Den bunke hestebøger, der er landet på mit bord, kan deles i to kategorier: bøger om ridning og bøger om heste, og det er de første, der er bedst. 'Den klassiske ridekunst' er en absolut klassiker, udsendt første gang i 1965 og skrevet af oberst Alois Podhajsky, der fra 1939 til 1964 var leder af Den Spanske Rideskole i Wien. Bogen, der nu er genudsendt med de originale fotografier og diagrammer, er behagelig at læse med sit gode sprog, lavmælte viden, værdighed og lange erfaring. Her kan man ud over ganske konkrete vejledninger i f.eks. galopchangement, traversering og udtryksfuld trav læse kloge ord, såsom at »man kan forestille sig natur uden kunst, men aldrig kunst uden natur«. Eller: »Berideren skal ikke blot kunne ride, men også tænke, for kun en tænkende rytter kan med størst mulig hensynsfuldhed over for hesten nå sit fastlagte mål på forholdsvis kort tid«. Rytteren bør kende sin hest Uden alle de falbelader, mere moderne bøger forfalder til, påpeger Podhajsky, at rytteren nøje bør kende sin hests temperament og følsomhed og afpasse straf og hjælp derefter. Hans bog er en guldgrube, som jeg ikke kan yde retfærdighed her. Den er delt i seks dele, heraf den tredje og største om hestens uddannelse lige fra tilridning til det avancerede såkaldte 'arbejde ved hånden', hvor det ikke engang er nødvendigt at sidde på hesten for at få den til at danse sin særlige ballet: piaffe, levade etc. Den klassiske ridekunst, som ifølge Podhajsky skal »vare sig for at komme i cirkusagtigt farvand«, er som en koreografi, der skal overleveres. Bogen har ingen skarp adskillelse af emnerne, og selv om det formelt er de sidste knap 30 sider, der er viet Den Spanske Hofrideskoles øvelser, forekommer der billeder og diagrammer af dem gennem hele bogen. Grundlaget for rytterens uddannelse er ifølge 'Den klassiske ridekunst': Den rigtige opfattelse af den dybere mening med enhver form for ridning, opnåelse af den rigtige følelse og endelig: erhvervelse af den fysiske evne til at udføre ridningen i praksis. Bog for alle ryttere 'Politikens store ridebog' har som sin erklærede målsætning »at finde metoder, der fungerer for alle heste og ryttere, til alle formål og på alle niveauer«. Og det lykkes faktisk bogen at bevæge sig fra de første skridt på hesteryg til vanskelige spring i military. Så her er noget for både unge og gamle, øvede og begyndere, dressurryttere og springryttere. Det er ikke nogen køn bog, med masser af instruktive, (lidt for) farvestrålende billeder og skemaer, men det er en nødvendig omkostning. Og den virker yderst velfunderet, realistisk, ærlig og usnobbet og sætter ikke forfatteren i fokus, som de efter min mening dårlige hestebøger gør. Denne er fuldstændig anonym, ligesom i øvrigt Podhajsky - det er der stil over. Et par sider handler om frygten for at falde af og om at få styr på den frygt. Hvis man falder af - og det sker for alle - så er det vigtigt at få fødderne ud af stigbøjlerne, lade sig falde væk fra hesten, holde hagen ned mod brystet, runde ryggen, trække benene op under sig og være klar til at rulle ... Den både fysiske og psykiske forberedelse til konkurrenceridning, også springning, vies en del plads. Det fremgår, at frygten er en reel faktor i f.eks. springning. Men nydelsen - også for hesten - findes åbenbart også i konkurrencesituationer og under svære spring. Også denne bog beskæftiger sig med vigtigheden af at forstå hesten og påpeger, at ridning adskiller sig fra andre sportsgrene ved, at man er ansvarlig for at træne en anden: nemlig hesten. Det er generelt vigtigt at huske - og det vil enhver ordentlig ridelærer påpege - at fejlene altid ligger hos rytteren. Politikens bog priser da også Den Spanske Rideskole for dens fokus på enkelhed, struktureret uddannelse og respekt for hesten. Det er således vigtigt, at hesten i den barske military-ridning får mulighed for at foretage sine egne vurderinger og træffe sine egne beslutninger. Evnen og selvtilliden til at gøre dét skal rytteren have opbygget hos hesten. I denne sammenhæng er der intet utidigt ved at give hesten et næsten menneskeligt råderum: Det er ikke tom snak, men enkel fornuft. Igen og igen