På rejser sydpå kan man møde fotogene æsler, der lader sig forevige med turister for penge. Det skal ligne folklore, men er vist bare industri. Gad vide, hvad der foregår i hovedet på sådan et dyr, tænker man og har lidt ondt af kræet, som må stå i timevis, uden at nogen tænker på dets ve og vel. Et bud på, hvad der sker i æslet, kan man finde i verdenslitteraturen, hvor æslerne har boltret sig siden Bibelens tid - først og fremmest i eventyr og fabler, men også i fortællinger af nogle af verdens bedste forfattere. Skal man tro disse historier, har æslet mange menneskelige egenskaber. Det kan være en stædig rad. Det kan være dumt som en dør, eller klogere end de lange ører lader ane. Og det kan være sødt og selvopofrende. Læseglæde i tabletform Den norske litterat Alf Kjetil Walgermo har sat nogle af litteraturens mange æsler stævne i bogen 'Eselhistorier'. På norsk er der den lille finte ved ordet 'esel', at det stavet bagfra bliver til 'lese', altså at læse, så ud over at være en hyldest til det gode dyr, er antologien også en hyldest til glæden ved at læse - en glæde mange mennesker jo genopdager hvert år i ferien. Men når man vender tilbage til hverdagen, er tiden til indtagelse af murstensromaner pludselig begrænset. Og så er det jo rart, at læseglæden også findes i tabletform, i skikkelse af små historier, man kan nappe et par stykker af, når der er tid. Den, der ler sidst... Nogle af de ældste æselhistorier er fortalt af den frigivne slave Æsop, der levede omkring 600 f.Kr. Hans fabler slutter som regel med en morale, så når en fuldblodshest ikke gider hjælpe et lille gråt æsel med dets tunge last, er det en del af fortællingens logik, at æslet knækker sammen under byrden, og hele lasten plus æslet selv havner på ryggen af den hovne hest. 'Svigt ikke en ven i nødens stund', lyder moralen. Et andet æsel, der får fin transport, er Silius' æsel fra Kardemomme By. Det går i stå ret foran sporvognen, og hverken politimester Bastian, sporvognskonduktør Syversen eller barber Sørensen aner deres levende råd. De puffer og maser, men æslet står fast, lige indtil gamle Tobias finder på at spænde det fra og løfte det op i vognen. Og så kan Silius ellers få lov at trække det hjem. Det er æslet ganske tilfreds med. »Ha ha ha«, siger det. Højlitterære æsler Et fællestræk for æsler er, at deres skrig kan gøre folk vanvittige. For nogle æsler besegler det deres skæbne, at de ikke kan holde kæft. De får stokkeslag og prygl, netop som de tror, at deres stjernestund er inde. For andre æsler er den høje skryden dog vejen til lykken. I Grimms eventyr om 'Bymusikanterne fra Bremen' søger fire dyr nye græsgange, fordi deres ejere vil skille sig af med dem. Man kan altid blive musiker, ræsonnerer dyrene, men før de når til Bremen, lykkes det dem at jage en flok røvere ud af deres røverkule med en forfærdelig larm. Og så lever de ellers lykkeligt i røvernes hus til deres dages ende. Ud over at være et studie i dyrets karakter tegner æselhistorierne en del portrætter af æselejere. Og de er ikke for kloge. Undtagelsen findes i den spanske nobelpristager Juan Ramón Jiménez' bog 'Platero og jeg', hvor fortælleren fortæller smukke historier om sit elskede æsel. Her er fablernes ironi og bedreviden langt væk. At forfattere som Dostojevskij, Dickens, Baudelaire og Stevenson også har skrevet om æsler, var nyt for mig. Selv Agatha Christie er med, ikke med en krimi, men med en sød lille novelle om det æsel, der bar Jesusbarnet til Egypten. Efter at have smagt på de hellige tre kongers gaver (myrra, bvadr!) vil æslet også bidrage til festen, og en enkelt berøring fra Jesusbarnet er nok til, at æslet får den fine idé at give sig selv. Og således kan selv et lille æsel få indflydelse på verdenshistorien.