statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Til gengæld var beslutningen en logisk konsekvens af, hvad Nikolaj Petersen kalder tilknytningspolitikken, den aktive opslutning omkring USA. Udtrykket 'tilknytning' skal uden tvivl indikere, at der ikke er tale om en parallel til 1900-tallets tilpasning til Tyskland. Danmark ses som en aktiv og selvstændig aktør, der handler ud fra et klart defineret værdigrundlag.

Det nye i 2003 var, at statsministeren brød med femten års konsensus omkring udenrigspolitikken, og at Danmark få måneder efter et succesrigt EU-formandskab gik imod flere af de store EU-lande og oven i købet lod sig bruge i et åbenlyst amerikansk forsøg på at splitte Europa.

Fodnotepolitikken
Væsentlige incitamenter for nyorienteringen skal naturligvis søges i de forandrede vilkår efter Murens fald og globaliseringen. Blandt forudsætningerne for tilknytningen til USA peger Nikolaj Petersen desuden på ønsket om at afbalancere EU's indflydelse. Selv på regeringsplan har der været divergerende opfattelser af, hvor langt det politiske samarbejde skulle gå.

Poul Schlüter tog sandsynligvis udfaldet af afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992 med større fatning end Uffe Ellemann-Jensen. For denne var det vigtigt at give Danmark en rolle og få revanche for de personlige ydmygelser, fodnoterne havde været udtryk for.

Maastricht og det nationale kompromis spærrede imidlertid for ambitionerne om at spille en central europæisk rolle; i stedet kom den udenrigspolitiske aktivisme til udtryk i tilknytningen til USA. Regeringsskiftet i 1993 betød ingen ændring. Nyrup-regeringen havde et indlysende behov for at distancere sig fra fodnotepolitikken og genoprette Socialdemokratiets udenrigspolitiske troværdighed.

Når Anders Fogh turde bryde konsensustraditionen med sin kontroversielle Irak-beslutning, var det, fordi han vidste, at hans politik logisk lå i forlængelse af Nyrup Rasmussens linje, og at den støttedes af stærke kræfter i Socialdemokratiet.

Æresbegreber og prestige
Ellemanns, Nyrups og Foghs fælles aktivisme har uden tvivl rødder i følelsen af, at fodnoterne havde påført Danmark og danske politikere et føleligt prestigetab. Anders Fogh har med retorisk overdrivelse betegnet 1900-tallets tilpasningspolitik over for Tyskland som »ussel«.

Men statsministeren har ret i, at prestige er vigtigt i udenrigspolitik. Til gengæld er der mange historiske eksempler på, at overdreven hensyntagen til æresbegreber og prestige er endt med en katastrofe.

Hvad jeg savner hos Nikolaj Petersen er derfor en kritisk diskussion af de risici, som tilknytningspolitikken eventuelt måtte indebære. I sig selv er der ikke noget nyt i, at Danmark knytter sig til en bestemt stormagt. I store dele af 1700- og 1800-tallet var det Rusland.

Tilknytningen til Skt. Petersborg var utvivlsomt medvirkende til, at Danmark bevarede sin selvstændighed. Til gengæld blev man lejlighedsvis fanget af en række uberegnelige skift i russisk udenrigspolitik, bl.a. under Napoleonskrigene, hvilket kostede Norge. Der er indlysende fordele for en lille stat i at knytte sig til en stormagt, men afhængigheden er i sig selv en risiko.

Intern splittelse i Socialdemokratiet
Det problematiske ved den nye aktivistiske udenrigspolitik er, at man let kommer til at binde sig til bestemte løsninger og derved fraskriver sig muligheden for at variere sin politik efter omstændighederne.

Rent bortset fra hvad man måtte have af moralske og ideologiske forbehold, var det akkurat her, at Erik Scavenius' aktivistiske Tysklandspolitik fejlede under de to verdenskrige. For mig at se har Fogh ikke så lidt til fælles med Scavenius; det er den samme skråsikre tro på egne forenklede analyser.

Fodnotepolitikken havde rod i en intern splittelse i Socialdemokratiet, der gik tilbage til 1970'erne, vel i virkeligheden til folketingsvalget i 1971, hvor partiet fik indvalgt en række unge politikere med en anden virkelighedsopfattelse end den gamle garde, som havde søsat NATO-politikken.

Analytisk mesterværk
I et overbevisende portræt af K.B. Andersen som udenrigsminister påpeges det, hvorledes denne for at sikre opbakningen til NAT