understreges hestens rolle som partner og rytterens ansvar for dens humør, muligheder og velbefindende. Det er sød musik i mine øren. Hubertusjagt og hærgende landskabsryttere 'Jagtridning' hedder en lille bog, hvis forfatter, Niels Goldschmidt, selv er passioneret jagtrytter. Han skriver: »Jagtryttere er lykkeriddere på den fede måde«. Jagtryttere - det er dem, der bl.a. rider hubertusjagt, og for os andre er det vel snarere nogen, der farer hærgende gennem landskabet. Dog ikke så hærgende som så meget andet, når vi skal være ærlige. (Men er der snart noget landskab tilbage i dette lille land?). Niels Goldschmidt har for ikke at fortabe sig i engelsk jagtridnings rige traditioner valgt at fokusere på Danmark og på landets ældste klub, Sportsrideklubben fra 1900, der har aner tilbage til de kongelige parforcejagter. Goldschmidt, der er en glad amatørhistoriker, indleder med en ordliste og en historisk oversigt. Her får man blandt meget andet den interessante oplysning, at en grosserer (læs: gullaschbaron) i 1917 kunne fodre sine hunde med rugbrød, som mange af de andre ryttere kun kunne få på rationeringsmærker. Og hestenes foderstand var så dårlig, at de ikke kunne følge med hundene. Grossereren kom derfor ofte alene i mål ... Hjemme lagde han sig på en divan og lod en stuepige klæde sig af før badet. Som Niels Goldschmidt skriver et sted, er jagtryttere et farverigt (og tørstigt) folkefærd, man kan sige meget om. Ånden er vigtig for dem - stilen tæller vist mindre. Den historiske oversigt rummer også beretninger om dødsfald, i hvert fald et af dem selvforskyldt, da en udmattet (læs: skamredet) hest styrtede om midt i en forhindring og blev liggende som død, oven på rytteren. Kom så ikke og sig, at man ikke kan tvinge eller terrorisere heste ... (min gamle erfaring på sidelinjen siger mig da også noget andet, især hvad angår eliteryttere i military. Fy for pokker!). Men jagtryttere er naturligvis for de flestes vedkommende skikkelige folk, der skøtter deres heste. Vidste De for øvrigt, at en hundeprut er problematisk på en jagt - for så får de andre hunde færten af fjærten og kan ikke koncentrere sig om det udlagte spor. 'Jagtridning' er en vittig vennebog, og den koncentrerer sig om at videregive praktiske råd og erfaringer til dem, som allerede er interesserede. Det er nok rigtigt disponeret, for der er en interessant og farverig tradition at føre videre, men den læner sig i forvejen så tæt op ad barbariet, at den ikke tåler brodne kar og opkomlinge. Hestens magi I kategorien hestebøger findes også nogle, man kunne kalde 'Kend dig selv med hesten som terapeut'. De handler i virkeligheden ikke om heste, men om bogens forfatter. Chris Irwins lille 'Heste lyver ikke' har en rem af den hud. Den handler en del om ham selv, og han holder sig heller ikke tilbage for at tale om »hestens magi«. Men manden ved tydeligvis noget, så det er mest den new age-agtige måde at skrive på, der virker irriterende. For Irwing siger - med et lidt for vidtløftigt billedsprog og overflødige sammenligninger - lidt af det samme om vægtforskydningens betydning, om tryk, balance og hestens selvtillid, som alle gode hestebøger siger meget mere konkret. Jeg ville bare ikke investere i hans bog, medmindre jeg allerede havde de andre og ikke kunne få nok. 26 personlighedsgrupper Om forfatteren til 'Hestepersonligheder', Klaus Ferdinand Hempfling, står der ligefrem, at han, der er ingeniør i kommunikationsvidenskab, skaffede sig afløb for sin hang til dybere erkendelse ved bl.a. mytologiske studier, og der stødte han på »det vigtigste symbol i vores kulturkreds - hesten«. (Ser man det ...!). Hempfling, der mest af alt minder om en avanceret (muligvis genial) dressør i et specialiseret cirkus med ham selv som hovedattraktion, fik et internationalt gennembrud med 'At danse med heste'. Heri gør han »hestene til menneskenes lærere, til bærere af hemmeligheder, man må respektere, og hvis nærhed kan ændre mennesker«.(Trods sprogbrugen dybest set svært at være uenig i). I den nye bog inddeler han alle heste i 26 personlighedsgrupper. Apropos respekt: I denne bog skal man respektere Hempflings ophavsret til den »beskrevne klassificering af heste såvel som de enkelte indplaceringer og beskrivelserne af dem«. Desuden påtager han og forlaget sig ikke ansvar for skader på personer eller værdier (hvad med heste?), der måtte opstå i forbindelse med anvendelse af bogen. Så er vi advaret. Hempflings ifølge ham selv overraskende pointe er, at racen ikke er afgørende for en hests adfærd. Derfor følger hans klassificering ikke raceskellene. Hempfling kalder for øvrigt sine hestetyper for 'kort' i et spil med 26 af slagsen. For eksempel: Enhjørningen, Duen, Underofficeren, Skeptikeren, Vennen, Den tykke, Bonden, Danseren, Ildens vogter, Sigøjneren, Dandyen etc. For de første skal der nok gå mange heste mellem ens hænder, før en så detaljeret typificering giver praktisk mening, for det andet vil jeg tillade mig at tvivle på, at den giver mening i det hele taget. For billederne af hestene er jo taget/ vinklet/ valgt, så de bekræfter karakteristikken, og det kan jo være et øjebliksbillede. Men der er nok noget om snakken. Dog virker beskrivelserne med deres blinde tillid til eksteriøret ubehageligt fordomsfulde ... »den flade og forholdsvis grove markering af øjenknoglerne, øjnenes placering lige under næselinjen, de relativt små, kødfulde næsebor, den grove, indadtrukne overlæbe« etc. vidner om »en lidet intelligent, ikke særlig bevægelsesglad, men alligevel egensindig og helt igennem karakterstærk hest«. (Bare rolig, det var en hest ... og den ser da meget tilforladelig ud på billedet, selv om den ganske rigtigt skæver lidt skeptisk til fotografen). Menneskeliggørelse af heste Forfatteren føler sig da også foranlediget til at minde om, at det for ham ikke drejer sig om en vurdering, om godt eller ondt, sympatisk eller ej. 'Hestepersonligheder' er stor og flot udstyret, men jeg tvivler på, om ryttere kan bruge rådene. Og hvor tit skal vi andre dressere vilde hingste? Personligt har jeg svært ved at klare Hempflings macho-selvros og hokuspokus, og jeg er også meget betænkelig ved hans menneskeliggørelse af hestene. For eksempel skelner han (med mange ord!) mellem at kende sin hest og forstå den. Men han er uden tvivl dygtig til at tæmme og dressere konkrete dyr ved hjælp af sin karisma, og måske ville jeg blive omvendt i praksis. Tankeoverførsel Den sidste bog hører kun hjemme i denne anmeldelse, for så vidt som jeg vil advare mod dét, den repræsenterer. I 'Når heste hvisker tilbage', der er inspireret af indiansk livsfilosofi, skriver Ninette Damberg: »Efter min bedste overbevisning er der et overordnet spirituelt formål med heste (...)«, og så sludrer hun løst og uforpligtende om den tavse, universelle dialog mellem mennesker og dyr og dyr indbyrdes. Således da hun efter i to år at have haft sin hest hos en (utilfreds) professionel træner i Tyskland til en høj show-dressurklasse inden for westernridning langt om længe opdagede, at hesten var forpint, stresset og havde begyndende »depressionshuller« over øjnene - så lagde hun sin hånd på dens pande og tankeoverførte en undskyldning og et løfte om, at han skulle komme med hjem og få et bedre liv bagefter! Hesten lovede på samme måde at gøre sit bedste og vandt guld. Er moralen mon: Mishandl bare din hest, til du har opnået, hvad du vil, og så lav lidt tankeoverføring? Efter min bedste overbevisning ser Ninette Damberg ikke hesten, men enten en guddom eller en firbenet og forsvarsløs udgave af mennesket, som dette menneske så kan projicere hvad som helst over på. For eksempel børneopdragelse. Forfatteren refererer ukritisk et efter sigende indiansk princip om, at »Hvad der var rigtigt for den enkelte, kunne man ikke drømme om at anfægte«. Det falder svært at tro, at de indianske samfund også var ramt af vor tids svøbe: fravær af loyalitet mod fællesskabet og uansvarlighed over for børns sociale tilpasning. Og hvad har det med heste at gøre? Igen handler det om menneskelig selvspejling ... Der er kun ganske få praktiske råd i 'Når heste hvisker tilbage', og de fleste er intetsigende. Skal man f.eks. have sin hest op i traileren, kræver det tid, tålmodighed og øvelse. Det er der næppe nogen af de rigtige hestebøger, der vil være uenige i.